Debat

Krifa til DSU-formand: FH-fagforeningers aggressivitet sender medlemmer i armene på os

REPLIK: Frederik Vad Nielsen kan ikke både tage afstand til fagforeningspres og i samme åndedrag opfordre til at forsøge at overtale andre til at skifte fagforening med ord som "rigtige" og "forkerte" fagforeninger, skriver Krifa-formand Søren Fibiger Olesen. 

Måske burde nogle af dem, Frederik Vad Nielsen omtaler som "rigtige" fagforeninger, bruge mere krudt på at udvikle deres tilbud frem for at true, presse og tvinge, skriver Krifa-formand.
Måske burde nogle af dem, Frederik Vad Nielsen omtaler som "rigtige" fagforeninger, bruge mere krudt på at udvikle deres tilbud frem for at true, presse og tvinge, skriver Krifa-formand.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

7. januar efterlyste jeg her på Altinget den undersøgelse om fagforeningspres, som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har lovet danskerne.

Den skulle have været klar i efteråret. Det vil sige mere end et år efter, sagen i Kastrup Lufthavn for alvor satte gang i en vigtig debat.

Fagforeningspres og chikane er et udbredt problem, og det kan få enorme menneskelige konsekvenser. Som jeg skrev i indlægget, viste en Wilke-undersøgelse i 2018, at 14 procent af danskerne oplever fagforeningspres.

Min efterlysning har fået DSU-formand Frederik Vad Nielsen til tasterne. Han beskriver den som "aggressiv", og selv om det nok lige er at stramme den, vedkender jeg mig, at jeg bliver alvorlig, når det kommer til fagforeningspres, chikane og mobning.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Når mennesker bliver truet, fyret og chikaneret for at vælge den fagforening, der passer bedst til dem – ja, så bliver jeg alvorlig.

Jeg gør min pligt som formand
Det er altså 15 år siden, Menneskerettighedsdomstolen slog fast, at der er frit fagforeningsvalg i Danmark. Tænk, hvis Venstre-folk chikanerede, truede og måske fik socialdemokrater fyret, alene fordi de lægger deres kontingentkroner et andet sted.

Frederik Vad Nielsen kan ikke både tage afstand til fagforeningspres og i samme åndedrag opfordre til at forsøge at overtale andre til at skifte fagforening med ord som "svigt" samt "rigtigt" og "forkert".

Søren Fibiger Olesen
Formand, Krifa

Demokrati kan være besværligt og vække store følelser. Det har vi set alt for tydeligt både i Danmark og USA den seneste tid. Men jeg går ud fra, at Frederik Vad Nielsen alligevel er tilhænger af det.

Som jeg skrev i mit første indlæg, har jeg stor forståelse for, at der har været travlt med andre prioriteter det seneste års tid.

I Krifa har vi selv haft ekstraordinært travlt på grund af corona og de mange medlemmer, der har brug for hjælp, støtte og vejledning. Derfor ventede jeg også med at skrive indlægget til efter nytår i håb om, at undersøgelsen dukkede op af sig selv.

Men når jeg stadig får mindst lige så mange eksempler på fagforeningspres, så mener jeg, at det er min pligt som formand for Krifa at efterspørge den undersøgelse halvandet år senere for at sikre, at den ikke er glemt. Og det glædede mig i dén grad at høre, at undersøgelsen kommer i marts.

Læs også

Tvetydige signaler forvirrer
Jeg er glad for, at Frederik Vad Nielsen er enig i, at ingen medarbejdere skal udsættes for grænseoverskridende psykisk hetz.

Problemet er imidlertid, at han samtidig skriver, at der ikke er noget galt i at forsøge at "overtale gule medlemmer til at melde sig ind i rigtige fagforeninger, argumentere for sin sag eller problematisere svigtet." Den lader vi lige stå et øjeblik.

Man må altid gerne argumentere eller spørge nysgerrigt, men man skal acceptere svaret. Og det virker til, at mange har svært ved at vurdere, hvordan man taler om valg af fagforening på en ordentlig og respektfuld måde.

Frederik Vad Nielsen kan ikke både tage afstand til fagforeningspres og i samme åndedrag opfordre til at forsøge at overtale andre til at skifte fagforening med ord som "svigt" samt "rigtigt" og "forkert". Det er jo derfor, hans kammerater bliver forvirrede og tror, det er okay at køre en psykisk hetz, som DSU-formanden selv kalder det.

Samtidig er det vigtigt at slå fast, at fagforeningsmedlemsskab er en personfølsom oplysning, som ingen kan kræve udleveret – ligesom det politiske ståsted.

Skubber egne medlemmer ud
Måske burde nogle af dem, Frederik Vad Nielsen omtaler som "rigtige" fagforeninger, bruge mere krudt på at udvikle de tilbud, de har til deres medlemmer frem for at true, presse og tvinge. Måske flere så ville vælge dem uden pres?

Han kalder mit indlæg aggressivt, men i mange tilfælde er det netop FH-fagforeningers aggressive tilgang, der sender medlemmer i armene på os.

De ønsker at være et sted, hvor fokus er mere på den enkelte og deres arbejdslyst end på hvem, der har truffet et andet valg.

Danskerne er ekstra pressede lige nu, og jeg går op i deres trivsel. Det burde Frederik Vad Nielsen også gøre i stedet for at spekulere i at straffe godt en halv million danskere økonomisk for at mene noget andet end ham. Det er ikke samfundssind.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00