Min A-kasse: Gule A-kasser glimrer ved deres fravær i ny forsøgsordning

Af Kim Serup
Administrerende direktør i Min A-kasse

I foråret offentliggjorde Beskæftigelsesministeriet navnene på de ni a-kasser, der skal indgå i en kommende fireårig forsøgsordning, hvor a-kasserne får mere frihed og mere ansvar for at få ledige på dagpenge i arbejde.

Forsøget handler om at udvikle bedre metoder til at gøre vejen fra ledighed til job så kort som mulig. Og som i ethvert andet udviklingsforløb, så koster det penge og forgæves arbejde i den forstand, at nogle af de tiltag, vi skaber, måske ikke får den ønskede effekt. Og så må vi starte forfra og forbedre. Det tager vi gerne på os.

Til gengæld skulle vi gerne om fire år stå tilbage med nogle nye metoder og tilgange, som kan bredes ud til gavn for alle a-kassemedlemmer. Det er samlet set godt.

Gule a-kasser tager ikke ansvar
Men da jeg læste navnene på de ni udvalgte, var der en ting, der slog mig.

Ingen – INGEN – af de gule a-kasser er med.

De tilbyder deres medlemmer de samme fordele, som vi har kæmpet for i årevis – uden at kæmpe kampen sammen med os. De konkurrerer tværtom med os på ryggen af resultater, de ikke selv har været med til at skabe.

Kim Them Serup
Administrerende direktør for Min A-kasse

Store ansvarlige a-kasser som 3F, FOA og HK’s a-kasser er med. Mindre og mellemstore a-kasser som Magistrenes A-kasse, Metalarbejdernes A-kasse og Min A-kasse tager også ansvar.

Men Det Faglige Hus, en gul a-kasse, der er næsten lige så stor som Magistrene og Metal tilsammen, er ikke med. Krifa, der også er gul og større end FOA, er heller ikke med. Og når de ikke er med, er det ikke, fordi de er blevet fravalgt. De toneangivende gule a-kasser har, så vidt jeg er orienteret, end ikke søgt om at være med.

Kæmper ikke kampen
Misforstå mig ikke – jeg er glad for, at vi er med i forsøgsordningen, og jeg glæder mig til, at vi skal udvikle og skabe fremtidens beskæftigelsesindsats. Det er godt for os, det er godt for fællesskabet, og det er godt for medlemmerne.

Men det bekræfter billedet af, at de gule forbund og a-kasser høster fordelene på arbejdsmarkedet uden at bidrage til fællesskabet. De tilbyder deres medlemmer de samme fordele, som vi har kæmpet for i årevis – uden at kæmpe kampen sammen med os. De konkurrerer tværtom med os på ryggen af resultater, de ikke selv har været med til at skabe.

Senest har Det Faglige Hus ovenikøbet meddelt, at de melder sig ud af brancheforeningen Danske A-kasser, hvor vi ellers løser fælles opgaver og opnår politisk indflydelse på tværs af traditionelle organisatoriske skel.

Deres fravalg er blot endnu et par perler i den kendte række af områder, hvor de gule glimrer ved deres fravær.

Kald en spade for en spade
Man kan sammenligne det lidt med hospitalsvæsenet, hvor privathospitalerne kan skabe en effektiv samlebåndsforretning på at operere knæ og hofter og så overlade forskningen, de ældre medicinske patienter og de mere komplicerede forløb til det offentlige.

Der er ikke noget galt i at skabe en effektiv forretning – man skal bare kalde en spade for en spade. Og i den faglige verden kaldes det, de gule gør, for at skumme fløden. Lidt ligesom dem, der altid skal på toilettet, når det er deres tur til at give en omgang øl.

Og hvad skal man så gøre ved det? Måske er der ikke så meget, man hverken kan eller skal gøre. Andet end at fortælle om det, så danskerne ved, hvad deres valg af a-kasse dækker over.

For bundlinjen i dag er, at de 1,6 millioner medlemmer af fagligt funderede a-kasser betaler en del af regningen for de 400.000 medlemmer af de gule a-kasser.

Er det fair?