Indvandring åbner muligheder for arbejdsmarkedet

Nu er festen på arbejdsmarkedet imidlertid fuset ud. Det gælder især for de ikke-vestlige indvandrere, som efter en positiv udvikling frem mod 2008 nu vender i arbejdsmarkedets svingdør og går tilbage i ledighed.

Mette Rønnau
Direktør for CABI

Af Mette Rønnau
Direktør i CABI - Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats

Hvis jeg siger 'integrations-debat', hvad tænker du så? Måske kommer du i tanke om efterårets ghetto-udspil eller forslaget om et pointsystem? Eller måske har du CEPOS' seneste påhit med at regne ud, hvad indvandring koster det danske samfund, i frisk erindring?

Det vil derimod overraske mig, hvis et arbejdsmarkedsrettet tiltag er det første, du tænker på. Arbejdsmarkedet spiller nemlig desværre kun en lille rolle i integrations-debatten i dag, selv om arbejdsmarked og integration passer fortrinligt sammen.

På den ene side får arbejdsmarkedet om få år et behov for ekstra hænder, som indvandring kunne være et oplagt svar på. Og for det andet begynder og ender meget integration med, om man har et arbejde og er del af et arbejdsfællesskab.

Sovepude
Når der i dag ikke er meget at komme efter, hvis man leder efter arbejdsmarked i integrationspolitikken, skyldes det især en ting: Højkonjunkturen blev en sovepude.

Da samfundsøkonomien for alvor begyndte at buldre i 00'erne, gik det hele ligesom af sig selv: Virksomhederne havde brug for arbejdskraft og åbnede derfor dørene, også for personer som før havde haft svært ved at få foden indenfor.

Nu er festen på arbejdsmarkedet imidlertid fuset ud. Det gælder især for de ikke-vestlige indvandrere, som efter en positiv udvikling frem mod 2008 nu vender i arbejdsmarkedets svingdør og går tilbage i ledighed.

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er andelen af ikke-vestlige indvandrere mellem 18 og 64 år, der er i beskæftigelse, faldet fra 46,3 procent i 2008 til 40,4 procent i 2010. Det svarer til et fald på 12,8 procent. Beskæftigelsesfrekvensen blandt danskere er til sammenligning i samme periode faldet med 5,3 procent.

Billedet er det samme i det meste af den vestlige verden, og forklaringen er først og fremmest, at ikke-vestlige indvandrere er overrepræsenterede blandt ufaglærte, har sprogbarrierer og lavere uddannelsesniveau. Og at arbejdsgivere ofte afskediger dem, som, de vurderer lettest at erstatte, for eksempel fordi de ikke er blevet efteruddannet.

Mangfoldighed betaler sig
Der er imidlertid en voksende forståelse blandt private virksomheder for, at mangfoldighed kan betale sig. PriceWaterhouseCoopers dokumenterede for eksempel i februar sort på hvidt, at ISS tjener på at have teams, der er sammensat af medarbejdere med forskelligt køn, kulturel baggrund og alder. Giver det også for andre virksomheder god bundlinje at rumme mennesker med anden etnisk baggrund, skal de nok gøre deres for at vende udviklingen.

Et sted at starte for jobcentrene, hvis arbejdsmarkedet skal have gavn af det store potentiale, som landets indvandrere og efterkommere repræsenterer, er sygefraværet. Der har igennem de seneste år været stort generelt fokus på at få sygefraværet ned, men ikke når det kommer til gruppen af ikke-vestlige indvandrere.

Ikke-vestlige indvandrere udgjorde i 2008 4,5 procent af arbejdsstyrken, mens samme gruppe udgjorde 8,1 procent af samtlige sygedagpengemodtagere. Gruppens sygedagpengeforløb varede i 2009 for godt 14 procents vedkommende mere end 26 uger. For personer med dansk oprindelse lå tallet på 7,5 procent. Og når de ikke-vestlige indvandrere blev raskmeldt, gik hver femte direkte til ledighed mod kun hver tiende etniske dansker.

Stort potentiale
Den positive version er, at der her er et oplagt potentiale for virksomheder, der kommer til at mangle arbejdskraft, hvis jobcentrene formår at ændre situationen.

Og der er faktisk meget, der tyder på, at det kan lade sig gøre: Jobcentre som Aabenraa og Vallensbæk, der har arbejdet fokuseret med de ikke-vestlige indvandreres højere sygefravær, har formået at sænke det markant. Kodeordet ser først og fremmest ud til at være koordineret indsats og klar prioritering. Altså værktøjer, som andre jobcentre let kan kopiere i deres beskæftigelsesplaner.