Kvinfo: Små børn lærer også om kvindefag og mandefag

Pædagoguddannelsen er en af de uddannelser, som regeringen vil "sætte fri". Det fremgår af et reformudspil fra uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.
Med frisættelsen følger nedskæringer i antallet af timer med undervisning. I Kvinfo er vi bekymrede for, at faget "køn, seksualitet og mangfoldighed" risikerer at blive afskaffet.
Faget er en afgørende del af pædagoguddannelsen. Det bør ikke blot bevares, men styrkes.
Vores børn går ind i en fremtid med stor mangel på arbejdskraft inden for både håndværksfag og omsorgsfag.
Her er de fleste jobområder og uddannelser på nuværende tidspunkt præget af en meget skæv kønsfordeling: Mænd fravælger omsorgsfag, og kvinder fravælger håndværksfag.
Mænd udgør blot 13 procent af ansatte pædagoger og 27 procent af pædagogstuderende. Endnu værre ser det ud blandt sygeplejersker, hvor mænd blot udgør fire procent af de uddannede og ni procent af de studerende.
Kvinder udgør mindre end fem procent på uddannelsesforløbene til håndværksfag som brolægger, murer, tømrer, VVS'er og elektriker.
Her forværres den i forvejen meget skæve kønsfordeling af et større frafald blandt kvinder i disse uddannelsesforløb.
Børn drømmer om fremtidige jobs
Børne- og undervisningsminister Matthias Tesfaye ser gerne, at flere mænd uddanner sig til pædagog. Mon ikke han som uddannet murer også gerne ser, at flere kvinder søger ind i håndværksfag?
Når vi primært leger omsorgslege med lille Estrid og mere vilde lege med lille Hugo, så påvirker det børn senere i livet.
Henriette Laursen
Direktør i Kvinfo
En omfattende undersøgelse viste i 2022, at 38 procent af unge mænd og 25 procent af unge kvinder lader sig påvirke af, om en uddannelse har et maskulint eller feminint ry.
For at børn fremover kan vælge uddannelse og job mere frit, er det ikke nok at se på uddannelsesvejledningen i grundskolens højeste klassetrin. Vi er nødt til at sætte ind allerede i børnehaver og vuggestuer.
En undersøgelse blandt 4.000 børn viser, at mange piger og drenge allerede fra fem-års-alderen forestiller sig et arbejdsliv, der passer ind i traditionelle kønsnormer.
Det er ikke en tilfældighed. For når vi primært leger omsorgslege med lille Estrid og mere vilde lege med lille Hugo, så påvirker det børn senere i livet.
Pædagoger fortjener solid uddannelse
Lad mig slå helt fast: Det handler ikke om at tvinge små drenge til at gå i kjole eller små piger til at klatre i træer. Det handler om at sætte vores børn fri. Fri til at lege og drømme om fremtidige jobs, uanset om man er dreng eller pige.
Undervisning i køn og mangfoldighed bør være en del af pædagogernes uddannelse, uanset hvor i Danmark man tager sin uddannelse.
Henriette Laursen
Direktør i Kvinfo
Fremtidens pædagoger fortjener en solid uddannelse med redskaber til at styrke børns evne til at udvikle sig fri af fordomme og forestillinger om, hvordan piger og drenge er og bør opføre sig – og hvad kvinder og mænd bør arbejde med.
Regeringen og Folketingets partier har på forskningsreserven afsat 35 millioner kroner til praksisnær forskning i blandt andet ulighed mellem køn i forhold til læring, trivsel og uddannelsesvalg.
Det er rigtig godt, så pædagoger – og alle os andre – kan blive klogere på, hvordan vi undgår, at køn begrænser nogle børn og unge i deres faglige udvikling, læring og trivsel.
Undervisning i køn og mangfoldighed bør være en del af pædagogernes uddannelse, uanset hvor i Danmark man tager sin uddannelse. Det bør ikke afhænge af geografiske tilfældigheder, eller hvad de enkelte rektorer finder mest relevant.
- Redaktør: V og K har med et læk understreget den største knast i forhandlingerne
- Djøf svarer igen: Jo, vi siger fra over for diskrimination. Men vi er ikke et politisk parti
- Forskere: Djøf kan ikke nøjes med at forsvare sig i debatten om minoriteter
- Stort flertal stemmer ja til nye overenskomster i kommuner og regioner
- Dansk Metal: Søgetallene til erhvervsuddannelserne er alarmerende. Derfor er der ikke plads til vaklen om epx




















