Headspace og Falck: Psykiske lidelser bør ikke stå i vejen for et godt arbejdsliv

Afhængigt af opgørelsesmetode har flere end 100.000 mennesker af den ene eller anden grund ikke fået fodfæste på arbejdsmarkedet, som udgør et vigtigt fællesskab for de fleste mennesker. 

Størstedelen vil gerne være med og bidrage til fællesskabet igennem et arbejde. Men mange af dem, der i dag står uden for arbejdsmarkedet, er udfordret af psykiske lidelser, der gør det vanskeligt at gå direkte ind på en arbejdsplads og fungere i almindelige rammer. De har brug for en hjælpende hånd. 

Samtidige og ukoordinerede indsatser kan være lige så skadelige som ingen indsats

Poul Nyrup Rasmussen og Jakob Riis
Hhv. stifter af Det Sociale Netværk / headspace og administrerende direktør i Falck

Det er ikke alene skadeligt for det enkelte menneske at blive parkeret i udkanten af fællesskabet, men den enkeltes værdifulde ressourcer, der kan bidrage positivt på arbejdsmarkedet, kommer heller ikke i spil og bliver ikke udnyttet til fulde. Det debatterer vi på årets Psykiatritopmøde 8. oktober.

Både i headspaces centre og i Falcks beskæftigelsesenhed ses desværre den samme kedelige udvikling: Mængden af unge mennesker med psykiske lidelser, der har svært ved at indtræde i vores uddannelses- og beskæftigelsessystem, er støt stigende. Og de unge mennesker er yngre og yngre, når vi møder dem første gang. 

En psykisk lidelse er ikke ensbetydende med, at man ikke kan varetage et arbejde. Men vi bliver nødt til at se på det hele menneske og ikke tænke beskæftigelse så snævert, at målet alene er at komme i arbejde. Beskæftigelse skal gå hånd i hånd med den rette behandling og indsats, der baner vejen for et godt og bæredygtigt arbejdsliv.

Sammenhængende og koordinerede indsatser
Mennesker med psykiske lidelser har det i forvejen svært, og vi gør det ikke nemmere ved, at de og deres pårørende skal holde styr på samtidige indsatser, der igangsættes af flere fagpersoner i hver deres sektor.  

Vi ser desværre alt for ofte, at samtidige og ukoordinerede indsatser kan være lige så skadelige som ingen indsats. Det er derfor altafgørende, at sammenhængende indsatser tager udgangspunkt i den enkelte persons sundhedsudfordring og jobparathed - og ikke de forskellige systemers rammer. 

Vores velfærdssystemer varetager forskellige specialiserede opgaver. At opnå fuld koordinering på tværs er næppe en udfordring, der trods gode intentioner og initiativer løses natten over. Vi skal derfor være åbne overfor at diskutere andre måder, hvorpå vi kan hjælpe den enkelte og de pårørende.

Skal vi for eksempel afsøge mulighederne for, at mennesker med psykiske lidelser får en sektoruafhængig ressource-/kontaktperson, der kan hjælpe dem og deres pårørende med at navigere på tværs af sektorerne? Og dermed sikre det gode og sammenhængende forløb, der tager afsæt i det enkelte menneske og dets behov, så hver enkelt bliver godt rustet og parat til at finde sin plads i vores allesammens fællesskab?