Ellemann er "måske" på vej i regering med Mette Frederiksen: Her er de vigtigste knaster i den økonomiske politik

Jakob Ellemann Jensen har ingen ultimative krav, men kræver store socialdemokratiske indrømmelser, hvis han skal i regering med Mette Frederiksen. Altinget har lavet en liste over reformer af skat, arbejdsudbud og økonomi, der kan komme på forhandlingsbordet.

Det handler om at øge antallet af hænder og størrelsen på det økonomiske råderum, når der i disse dage forhandles om et nyt regeringsgrundlag.
Det handler om at øge antallet af hænder og størrelsen på det økonomiske råderum, når der i disse dage forhandles om et nyt regeringsgrundlag. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Malte Bruhn Peter Ingemann Nielsen

Forhandlingerne om, hvordan landets fremtidige regering skal se ud, gik et par niveauer op i intensitet, da Venstres formand, Jakob Ellemann Jensen, mandag eftermiddag gjorde status på regeringsforhandlingerne i et længere interview med TV 2 News.

Han sagde, at han "måske" er på vej i regering med Mette Frederiksen, og at det "i hvert fald er værd at afsøge muligheden for det".

Skal han gøre Mette Frederiksen til statsminister, skal det samlede billede dog også være stærkere end det, han kunne have opnå med en samlet blå blok. Han pointerede, at Venstres valgprogram grundlæggende var summen af det, de borgerlige partier kunne blive enige om.

"Det, man skal kunne opnå, det må og skal være mere, end man kan opnå hver for sig. Ellers kunne man bare have en blå eller en rød regering. Hvis man skal lave den her bro henover midten, så må det være fordi, man kan noget mere på både skat og arbejdsudbud, hvor vi fremtidssikrer vores velfærdssamfund," lød det.

Han slog fast, at det kræver store socialdemokratiske indrømmelser i forhold til skat og frit valg i den offentlige sektor, hvis projektet skal blive til virkelighed. Endnu vigtigere er det, at der laves reformer, der øger udbuddet af arbejdskraft.

"Der skal en regering, som vi deltager i, være mere ambitiøs end den, der lige har været. Den skal også være mere ambitiøs, end vores egen VLAK-regering var."

Til sidst i interviewet blev han spurgt, om det er et krav, at Mette Frederiksens rolle i minksagen bliver gransket i en advokatundersøgelse. I den forbindelse understregede han, at han ikke arbejder med "ultimative krav" i forhandlingerne.

Det kommer an på det samlede billede, når forhandlingerne lakker mod enden, forklarede han.

Mette Frederiksen har ingen kommentarer til Ellemanns interview. Men tidligere har hun sagt, at hun er klar til at sluge kameler og gå på kompromis med egne mærkesager – også på den økonomiske politik.

"Vi kan lige så godt få revet plasteret af," sagde hun i forrige uge.

På den baggrund har Altinget lavet en ikke udtømmende liste over de vigtigste tandhjul, Frederiksen og Ellemann kan justere på, når snakken falder på økonomi, reformer og arbejdsudbud ved regeringsforhandlingerne.

Læs også

Topskat

Selvom Venstre i valgkampen lagde afstand til Konservatives forslag om topskattelettelser, gik der ikke længe efter valget, før Ellemann selv begyndte at tage ordet i sin mund.

I interviewet med TV 2 sagde han, at ser et "potentiale for at rykke ved topskattegrænsen."

"Der er nogle mennesker i det her land, der rammes af topskatten, som man aldrig havde tænkt skulle være omfattet af den," lød det.

I 2023 skal danskerne betale topskat af personlig indkomst, der overstiger 568.900 kroner om året. Det er den grænse, som Venstre vil hæve.

Meldingerne fra Socialdemokratiet på topskattegrænsen har været få. Men vennerne i fagbevægelsen har ikke holdt sig tilbage.

Til Berlingske siger formand for FH Lizette Risgaard, at det er en "rigtig, rigtig dårlig idé" at justere topskattegrænsen. Dansk Metals cheføkonom, Erik Bjørsted, har omvendt til DR sagt, at man "principielt ikke har noget imod" en højere topskattegrænse.

Ifølge Finansministeriet vil arbejdsudbuddet kunne øges med 2.500 fuldtidspersoner, hvis topskattegrænsen bliver sat 50.000 kroner op. En forhøjelse på 100.000 kroner vil øge arbejdsudbuddet med 4.100 personer.

I underkanten af en halv million danskere betaler topskat.

Beskæftigelsesfradrag 

Det er ikke kun skatten i toppen, der ser ud til at blive et emne.

I valgkampen spillede Socialdemokratiet eksempelvis ud med at hæve beskæftigelsesfradraget med to procentpoint og det maksimale fradrag med 8.300 kroner. Det vil betyde, at en arbejderfamilie med to børn kan spare op til 4.200 om året på skattebilletten.

Det skete, efter at Venstre i lang tid har talt varmt om at hæve netop beskæftigelsesfradraget.

Beskæftigelsesfradraget er et fradrag på 10,65 procent for folk i arbejde. Man skal ikke gøre noget aktivt for at sikre sig fradraget, da alle på arbejdsmarkedet automatisk får det. En hævelse af fradraget er derfor en mulighed for at sænke skatten i bunden. Og samtidig er det en skattelettelse, som kun gavner folk i arbejde.

Skattestop

Selvom Venstre og Socialdemokratiet kan blive enige om at hæve topskattegrænsen såvel som beskæftigelsesfradraget, forholder det sig markant anderledes med Venstres vigtigste skattepolitiske mærkesag: skattestoppet.

Princippet går på, at ingen skatter eller afgifter som udgangspunkt må hæves.

Over for Altinget har Venstre-formand Jakob Ellemann Jensen tidligere ikke ønsket at slå fast, om skattestoppet er et ultimativt krav eller til forhandling.

Han skal dog næppe forvente, at Mette Frederiksen glædeligt skriver skattestoppet ind i et kommende regeringsgrundlag. Den fungerende statsminister har nemlig ved flere lejligheder undsagt skattestoppet i både ord og handling.

Pensionsalder

Spørgsmålet om, hvordan man i fremtiden skal indrette de ordninger, der sætter rammerne for danskernes tilværelse efter arbejdslivet, er også på dagsordenen på Marienborg og i Statsministeriet.

Et afgørende punkt er den stigende pensionsalder.

Pensionsalderen er vigtig, fordi en stor del af de fremtidige indtægter i statskassen er bundet op på, at vi arbejder længere, i takt med at vi bliver ældre. En række politikere og eksperter har dog peget på, at den udvikling ikke kan blive ved.

I maj foreslog en ekspertkommission derfor en "langsommere stigning i folkepensionsalderen efter 2045".

Men hvis man piller ved pensionsalderen, stikker man potentielt hånden ind i et politisk og samfundsøkonomisk hvepsebo. Det skyldes, at der med tiden er oprettet talrige ordninger, der skal håndtere konsekvenserne af den stigende pensionsalder.

Det er derfor, at forhandlerne nu diskuterer, om man kan undvære én eller flere af de nuværende ordninger.

Tilbagetrækning

En af ordningerne er den såkaldte Arne-pension. Den står til at forblive. Både fordi den er af afgørende symbolsk betydning for Socialdemokratiet. Men også fordi Venstre har fredet den.

Arne-pensionen går kort fortalt ud på, at personer, der har været på arbejdsmarkedet i mindst 42 år, kan gå tidligere på pension. Ifølge Finansministeriet vil Arne-pensionen på sigt betyde, at arbejdsudbuddet sænkes med 9.000 personer.

En anden pensionsordning kan dog stå for skud i jagten på at få et mere simpelt pensionssystem. Det drejer sig om seniorpensionen, der af den daværende borgerlige regering blev opfundet i al hast op til valgkampen i 2019 som et modsvar til Socialdemokratiets pensionsudspil. Seniorpensionen er for folk, der er over 61 år, har arbejdet mindst 25 år og højst kan arbejde 15 timer om ugen.

Et endeligt farvel med efterlønnen har også været på tale. Blandt andre Radikale har foreslået en udfasning. Med efterlønnen kan man forlade arbejdsmarkedet med op til fem år før tid.

Den seneste efterlønsreform blev vedtaget af det daværende VKO-flertal og Radikale i 2011. Dengang blev det besluttet, at forøgelsen af efterløns- og pensionsalderen skulle fremrykkes med fem år.

Socialdemokratiet har ved flere lejligheder peget på, at det var netop dén reform, der rokkede ved fundamentet under aftalen om den stigende pensionsalder. Hvilket også var grunden til, at man så sig nødsaget til at foreslå Arne-pensionen i 2018.

Uddannelse

Selvom det ikke fyldte meget i valgkampen, kan forholdene for landets studerende blive en vigtig del af forhandlingerne om en ny regering.

I foråret præsenterede S-regeringen udspillet til reformpakken "Danmark kan mere III". En del af udspillet – der på lange stræk tog udgangspunkt i Nina Smiths anbefalinger fra den såkaldte reformkommission – handlede om at oprette nye etårige kandidatuddannelser med et "tydeligt arbejdsmarkedssigte" inden for især humaniora og samfundsvidenskab.

Tiltaget kan i alt skaffe cirka 6.100 nye fuldtidspersoner i arbejde i 2030. Selvom Venstre tidligere har spillet ud med lignende tanker, nåede forslagene ikke at blive forhandlet og vedtaget inden valget. Blandt andet fordi regeringens støttepartier sagde nej tak.

Derfor er der en vis sandsynlighed for, at universiteterne i almindelighed og uddannelsessektoren i særdeleshed kan blive et vigtigt emne i forhandlingerne mellem Socialdemokratiet og Venstre.

I de to partier er der nemlig også bred enighed om, at der generelt skal bruges flere penge på erhvervsuddannelserne og professionshøjskolerne.

SU

Det var dog langtfra spørgsmålet om kandidatuddannelser, der stjal alle overskrifterne, da Nina Smith i april præsenterede sine anbefalinger. Hun foreslog nemlig også, at SU-stipendier på kandidatuddannelser omlægges til lån.

Der gik dog ikke mere end et par timer, før både Socialdemokratiet og Venstre havde fejet idéen af bordet.

Men om det samme vil gøre sig gældende denne gang, er dog langt fra sikkert. Det skyldes først og fremmest, at forslaget – ifølge Dansk Industri, der ligesom Dansk Metal er fan af idéen – vil øge arbejdsudbuddet med 5.300 sæt hænder. Men også fordi den nuværende ordning med Nina Smiths egne ord er en "omvendt Robin Hood".

Ydelser og arbejdspligt

En af de mest åbenlyse konflikter i den økonomiske politik mellem Socialdemokratiet og Venstre handler om kontanthjælp.

I juni indgik Socialdemokratiet en aftale, der gjorde et midlertidigt børnetilskud til de fattigste børnefamilier permanent. Samtidig blev loftet over, hvor meget man kan modtage i kontanthjælp, droppet.

Venstre er arge modstandere af aftalen, der dog endnu ikke er blevet lavet til lovgivning. I partiets øjne forringer den incitamentet til at tage et arbejde.

I sidste uge ville Socialdemokratiet ikke garantere, at aftalen overlevede regeringsforhandlingerne.

Selvom de ikke kan blive enige om størrelsen på ydelserne, er Socialdemokratiet og Venstre enige om, at kontanthjælpsmodtagere med "et stort integrationsbehov" skal arbejde 37 timer om ugen, hvis de ikke vil trækkes i ydelsen. Det forslag kunne Socialdemokratiet ikke finde et flertal for blandt støttepartierne.

Venstre afviste at være med i en aftale om en ny arbejdspligt, der ikke også indeholder indrømmelser om lavere ydelser til modtagere af overførselsindkomster. Derfor kan det ikke afvises, at de to partier kan pulje de to gensidigt afhængige forslag og finde hinanden i et salomonisk kompromis i regeringsforhandlingerne.

Udenlandsk arbejdskraft

På spørgsmålet om udenlandsk arbejdskraft har der tidligere været store knaster mellem Venstre og Socialdemokratiet. Venstre har ment, at det skulle være nemmere for udlændinge at tage arbejde i Danmark, mens Socialdemokratiet i lang tid har sagt nej.

Det ændrede sig i sommer, da regeringen sammen med Radikale, SF og flere af de borgerlige partier efter et langt tovtrækkeri blev enige om at sænke beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft fra 445.000 kroner til 375.000 kroner.

Aftalen nåede ikke at blive vedtaget inden valget, og derfor kan udgangspunktet sagtens ændres, hvis Venstre for eksempel går til regeringsforhandlingerne med et ønske om at sænke beløbsgrænsen endnu mere.

Finansministeriet kan ikke regne ud, hvilken indflydelse en sænkning af beløbsgrænsen vil have på arbejdsudbuddet.

Dagpenge

I det selvsamme forhandlingsforløb blev de røde partier og Dansk Folkeparti enige om at hæve dagpengesatsen med 3.650 kroner i de første tre måneder, man er ledig.

Løftet kom dog på bekostning af en sænkelse af den såkaldte dimittendsats, som nyuddannede kan få.  Initiativet skaffer i alt 11.700 ekstra sæt hænder til det danske arbejdsmarked i 2030.

Venstre er imod et løft af dagpengene. Til gengæld støtter de den del, der handler om at sænke dagpengene for nyuddannede.

Løn til sundhedspersonale

Det er ikke kun klassiske arbejdsudbudsreformer, der er på tegnebrættet.

I valgkampen præsenterede Socialdemokratiet nemlig et forslag om at afsætte tre milliarder kroner om året til bedre løn og arbejdsvilkår i den offentlige sektor. Det skal være med til at skaffe flere hænder på sygehusene og i velfærden generelt.

Venstre har kritiseret Socialdemokratiet for at blande sig i den danske model med forslaget, omende de anerkender problemet. Derfor har partiet i et udspil foreslået seks principper, som skal danne grundlaget for en højere løn i det offentlige. Et af dem er, at "løndannelsen skal understøtte de områder, hvor der er rekrutterings- eller fastholdelsesudfordringer."

På samme måde har Venstre foreslået et fastholdelsestillæg på op til 20.000 kroner til eksempelvis sygeplejersker, jordemødre, sosu'er og andet sundhedspersonale. Tiltaget koster i alt seks milliarder kroner.

Udover spørgsmålet om løn forventer mange, at de to partier forsøger at finde hinanden i en større reform af både sundhedsvæsnet og ældrevelfærden. Her er spørgsmålet om mere frit valg, en klassisk Venstre-mærkesag, også på forhandlingsbordet, forklarede Ellemann til TV 2 News.

"Vi har talt meget om friplejehjem. Vi vil have mere konkurrence. Vi vil have flere udbydere, og vi vil sætte institutionerne fri til at levere ydelsen på den måde, de finder bedst."

Forsvar

I foråret spillede Venstre og Socialdemokratiet en afgørende rolle, da et bredt flertal i Folketinget blev enige om at, Danmark senest i 2033 skal leve op til Natos krav om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvaret.

De borgerlige partier har dog flere gange slået fast, at de to procent skal ses som et gulv og ikke et loft. Men også at pengene skal findes hurtigere, end man allerede har planlagt.

Den konkrete model skal forhandles på plads i det forsvarsforlig, som Ellemann igen og igen har krævet fremrykket. Derfor er det sandsynligt, at emnet også er på dagsordenen, når han taler med Mette Frederiksen bag lukkede døre.

CO2-skat på landbrug

I løbet af den forrige valgperiode indgik Folketinget et bredt forlig om at beskatte virksomheders udledning af klimaskadelige drivhusgasser.

Til januar står landbruget for tur. Her kommer anbefalingerne fra en ekspertgruppe nedsat af Folketinget nemlig. Socialdemokratiet og de røde partier har hele tiden slået fast, at en CO2-afgift på landbruget er nødvendig, hvis Danmark skal leve op til de høje klimamål.

Omvendt har Venstre været mere tilbageholdende. Partiet frygter, at det kan koste arbejdspladser i landbruget.

Men da Ellemann få dage efter folketingsvalget talte ved Landbrug og Fødevarers kongres, lød der nye toner:

I stedet for at kæmpe imod, vil han fokusere kræfterne på at påvirke det endelige resultat.

"Skal vi trække i den rigtige retning, eller skal vi lægge armene over kors og overlade det til venstrefløjen at forhandle med regeringen? Nej, vi bliver nødt til at bruge vores indflydelse," sagde Ellemann.

Undervejs i valgkampen foreslog Venstre desuden, at den danske stat sælger Ørsteds internationale vindmølleafdeling. Det skal skaffe cirka 36 milliarder til investeringer i grøn omstilling. Den idé er dog blevet fejet af bordet af Socialdemokratiet. 

Uudnyttede potentialer og en tom statskasse

Både Venstre og Socialdemokratiet er enige om, at udbuddet af arbejdskraft skal vokse.

I partiets 2030-plan viser Venstre, hvordan de vil "tilvejebringe et øget arbejdsudbud på mere end 15.000 fuldtidspersoner."

I regeringens 2030-plan står der, at regeringen i alt har øget den strukturelle beskæftigelse med "1.700 fuldtidspersoner i 2030 ved tiltag besluttet siden folketingsvalget 2019."

Regeringen peger videre på, at den kan skaffe 6.100 ekstra sæt hænder, hvis Folketinget stemmer ja til alle forslagene i reformpakken "Danmark kan mere III".

Både Venstre og Socialdemokratiet mener dog, at der findes en række "uindfriede potentialer", når det kommer til at skaffe flere hænder.

I 2030-planen peger regeringen specifikt på "otte indsatsområder", der i alt skal "øge beskæftigelsen med op til 40.000 fuldtidspersoner frem mod 2030".

Da finansminister Nicolai Wammen (S) før valget præsenterede den økonomiske plan for det næste årti, sagde han, at der blandt andet bliver arbejdet videre med konkrete politiske løsninger i regi af Nina Smiths reformkommission.

De 40.000 blev dog ikke regnet med, da Nicolai Wammen gjorde status på, hvor mange milliarder, der ventes at lande i den danske statskasse frem mod 2030.

Ifølge 2030-planen er der i alt 48 milliarder kroner tilbage i det økonomiske råderum. En stor del af dem er dog allerede reserveret. 21 milliarder skal gå til at dække de øgede udgifter til velfærd, når der i fremtiden kommer flere børn og ældre. Lidt under 12 milliarder går til et løft af forsvarsudgifterne. De dele er både Venstre og Socialdemokratiet enige om.

Det efterlader 15 milliarder til "nye velfærdsprioriteringer og klima" frem mod 2030.

Derfor – det er den tanke, der hersker i både Socialdemokratiet og Venstre – er man nødt til at lave reformer, der skaffer flere hænder og dermed penge – så man kan lave ny politik og realisere valgløfter om alt lige fra en reform af sundhedsvæsnet og psykiatrien til retsområdet og drikkevandet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Jakob Ellemann-Jensen

Vicestatsminister og forsvarsminister, partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)