Når man tager fra de fattige og giver til de rige, så bliver de fattige sure

Statsminister Mette Frederiksen bliver nærmest mobbet med, at hun taler diverse kriser op, samtidig med at pengene fosser ind i statskassen. Men det er ikke det, som er problemet.

Jeg kan lide statsministerens fortælling om, at nu må vi sætte os sammen, smøge ærmerne op og løse de svære problemer på tværs af diverse skel. For det er jo rigtigt, at vores velfærdssamfund er under alvorligt pres. Bureaukratiet vokser, mens vi bliver mange flere børn og ældre. Samtidig er der meget færre hænder til at tage sig af dem. Så langt er jeg med.

Problemet er altså ikke diagnosen. Problemet er det, som sker, når vi alle sammen forlader den synkende skude for at sætte os i redningsbåden og løse problemerne sammen med statsministeren. Hvad sker der så? Det står i regeringsgrundlaget:

Uligheden i Danmark er steget stort set uafbrudt i næsten 35 år

Jakob Elkjær
Journalist, kommunikatør og tidligere pressechef

Vi skal ikke løfte i flok. De bredeste skuldre skal ikke bære det tungeste læs. Nej, det er omvendt. Nu når vi vel er nede i redningsbåden, så skal der tages penge fra dem, som har lidt, og gives til dem, som har meget. Lego-arvingen, direktøren, den højtlønnede funktioner og metalarbejder skal have, mens pædagoger, studerende og de nedslidte på seniorpension bliver forfordelt. 

Ud over en lempeligere arveskat, så skal alle, der tjener mellem 560.000 og 750.000 kroner om året have halveret deres topskat.

Det bliver ikke opvejet af beskæftigelsesfradraget for enlige forsørgere og den nye top-topskat. Embedsmændene i Skatteministeriet har allerede bekræftet, at nettoeffekten af regeringens skatteplaner er, at skellet mellem rig og fattig stiger med 0,04 målt ved den såkaldte Gini-koefficient. Og vi ikke færdige endnu.

Mens funktionæren og den vellønnede industriarbejder kan glæde sig over sin topskattelettelse, så skal den studerende i båden også til lommerne og aflevere SU klip ud over normeret tid. Og så skal Arne og de andre ældre slidte medborgere, der har lægens ord for, at de max kan arbejde 15 timer om ugen, sættes 4.000 kr. ned i seniorpension.

Men herregud, det er jo bare en lille bitte smule mere ulighed?

Ja, isoleret set, men uligheden i Danmark er steget stort set uafbrudt i næsten 35 år fra 1989 til 2021 – fra 22 til 30,3 procent målt på Gini-koefficienten. 

Og det handler ikke kun om, at den stigende globale ulighed smitter af på Danmark. Politikerne på Christiansborg har systematisk øget uligheden med politiske indgreb som for eksempel nedskæringer af dagpengene og bistand siden årtusindeskiftet – uanset om vi har haft blå, røde eller som nu en bred regering. Det gælder også Mette Frederiksen og Helle Thornings regeringer.

Christiansborg har helt enkelt valgt at blæse på befolkningen, som ifølge meningsmålingerne ønsker mere lighed, ikke mindre. 

Den stigende ulighed har en følgesvend, og det er utryghed. Trygfonden har siden 2004 regelmæssigt taget temperaturen på danskernes tryghed og utryghed. De målte i 2021 den højeste utryghed nogensinde, samme år, som vi har den højeste målte ulighed.

Men hvis de får løst nogle af de grundlæggende problemer, så vi alle sammen bliver rigere, så er det vel fint?

Lad os se. Problemet er, at vi har fået en regering, som indtil videre primært har spillet ud med gammeldags udbudsreformer, der er karakteriseret ved, at de enten gør de fattigste fattigere eller de rige rigere.

Christiansborg har helt enkelt valgt at blæse på befolkningen, som ifølge meningsmålingerne ønsker mere lighed, ikke mindre

Jakob Elkjær
Journalist, kommunikatør og tidligere pressechef

I 2020 nedsatte Mette Frederiksens regering ellers Reformkommissionen, netop fordi man havde indset, at de nemme, traditionelle reformer, der gjorde folk fattigere, ikke var det rigtige middel til at få løst de virkelig svære problemer:

For eksempel de knap 20 procent af en ungdomsårgang, der som 25-årige står uden anden uddannelse end grundskolen.

Eller at få løftet de 600.000 danskere, som har svært ved at læse og skrive og dermed fastholde jobbet. At tage deres penge løser ikke problemet, snarere tværtimod.

Det er problemer, som med kommissionens formand Nina Smiths ord ikke kan løses ved at ændre en "ydelse, alderen for at gå på pension, eller hvor længe man kan få dagpenge."

Så nu skulle vi have fat i de svære løsninger. De såkaldte andengenerationsreformer, der løfter de svageste op i stedet.

Alligevel har vi så fået en regering, som har skruet tiden tilbage til de traditionelle løsninger. 

Men vi får ikke de 17.000 social- og sundhedsmedarbejdere, som vi mangler ved at sænke topskatten, for der er ikke en eneste social- og sundhedsassistent, der betaler topskat.

Det gør vi med Mette Frederiksens egne ord ved at "tilbyde ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Skabe rammer, der mindsker sygefraværet. Anspore flere til at gå op i tid. Og få flere til at have lyst til at blive i deres fag."

Mette Frederiksens egne forslag kræver penge. De penge finder man ikke ved at give topskattelettelser. Dem finder man ved at lade være med at give topskattelettelser.