Jobcenteransat: Mette Frederiksens tillid til velfærdssamfundet gælder åbenbart ikke os

Nu har statsministeren to gange i en højprofileret situation sagt ordene, “jobcentrene skal lukke”. Det skete, da regeringen præsenterede sit regeringsgrundlag, og det skete nu igen ved nytårstalen.

Vi medarbejdere har levet i et limbo i over to år, mens regeringens ekspertgruppe har arbejdet, og regeringen indtil videre har været et halvt år om at kigge på de anbefalinger, uden på noget tidspunkt at involvere andre i deres tanker.

I de to år har jeg blandt andet hørt om kolleger, der bliver mødt med modstand fra borgere og øvrige samarbejdspartnere, der ikke vil gå i dialog med os, fordi vi jo lukker lige om lidt alligevel.

Ingen dialog fra regeringen

Jeg forstår ikke, at man kan sige “luk jobcentrene” to gange, uden at ville dele nogen detaljer om, hvordan det skal foregå med berørte medarbejdere og borgere.

Så ville den debat, der er på området, kunne ske på et mere solidt grundlag. For man har vel en idé om, hvad man vil, når man siger det flere gange.

Jeg ville ønske, at regeringen var mere i dialog med os, der møder de ledige og de sygemeldte borgere i vores hverdag

Karina Sørensen
Beskæftigelsesfaglig medarbejder

Jeg ville ønske, at regeringen var mere i dialog med os, der møder de ledige og de sygemeldte borgere i vores hverdag, og det har heller ikke skortet på løfterne.

Den daværende næstformand for HK Kommunal, Pia Lund Jeppesen, delte undervejs i ekspertgruppens arbejde sin frustration over at sidde i en følgegruppe, der ikke rigtig fulgte noget.

I den og i andre forbindelser var de politiske løfter, at der selvfølgelig også skulle være en involvering af de involverede parter på beskæftigelsesområdet efter ekspertgruppens rapport.

Den efterfølgende involvering har jeg som ansat og tillidsrepræsentant svært ved at få øje på.

Reform opleves som et tillidsbrud

Processen hen over efteråret har været meget lukket fra regeringens side, og det er jo ikke, fordi vi, der sidder ude i virkeligheden, ikke er åbne over for at tage i mod.

Så kunne vi fortælle eksempelvis Mette Frederiksen, hvordan hendes ”luk jobcentrene” bliver oplevet både af medarbejdere og af borgere.

Nogle borgere bliver meget bekymrede ved tanken om, at deres eneste livline til det offentlige kunne risikere at forsvinde. Og så er der de borgere, der glæder sig til at slippe for at høre fra jobcentrene fremover.

Da afskaffelsen af jobcentrene sandsynligvis ikke bliver en afskaffelse af ret og pligt i lovgivningen, kunne vi også komme til at advare imod, at den kommende reform kan komme til at blive oplevet som et massivt tillidsbrud i befolkningen – et tillidsbrud, som vi som samfund ikke har råd til.