Debat

Ingen uddannelse – ingen job

DEBAT: Det regionale vækstforum, LO og beskæftigelsesråd skal samarbejde for at få flere unge i uddannelse, lyder opfordringen fra regionsrådsformand Carl Holst (V), som pointerer, at regionen har en nøglerolle i samarbejdet.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Foto:

De forskellige aktører må forventes at have forskellige
holdninger til, hvordan processen skal forløbe, men som region kan vi samle trådene og få alle til at trække i retning af vækst, velstand og regional udvikling.

Carl Holst (V)
Regionsrådsformand i Region Syddanmark
Fakta
Vil du blande dig i debatten? Send en mail til [email protected]
Af Carl Holst (V),
regionsrådsformand i Region Syddanmark

Vi har netop hørt, at der i år er kommet flere unge mennesker ind på de videregående uddannelser end nogensinde før. Det er en meget positiv udvikling, og en udvikling som er helt nødvendig, hvis vi fremover skal have en arbejdsstyrke, der lever op til arbejdsmarkedets behov.

En opgørelse viser, at der ud af en klasse på 22 elever, som afslutter grundskolen i Region Syddanmark i 2009, forventes at blive:

· 3 uden uddannelse
· 2 med en gymnasial uddannelse
· 7 med en erhvervsuddannelse
· 1 med en kort videregående uddannelse
· 5 med en mellemlang videregående uddannelse
· 4 med en lang videregående uddannelse

Samtidig viser prognoser, at der i Region Syddanmark vil være ca. 25.000 færre job til mennesker uden uddannelse om ti år.

Det er opsigtsvækkende fakta, som vi som politikere må tage meget alvorligt. Vi må sørge for, at de mennesker, som aldrig fik en uddannelse, kommer tilbage på
skolebænken og eksempelvis tager en håndværksuddannelse. Og vi må sørge for, at de mennesker, hvis uddannelse er blevet forældet med årene, hele tiden har mulighed for at opkvalificere sig og udvikle nye kompetencer, der passer til fremtidens arbejdsmarked.

Konference i september
I Region Syddanmark har vi en målsætning om, at 95 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse, og at 50 pct. skal have en videregående uddannelse. Derfor har vi valgt at sætte turbo på processen ved at indbyde virksomhedsledere og andre relevante aktører i beskæftigelses- og uddannelsessystemet til en stor konference i Kolding den 5. september.

Under overskriften "Ingen uddannelse - ingen job" inviterer vi sammen med det regionale LO og Beskæftigelsesregion Syddanmark regionens ledere og beslutningstagere til at diskutere, hvordan der fremover kan skabes et bedre match mellem behov og kvalifikationer - så vi undgår arbejdsløshed og stagnation i erhvervslivet.

Vi bilder os selvfølgelig ikke ind, at en enkelt konference giver alle svarene. Men håbet er, at vi for det første kan skærpe de relevante aktørers opmærksomhed på omfanget af problematikken - for det andet kan få gode idéer til, hvordan virksomheder, uddannelsesinstitutioner, offentlige myndigheder og øvrige aktører kan få deres initiativer til at spille sammen, så vi sammen skaber de optimale løsninger.

Regionen kan samle trådene
I den forbindelse er det oplagt, at regionen og især det regionale Vækstforum spiller en væsentlig rolle som bindeled mellem de forskellige partnere og sikrer en
sammenhængende indsats. De forskellige aktører må forventes at have forskellige
holdninger til, hvordan processen skal forløbe, men som region kan vi samle trådene og få alle til at trække i retning af vækst, velstand og regional udvikling.

Sagen er nemlig den, at vi ikke har råd til at lade være med at finde en løsning. De tider, hvor man kunne gå direkte ud i en virksomhed efter endt folkeskole, er forbi, og viden vil blive vejen til vækst. Derfor håber jeg, at de godt 150 deltagere, der allerede har meldt sig til konferencen - og forhåbentlig flere til - kommer med en masse spændende inputs til det lange seje arbejde med at sikre uddannelse og arbejde til alle.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carl Holst

Director, Influenter, højskolelærer, bestyrelsesformand, Idrættens Analyseinstitut, Videncenter for Folkeoplysning, Play the Game, Center for Grundtvigforskning, bestyrelsesmedlem i DigiRehab
lærer (Haderslev Statsseminarium 1996)

0:000:00