Debat

LO kan ikke argumentere for skattefradrag

DEBAT: LO forsøger at gøre skattefradrag på medlemskontingenter til en vital del af den danske model. Det holder ikke, mener direktør i ASE Jesper Bøge, der også mener, at argumentet har fået medløb i medierne.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jesper Bøge
Direktør i den uafhængige a-kasse ASE

Altinget bragte grundlovsdag en historie om, at fagbevægelsen er villig til at gå langt for at få opfyldt kravet om at fjerne fradragsloftet på foreningskontingenter. Der tales bl.a. om, at den fulde fradragsret er et krav fra LO i trepartsforhandlingerne som modydelse mod at nikke ja til øget arbejdstid.

Forskeren Flemming Ibsen gør ligefrem skattefradraget på de høje kontingenter til LO-bevægelsens medlemmer til et spørgsmål om at støtte den danske model. Det er forståeligt, at LO-forbundene har en forretningsmæssig interesse i at gøre det billigere at være medlem hos dem. Det kan heller ikke længere overraske, at Flemming Ibsen forsøger at gøre fradraget til et spørgsmål om den danske models overlevelse. Men det er mærkværdigt, at den svage argumentation, de fremfører, står så uantastet i den offentlige debat, som tilfældet er.

LO forhandler bedre vilkår for LO
LO-forbundene argumenterer både i reklamer og i deres udtalelser i pressen for, at man skal melde sig ind i et LO-forbund, fordi de har politisk indflydelse. De forhandler med politikere og arbejdsgivere på medlemmernes vegne, forstår man. Her hentydes naturligvis aktuelt til trepartsforhandlingerne. Man må formode, at det, de tænker på i den forbindelse, er, at de forhandler med henblik på at skaffe lukrative vilkår til deres medlemmer, lønmodtagerne. I det lys er debatten om det øgede fradrag selvmodsigende.

Foto:

Ifølge flere medier er billedet, at forbundene nikker ja til øget arbejdstid til deres medlemmer for til gengæld at kunne stoppe medlemsflugten fra deres organisationer ved at gøre fradraget for kontingentet lavere. Man går altså til forhandlingsbordet og giver medlemmernes arbejdsvilkår i bytte for bedre forretningsmæssige vilkår for sig selv. Bedre vilkår for organisationen. Man kan naturligvis indvende, at den billigere pris på et fagforeningskontingent også kommer medlemmerne til gode. Men argumentet holder ikke, al den stund regningen jo sendes direkte videre til skatteyderne og dermed også medlemmerne af HK, 3F, FOA osv. Sådan er logikken nu en gang i et skattefradrag.

Lønmodtagerne bliver gidsler
Hos ASE blander vi os konsekvent uden om debatter om både øget arbejdstid, efterløn, pensionsalder osv. Vi ved, at vores medlemmers holdninger til spørgsmål som disse er så forskellige, at vi ikke med rimelighed kan fremstå som et talerør. Så min anke går ikke på det politiske indhold, altså, at LO siger ja til at sløjfe helligdage mv. Anken går på, at man tager lønmodtagerne - og her tænker jeg i særdeleshed på de mange hundrede tusinder, som har valgt ikke at være med i et LO-forbund - som gidsler i en forhandling, der tilsyneladende handler langt mere om at få statsstøtte til driften af sin egen organisation end om udvikling af arbejdsmarkedets rammer.

Hvis LO havde et flertal af lønmodtagerne på sin side i disse forhandlinger ville det være en anden snak. Så ville der være demokratisk legitimitet bag. Sådan er det som bekendt ikke. LO har ganske enkelt ikke legitimitet til at kaste alverdens lønmodtagervilkår ind i kampen om at få mere statslig støtte til driften af deres forening.

LO er ikke den danske model
Det underliggende argument, som LO får hjælp af fra Flemming Ibsen til at føre, er argumentet om, at LO udgør kernen i den danske model. Dermed udgør medlemsflugten fra LO angiveligt et problem, ikke blot for Børsting og CO, men for hele det danske arbejdsmarked og dansk økonomi i det hele taget. Men også her er den gal. Jeg fremførte nogle af argumenterne mod at gøre LOs medlemstab til et voldsomt problem for den danske model og det danske samfund i en kronik i Politiken for nylig.

Pointerne er grundlæggende, at det er forkert, når forskere, fagforeningsfolk og politikere hævder, at den danske models død vil efterlade vores arbejdsmarked og velfærdssamfund i et kaos af en anden verden. Elementerne i den danske model beskrives gerne som trepartsforhandlinger, overenskomstforhandlinger, strejker og flexicurity. Min påstand er, at de tre første ikke er afgørende for, at det danske arbejdsmarked kan opretholde sin vitalitet.

Trepartsforhandlingerne er allerede ved at udspille deres rolle som følge af LOs manglende forankring blandt lønmodtagerne. Strejkeretten kan ikke siges at være noget særegent dansk, eftersom der findes lønmodtagere, som organiserer sig i foreninger med strejkeret i snart sagt alle vestlige lande. Og de store overenskomster har efterhånden så ringe betydning ude på den enkelte arbejdsplads, at det vil være en overdrivelse at sige, at det er dem, der skaber ro på arbejdsmarkedet. Den mildt sagt beskedne stemmeprocent, når resultaterne af overenskomstforhandlingerne skal godkendes i baglandet taler for sig selv.

Tilbage står det, vi kalder flexicurity. Her kan man tale om noget, der i den grad påvirker både den enkelte borger og arbejdsgivernes vilkår, nemlig korte opsigelsesfrister og et velfungerende dagpengesystem. Men også her er LOs rolle efterhånden ved at udspille sig. Ønsker man at påvirke opsigelsesfristerne i den ene eller anden retning, er det oftere og oftere noget, der foregår ved individuel forhandling snarere end som element af en bred overenskomst. Dermed er opsigelsesvarslerne altså i vidt omfang også ved at flytte ud af fagforeningsregi. Dagpengesatsen og ikke mindst reglerne om, hvordan man gør sig fortjent til at modtage dagpenge, står ligeledes i loven. Dermed ligger også dette forhold langt fra fagbevægelsens indflydelsesområde. Omend de dog, uden større held, har forsøgt at påvirke reglerne.

Ingen grund til tårer
Argumenterne kan uddybes, men det korte af det lange er, at hvor meget LO end har betydet for dannelsen af det samfund, vi kender i dag, og hvor mange sejre de end har haft gennem de sidste 100 år, så er deres betydning for det danske arbejdsmarked på retur. Og det behøver vi som samfund ikke begræde af andet end nostalgiske årsager. Tværtimod bør vi glæde os over, at arbejdsmarkedet i Danmark i stigende grad bevæger sig væk fra at opfatte arbejdsgiver og arbejdstager som fjender, der lader sig repræsentere af tredjepart ved højtplacerede forhandlingsborde.

Til gunst for lønmodtagerne
Det kræver omstillingsparathed at erkende, at det, der engang udgjorde kernen i den måde, arbejdsmarkedet var skruet sammen på, forsvinder. Men fakta er, at glidningen mod uafhængige, tværfaglige a-kasser og fagforeninger ikke er den arbejdsmarkedspolitiske katastrofe, man fra både fagbevægelsens, forskernes og mange politikeres side forsøger at gøre den til.

Der er snarere tale om, at arbejdsmarkedet er i forandring, og at folks valg af tryghedsprodukter afspejles i denne forandring. Ved at forsøge at holde denne bevægelse i skak gennem øget skattefradrag til udvalgte foreninger bremses muligheden for, at arbejdsmarkedets rammer kan udvikle sig i takt med de udfordringer, vi står over for, og til gunst for flertallet af moderne lønmodtagere. Lønmodtagerne står i kraft af deres kompetencer stærkere som individer, hvilket naturligt gør, at deres behov for at være repræsenteret ved organisationer ændrer sig. Vil man endelig ændre i fradragsreglerne, bør man derfor også snarere gå den anden vej og helt fjerne det både for a-kasser og fagforeninger. 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00