Debat

Kan den danske model gøres smukkere?

DEBAT: Reduktion af kontanthjælp og dagpengesatsen er sammen med en lavere mindsteløn nødvendig, hvis kontanthjælpsmodtagere skal have mulighed for at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Det skriver Martin Ågerup, direktør i CEPOS.
"Det offentlige arbejdsmarked er organiseret sådan, at Christiansborg reelt altid er sovset ind i forhandlingerne – enten direkte eller indirekte." Det skriver Martin Ågerup, direktør for CEPOS.
"Det offentlige arbejdsmarked er organiseret sådan, at Christiansborg reelt altid er sovset ind i forhandlingerne – enten direkte eller indirekte." Det skriver Martin Ågerup, direktør for CEPOS.Foto: CEPOS
Nikolaj L. Simonsen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I årtier har politikerne forsøgt sig med aktivering, fleksjob og andre ordninger for at få flere sluset ind i ordinært arbejde. Det har ikke virket ret godt.

Martin Ågerup
Direktør for CEPOS
Fakta
BLAND DIG!
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected]

Af Martin Ågerup
Direktør i CEPOS 

Angiveligt skulle et centralt element i den danske arbejdsmarkedsmodel være, at politikerne ikke ”blander sig”, men overlader forhandlinger til arbejdsmarkedets parter.

Tanken er, at arbejdsmarkedet finder sin egen balance. Når private arbejdsgivere giver lønforhøjelse til deres ansatte, må de finansiere det ved at finde veje til at øge produktiviteten per medarbejder. Det er da også sandt, at løn- og produktivitetsstatistikker følger hinanden ganske nøje på langt sigt.

På kort sigt kan der ske afvigelser, som vi har set det i Danmark i årene op til 2008, hvor lønnen steg hurtigere end produktiviteten. Det har svækket erhvervslivets konkurrenceevne. Af samme grund har vi set en tilpasning med lave lønstigninger i de senere år.

Staten påvirker også det private arbejdsmarked
Selv på det private arbejdsmarked har staten imidlertid stor indflydelse på arbejdsmarkedet og løndannelsen – især i bunden af lønskalaen. Blandt andet derfor anses trepartsforhandlinger da også for at være en vigtig del af den danske model.

På det private arbejdsmarked har der endvidere været talrige politiske indgreb i arbejdskonflikter, første gang i forbindelse med Kanslergadeforliget i 1933.

En af årsagerne, til at arbejdsmarkedet ikke af sig selv finder en balance, er, at staten indirekte ”blander sig” på arbejdsmarkedet via dagpenge- og kontanthjælpssystemerne, som er stærkt subsidieret af skatteborgerne.

Selvom vi ikke har en lovbesluttet mindsteløn i Danmark, har vi i realiteten alligevel noget, der stærkt minder om det. Lad mig illustrere dette med et eksempel.

Direktøren for en produktionsvirksomhed i Jylland måtte for nogle år siden bede sine ufaglærte medarbejdere acceptere en lønnedgang på 10 kr. i timen. Ellers var han nødt til at flytte arbejdet til Østeuropa for at bevare virksomhedens lønsomhed. Medarbejderne meddelte imidlertid, at hvis de accepterede lønnedgangen, ville det indebære, at de ikke kunne modtage højeste dagpengesats. Derfor ville de hellere fyres. Takket være dagpengesatsen forsvandt en række ufaglærte jobs.

De senere år har stadig flere virksomheder fastholdt produktion i Danmark ved at ansætte udlændinge fra Østeuropa eller Tyskland til det arbejde, danskere – forvænt med nogle af verdens højeste dagpenge- og kontanthjælpssatser – ikke ønsker at udføre.

Konsekvensen af dette er, at der i dagens Danmark – ifølge socialchefernes formand, Ole Pass – er en gruppe på omkring 100.000 kontanthjælpsmodtagere, som fjerner sig mere og mere fra arbejdsmarkedet, fordi tidligere tiders mere enkle jobs er forsvundet eller taget af østeuropæere.

Beskæftigelsespolitik uden effekt
I årtier har politikerne forsøgt sig med aktivering, fleksjob og andre ordninger for at få flere sluset ind i ordinært arbejde. Det har ikke virket ret godt.

Fleksjobordningen skulle have skabt beskæftigelse til borgere, der ellers ville have været på førtidspension. Siden dens indførsel i 1998 er ordningen vokset til at omfatte ca. 65.000 personer. Men den har kun reduceret tildelingen af førtidspension med ca. 35.000.

Stik imod hensigten er det samlede antal personer på støttede ordninger altså vokset, og 20 procent af fleksjobberne mener selv, at de godt kunne varetage et ordinært job.

Vejen frem er derfor ikke at oprette endnu flere jobordninger. I stedet bør kontanthjælpsmodtagere sikres et fodfæste på det ordinære arbejdsmarked.

Det sker kun, hvis vi tillader eksistensen af rigtige jobs til under 110-120 kr. i timen. Og det kræver igen en reduktion af kontanthjælpen og dagpengesatsen kombineret med fagbevægelsens accept af en lavere mindsteløn.

En usund konstruktion
Det offentlige arbejdsmarked kan i endnu ringere grad forventes at finde sin egen balance. Det skyldes blandt andet, at når de offentligt ansattes fagforeninger har forhandlet med Kommunernes Landsforening, er det ikke arbejdsgiverne i kommunerne, men derimod Christiansborg, som skal finde pengene. Staten er forpligtet til at regulere kommunernes økonomiske rammer i takt med pris- og lønudviklingen.

Med andre ord: Arbejdsgiverne forhandler, og regeringen betaler. Det er en usund konstruktion, som ikke skaber det store incitament hos de kommunale arbejdsgivere til at holde lønomkostningerne nede og produktiviteten oppe.

Derfor må Christiansborg ganske ofte gribe ind, som for eksempel da sygeplejerskerne strejkede i 1995 og igen i 1999 sammen med andre fra sundhedskartellet. Undtagelsen var konflikten i 2008, hvor det overraskende netop var, at VK-regeringen valgte ikke at gribe ind, men i stedet lod strejken køre til strejkekasserne var ved at være tomme.

Det offentlige arbejdsmarked er organiseret sådan, at Christiansborg reelt altid er sovset ind i forhandlingerne – enten direkte eller indirekte. Og sandheden er, at de offentligt ansattes fagforeninger er ganske tilfredse med dette, så længe kassen er åben, mens de brokker sig over ”indblanding”, når kassen smækker i.

Det sidste må ske med mellemrum, ellers bliver velfærdsstaten for dyr og for ineffektiv. Folkeskolen er et eksempel på dette. Derfor greb regeringen ind i foråret 2013, så lærerne igen kunne blive mere produktive. Det var en modig og nødvendig handling. (At lærerne så kan have ret i, at det er uklogt at omsætte denne stigende produktivitet til heldagsskole er en anden sag).

Hvad kunne man gøre for at få det offentlige arbejdsmarked til at fungere bedre? I sidste ende er der nok ikke så meget andet at gøre end at udsætte de offentligt ansattes arbejdspladser for en højere grad af konkurrence, indbyrdes og med private udbydere, samt at ansvarliggøre disse ved at gøre offentlige institutioner som skoler, plejehjem og sygehuse selvejende med selvstændig økonomi.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Ågerup

Direktør, Popoulos Analytics, fhv. direktør, Cepos, formand for Instituttet for Fremtidsforskning, i bestyrelsen for Den Berlingske Fond og Johan Schrøders Fond
BA of Science i økonomi og økonomisk historie (Bristol University 1989), MA i europæiske studier (Exeter Univ.) 1991

0:000:00