Lars Trier Mogensen: Mette F. gamblede alt på rødt – og vinder nu den store pensionsgevinst

Alt kunne være gået galt.

Kun udlændingepolitikken har martret Socialdemokratiet mere end efterlønsdebatten i de seneste årtier. Det var derfor højt spil, da statsminister Mette Frederiksen (S) i januar 2019 fremlagde syv principper for en mere værdig tilbagetrækning for nedslidte. Et nyt nederlag ville mindst have fordoblet ydmygelsen fra de tidligere løftebrud under forgængeren, Helle Thorning-Schmidt.

Endnu er intet landet, og spilteoretisk set kan forhandlingerne godt ende med et sammenbrud. Men efter tirsdagens fremlæggelse af den konkrete model for tidligere tilbagetrækning står Mette Frederiksen til at kunne indkassere en stor politisk gevinst. Ikke alene tegner hun til at kunne levere på sit altoverskyggende valgløfte, men hun splitter samtidig den borgerlige blok.

En ny dynamik er sat i gang i dansk politik, og for første gang i snart en generation er det lykkedes Socialdemokratiet at komme i offensiven med et forslag, som de andre partier ganske enkelt ikke kan udenom.

Det var således ikke Mette Frederiksen, men hendes direkte modstander i valgkampen, Venstres daværende formand, Lars Løkke Rasmussen, der bluffede, da han kaldte forslaget for "det største bluff i dansk politik i flere genererationer".

Realpolitisk er differentieret pensionsalder allerede et nyt grundvilkår.

Det afgørende for S-regeringen er dog ikke selve finansieringen, men derimod retten til tidligere tilbagetrækning.  

Lars Trier Mogensen

Med den nye trappemodel, som S-regeringen netop har fremlagt – og hvor kun dem, der har været på arbejdsmarkedet, siden de var 17 år og heller ikke har opsparet store private pensionsformuer – er der udtænkt en universel ordning, der efter alt at dømme rummer både en intuitiv retfærdighed, der kan forklares, og en mere begrænset samlede pris, som kan forsvares.

I de kommende uger og måneder vil magtspillet på Borgen alene komme til at handle om, hvilke partier kan give Mette Frederiksen det bedste tilbud – ikke længere, om hun overhovedet kan finde flertal:

Radikale Venstre er pludselig blevet til at tale med, Dansk Folkeparti vil næppe kunne klare at stå demonstrativt udenfor, Nye Borgerlige er på, og selv Konservative kan nu se en interesse i en pensionsaftale, hvis blandt andet skattelettelser bliver en del af et større kludetæppeforlig.

Alle andre end det største oppositionsparti, Venstre, byder sig lige nu til. Allerede inden realitetsforhandlingerne er begyndt, står Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, isoleret og afpillet tilbage.

Hans forslag om i stedet at ville justere på seniorpensionen har ingen tyngde eller tiltrækningskraft, og påstanden om, at S-regeringens forslag er "økonomisk uansvarligt", vil næppe heller kunne mobilisere vælgerhavet.

Statsminister Mette Frederiksen har fat i den lange ende, når hun på tirsdagens pressemøde på Danish Crown-slagteriet i Horsens betoner, at reformer ikke længere kun skal handle om nedskæringer og forringelser, men også om mærkbare forbedringer og nye rettigheder.

Symbolsk og reelt er der tale om et kursskifte, og udtrykket bliver kun styrket ved, at det er beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), som står i spidsen for udformningen af ordningen.

Den 37-årige arbejderdreng fra Amager har stor personlig troværdighed, når han med hæs stemme slår fast, at dem, der har knoklet hårdest, længst og uden frynsegoder, har fortjent en større værdighed, når de bliver ældre. Det er og bliver klassisk socialdemokratisk politik og dermed en ideologisk revitalisering af et parti, som ellers i mange år er blevet mere og mere farveløs.

Den årelange reformlinje, som begyndte med den konservative statsminister, Poul Schlüter, i 1980'erne, som blev accelereret af den socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, i 1990'erne, og yderligere skærpet af først Venstres statsminister, Anders Fogh Rasmussen, og senere vikaren, Lars Løkke Rasmussen, i 00'erne, for til sidst at blive trukket ud i en parodi af statsminister Helle Thorning-Schmidt i 2010'erne har nu fået tilføjet en ny rød tråd.

Stemningen er skiftet i Danmark, og partilederne på Christiansborg ved nemlig udmærket, at et bredt flertal i befolkningen støtter idéen om, at dem, der har arbejdet længst, fremover skal kunne trække sig lidt tidligere tilbage end andre.

Ligesom politikerne også i årevis har været bevidste om, at vælgerflertallet støtter en stram udlændingepolitik. Sådan er mandaternes logik.

Nu er rollerne byttet rundt.

Ligesom daværende venstreformand, Anders Fogh Rasmussen, på én og samme tid fik trukket vælgere henover midten og splittet Socialdemokratiet, da han i 00'erne kørte hårdt på med stramninger i både rets- og udlændingepolitikken, er det nu lykkedes for Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, at cementere en populær platform, hvor hun appellerer til midaldrende vælgere og udstiller Venstre som et elitært parti, der er ude at trit med folk flest.

Den differentierede pension har et dobbeltmotiv: På den ene side ønsker Mette Frederiksens yngre generation af socialdemokrater vitterligt at skabe en mere socialt retfærdig balance for alle dem, der ikke har vundet på hverken globalisering eller de stigende uddannelsesniveauer. På den anden side er forslaget også skræddersyet til at kapre og fastholde de vælgere, der vipper mellem rød og blå blok.

De seneste folketingsvalg har vist, at de udslagsgivende svingvælgere i dag findes blandt de kortuddannede og midaldrende, som typisk bor i mellemstore provinsbyer – kort sagt de vælgere, som i stort talt rykkede fra Venstre til Dansk Folkeparti i 2015 og videre til Socialdemokratiet i 2019. Den differentierede pension rykker balancen yderligere og vel at mærke, uden at de borgerlige partier har et modtræk.

Castingen af den 60-årige Arne Juhl som posterboy for Socialdemokratiets kampagne har ramt plet.

Selvom han undervejs har virket som en mulig risikofaktor – da bryggeriarbejderen fra Fjeldstrup lidt nord for Haderslev flere gange har udtalt sig lidt uden for socialdemokraternes manuskript – er han endt med på overbevisende vis at sætte kød og blod på fortællingen om en mere værdig pension.

Tilbuddet om differentieret pensionsalder har fået karakter af en loyalitetsbonus til de hjemvendte vælgere; til dem, der har mistet tiltroen til Kristian Thulesen Dahls påstand om, at ham ville kæmpe for den lille mand.

Efter forgæves forsøg med at lokke 'Blå Bjarne' over til Socialdemokratiet, er det således Arne fra det gule Danmark, som bygger fundamentet til sossernes nye dominans.

Kombinationen af ideologisk indignation og kynisk opportunisme ser ud til at være en vinderformular. Og ved at gøre tidligere tilbagetrækning til Mette Frederiksens personlige signaturprojekt – som hun tilmed lovede ville være "det allerførste, vi tager hul på", da hun sidste sommer trådte frem på Amalienborg Slotsplads og præsenterede den "første socialdemokratiske regering i 40 år"– har hun også øget gevinsten, når hun rent faktisk leverer.

Den foreløbige finansieringsmodel, hvor bankerne efter planene skal have en højere selskabsskat fra 2023 og frem, bliver næppe den endelige løsning.

I en tid, hvor erhvervslivet er hårdt presset på grund af coronapandemien, vil andre veje til at finde de budgetterede tre milliarder kroner blive afsøgt i forhandlingerne. Men i første omgang er det udtryk for såvel politisk mod som dreven populisme, at Mette Frederiksen fastholder fronten over for den finansielle sektor.

Bankerne har overtrukket deres folkelige goodwillkonti under og efter finanskrisen, og da de tilmed har vist, at de hurtigt er i stand til at genskabe bugnede overskud, er det politisk oplagt at hente pengene nede i bankboksene.

At ville lade grådige bankmænd i habitter betale mere direkte til nedslidte kedeldragter er et indlysende populært kryds, som samtidig er med til at skabe en kamplysten kant.

Ved at lade ordningen finansiere af råderummet i 2022 giver S-regeringen samtidig en coronabuffer til den finansielle sektor. Og selv, hvis det skulle ende med en anden finansieringsmodel, har Mette Frederiksen fået sendt et utvetydigt budskab til både vælgerne og ikke mindst venstrefløjen:

Ambitionen er at skabe større social balance mellem på den ene side de mange hårdtarbejdende, der får lave lønninger, og så på den anden side de få i toppen, som tjener styrtende på arbejdsfrie formuer.

Det afgørende for S-regeringen er dog ikke selve finansieringen, men derimod retten til tidligere tilbagetrækning.

Det vil aldrig blive udlagt som et løftebrud, hvis pengene findes et andet sted end ved en højere selskabsskat til bankerne. Mette Frederiksen har derfor stor fleksibilitet i forhandlingerne på indtægtssiden. Mange kreative løsninger kan komme i spil.

Paradoksalt nok kan det faktisk ende som en taktisk fordel for S-regeringen, at statsministeren har lurepasset i så lang tid. Inden tirsdagens fremlæggelse har de fleste andre partier nemlig følt sig presset til at melde deres betingelser ud, og dermed har embedsmændene hos indtil flere ministre haft tid til at forberede tekniske løsninger, der kan imødekomme kravene i det forestående parlamentariske spil.

Uanset om det ender med at blive Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, der leverer de afgørende mandater, eller om det bliver Radikale Venstre og/eller Konservative, vil S-regeringen kunne jonglere med ekstra lunser til de forskellige partier eksempelvis i form af skattefradrag til ældre, der arbejder videre, eller som et øget friløb til folkepensionister, der arbejder på deltid, så det samlede arbejdsudbud ikke mindskes betydeligt.

Risikoen for et nederlag til Mette Frederiksen kan selvfølgelig ikke endeligt udelukkes, før forliget er lukket.

Men det fremstår komplet usandsynligt, at forhandlingerne skulle bryde sammen nu. I så fald vil Mette Frederiksen være nødt til at udskrive nyvalg, som hun imidlertid ville stå til at kunne vinde overbevisende, og hvor Dansk Folkeparti vil risikere noget nær en eliminering. Dét er ganske enkelt ikke en mulighed.

Modsat de dystre forventninger før valget tegner det til, at pensionsspillet kan ende med et overraskende bredt forlig, hvor stort set alle partier stemmer for. Selv Venstre kan blive trukket baglæns ind i en ny politisk virkelighed.

Mette Frederiksen gamblede alt på rødt felt som formand for Socialdemokratiet og står nu til at score hele gevinsten som en statsminister. Hun har skubbet hegnspælene til venstre og tvinger nu de borgerlige partier til at rykke med på samme måde, som Socialdemokratiet i årevis har hoppet sidelæns til højre.

Pendulet svinger nu igen mod rød i Danmark.

-----

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er medvært på podcasten BorgenUnplugged og skriver fast analyser i dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.