Menighedsråd: Det er absurd, at ministeriet skal forhandle overenskomster på vores vegne

En absurd konstruktion

Det er menighedsrådene, der ansætter gravere, kordegne, organister, kirkekulturmedarbejdere og de øvrige kirkefunktionærer.

Menighedsrådene har det daglige ledelses- og personaleansvar. De håndterer arbejdsmiljø, sygefravær og samarbejde på arbejdspladsen. Og de betaler lønnen.

Lønnen finansieres ovenikøbet af den lokale kirkeskat – betalt af folkekirkens egne medlemmer, ikke af staten.

Alligevel er det staten og ministeriet, der forhandler overenskomsterne på menighedsrådenes vegne, men det er en absurd konstruktion: Menighedsrådene har ansvaret, staten har hele forhandlingsretten.

Men menighedsrådene er selvstændige myndigheder, ikke statslige institutioner. Derfor giver det ingen mening, at det ikke er arbejdsgiverorganisationen, der forhandler.

Det svarer til, at fagforeningerne ikke skulle forhandle for deres medlemmer.

Inge Kjær Andersen
Næstformand, Landsforeningen af Menighedsråd

Det svarer til, at fagforeningerne ikke skulle forhandle for deres medlemmer. Ingen vil betragte det som udtryk for den danske model, og dog er det præcis sådan, det fungerer i dag på det folkekirkelige område.

Arbejdsgiverens legitimitet svækkes

Den nuværende konstruktion er heller ikke en fordel for By-, Land- og Kirkeministeriet, hvor der er rigeligt at se til.

At forhandle overenskomster på vegne af tusindvis af decentrale arbejdspladser binder ressourcer, der kunne bruges på myndighedsopgaven.

Overtager Landsforeningen af Menighedsråd forhandlingsretten, frigøres ministeriet til at fokusere på lovgivning og andre kerneopgaver.

Samtidig skabes en klar og gennemskuelig rollefordeling: Ministeriet som myndighed, Landsforeningen som arbejdsgiverorganisation.

Den danske model fungerer, fordi den skaber ejerskab og ansvar på begge sider af bordet. Når aftaler indgås af parternes egne organisationer, styrkes både legitimiteten og implementeringen.

Omvendt svækker det forhandlingernes nerve, når den ene part ikke bagefter skal få arbejdspladsen til at hænge sammen.

I den danske model ligger førstefortolkningsretten hos arbejdsgiveren. Men i folkekirken skal menighedsrådene i dag have ministeriet til at forklare, hvad aftalerne betyder i praksis.

Det skaber unødig usikkerhed og svækker arbejdsgiverens legitimitet lokalt. Menighedsrådene står med udfordringerne hver dag – vikaransættelser, deltidsstillinger og behovet for fleksible arbejdstider i en folkekirkelig kontekst. Landsforeningen af Menighedsråd bringer den erfaring med til forhandlingsbordet.

Med Landsforeningen som arbejdsgiverorganisation med reel forhandlingsret skabes en tættere sammenhæng mellem de centrale aftaler og den lokale virkelighed i sognene. Aftalerne forankres dér, hvor de skal fungere.

Det er ikke revolutionerende. Det er bare sådan, den danske model fungerer alle andre steder.

Inge Kjær Andersen
Næstformand, Landsforeningen af Menighedsråd

Staten er ikke vores fagforening

Nogle vil måske indvende, at staten skal sikre ensartede vilkår på tværs af landets kirkelige arbejdspladser.

Men det argument holder ikke: For eksempel sikrer Kommunernes Landsforening også ensartede standarder gennem deres egne forhandlinger for kommunerne – uden statslig indblanding. Der er ingen grund til, at vi i folkekirke-regi ikke skulle kunne det samme.

Landsforeningen af Menighedsråd er en medlemsorganisation, ikke en del af embedsmandssystemet.

Vi varetager menighedsrådenes interesser som arbejdsgivere, uddanner de personaleansvarlige og rådgiver dagligt om ledelse, personaleansvar og samarbejde på arbejdspladsen.

Landsforeningen har mandat, erfaring og organisatorisk kapacitet til at varetage arbejdsgiverrollen fuldt ud – også i overenskomstsystemet.

Løsningen er enkel: Opret et Folkekirkens Lønningsnævn – ligesom kommunerne og regionerne har. Her skal arbejdsgiverstrategien fastlægges, og mandatet til overenskomstforhandlingerne besluttes, før nogen sætter sig til bordet.

Nævnet bør bestå af Finansministeriet, By-, Land- og Kirkeministeriet og Landsforeningen af Menighedsråd. Det vil sikre koblingen til det øvrige offentlige arbejdsmarked, den nødvendige ministerielle forankring – og menighedsrådenes reelle indflydelse.

I dag drøftes krav og forslag alene med ministeriets medarbejdere. Med et lønningsnævn får vi et fælles forum, hvor arbejdsgiversiden faktisk er til stede. Det er ikke revolutionerende. Det er bare sådan, den danske model fungerer alle andre steder.

Folkekirken er en decentral organisation. Det skal også afspejle sig i måden, arbejdsgiverrollen og overenskomstsystemet er indrettet på.

Hvis vi vil have velfungerende arbejdspladser i folkekirken med de bedst mulige vilkår for både medarbejdere og menighedsråd, er der ikke nogen vej udenom at give forhandlingsretten til menighedsrådenes arbejdsgiverorganisation.