HK til Mona Juul: ”Gule organisationer” hverken kan eller vil løfte deres del af slæbet

Konservatives Mona Juul udtrykker i en kommentar i Altinget sin bekymring for den faldende organisationsgrad på det danske arbejdsmarked, således som det senest er blevet dokumenteret i en rapport fra Faos. 

Jeg tror, at Mona Juuls bekymring er oprigtig, og i en del af sin analyse har hun ret – i hvert fald et stykke af vejen. En af forudsætningerne for at kunne opretholde en arbejdsmarkedsmodel som den danske er, at den største del af både arbejdsstyrken og virksomhederne rent faktisk er medlemmer af de organisationer, som fra hver sin side af forhandlingsbordet regulerer arbejdsmarkedet.

Og på arbejdstagerside er organisationsprocenten faldet gennem mere end to årtier. Ikke lige meget på alle områder. Men den overordnede tendens er tydelig. Det er der flere systemiske forklaringer på:

Den såkaldte Gent-effekt er blevet svækket, i takt med at dagpengesystemet er blevet udhulet og efterlønsordningen afviklet. En væsentlig del af de sidste års stigning i antallet af beskæftigede stammer fra udlændinge – ikke mindst østeuropæere og flygtninge/indvandrere. Og blandt de grupper er organisationsprocenten ikke overraskende lavere. Og i visse brancher (restaurationer, caféer og dagligvarehandlen) fylder studerende og ansatte med forskellige former for tilskud i ryggen mere og mere. Også i de grupper er organisationsprocenten lavere.

Slår ikke folk i hovedet med en rød fane
Situationen for de forskellige områder og organisationer er forskellig. Generelt klarer de professionsbaserede forbund sig pænt – eksempelvis BUPL (pædagogerne) og DE-F (elektrikerne).

HK hører til blandt de forbund, som har været hårdt ramt, men her ser det ud til, at vi er ved at have "knækket kurven". Og det har vi gjort netop ved at modernisere og aktivere. Ikke ved at slå nogen i hovedet med en rød fane.

Der, hvor kæden knækker for mig, er, når Mona Juul forsøger at inddrage de "gule organisationer" i diskussionen om fagbevægelsen

Simon Tøgern
Sektorformand, HK/Privat

Men når alle forbeholdene er remset op, så ændrer det ikke på, at vi i fagbevægelsen har en forpligtigelse til at vende udviklingen. Det tror jeg ikke, at der er noget ansvarligt fagforeningsmenneske, som ikke er enig i.

Der, hvor kæden knækker for mig, er, når Mona Juul forsøger at inddrage de "gule organisationer" i diskussionen om fagbevægelsen, den danske model og dennes rolle.

"Gule organisationer" snylter på andres arbejde
De "gule organisationer" fungerer alene som en slags retshjælpsforsikringer.

De forhandler ikke generelle kollektive aftaler og tager ikke ansvar i forhold til det omfattende partssystem, som administrerer store dele af arbejdsmarkedspolitikken, erhvervsuddannelserne og arbejdsmiljøet. 

Og det at holde lave priser, fordi man snylter på andres arbejde, gør altså ikke en mere eller mindre tidssvarende. Hvis der var lidt anstændighed i ledelsen af de "gule organisationer," så var man ærlig og benævnte sig, som det man er – nemlig retshjælpsforsikringer.

Men man er tilsyneladende nødt til at "låne" lidt af fagbevægelsens legitimitet og benævner derfor sig selv som noget, som man ikke er.

Det er er at blande æbler og pærer, når man mener, at udfordringen med at organisere skal løses ved at inddrage en part, der netop ikke formår og ønsker at løfte deres del af slæbet

Simon Tøgern
Sektorformand, HK/Privat

Dem om det. Men det er er at blande æbler og pærer, når man mener, at udfordringen med at organisere skal løses ved at inddrage en part, der netop ikke formår og ønsker at løfte deres del af slæbet. For så havde man vel bare etableret en rigtig fagforening i stedet for den gøgeungekonstruktion, som eksisterer i dag.

Så ja – den klassiske fagbevægelse står med en udfordring. Den kan kun imødegås, hvis vi kigger på vores måde at fungere til daglig. 

Moderne og unge mennesker vil gerne deltage og sammen med kollegerne tage ansvar for deres eget arbejdsliv. De ønsker et fællesskab. Det står ikke i modsætning til kollektive overenskomster og fælles optræden.

Det handler om, at vi skal finde tilbage faglige og politiske arbejdsformer, som inviterer til, at medlemmerne deltager aktivt som andet og mere end kontingentbetalende skaffedyr.

Det er ikke en fallitkurs. Det er inddragelse, demokrati og liv – og det vil være moderne til alle tider.