S: Dansk Folkeparti viser sit sande sociale ansigt i EU

Af Ole Christensen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet
Når Dansk Folkepartis bagland vender ryggen til partiets valgte europaparlamentarikere, så fører de tre parlamentarikere den helt modsatte politik af, hvad partiet ønsker. Dansk Folkeparti gik i 2014 til valg på at bekæmpe social dumping. Det er en udmærket mærkesag, og det er et område, jeg selv har arbejdet med i årevis.
På Dansk Folkepartis nyligt overståede landsmøde var der indtil flere lokalformænd fra Randers til Rødovre på talerstolen med ønsket om en hårdere kurs mod social dumping. Partiets transportordfører Kim Christiansen har tidligere efterlyst bedre regler for cabotagekørsel for at bekæmpe social dumping, og med samme formål ønsker han sig også bedre regler i luftfarten.
MEP'erne stemmer imod
Ønskerne fra Dansk Folkepartis bagland og fra deres hjemlige politikere burde være lige til at forstå for Anders Vistisen, Jørn Dohrmann og Morten Messerschmidt her i Europa-Parlamentet. Sidste efterår vedtog vi i Parlamentet en rapport, der opfordrer til en fælles øget indsats mod social dumping. Det skete med et stort flertal, men alle tre medlemmer fra Dansk Folkeparti stemte nej. De lover det ene, men gør det modsatte.
Skriv til debat@altinget.dk
Udover at stemme imod hele rapporten, så stemte d’herrer Vistisen, Dohrmann og Messerschmidt også imod flere meget konkrete dele af rapporten, der helt objektivt markerer en hårdere kurs mod social dumping. De stemte imod, at EU-værtslandene overholder overenskomster og arbejdsmarkedsrelationer. De ville ikke være med til at sikre ligebehandling på arbejdsmarkedet blandt nationaliteter. Og sidst, men ikke mindst, ville de tre europæiske parlamentarikere ikke afvise en yderligere liberalisering af cabotagekørsel. Tre klokkeklare eksempler på, at de er helt ude af trit med valgløfter og ønskerne fra partiet i Danmark.
Det har jeg længe gerne ville have en forklaring på, og i forrige uge forsøgte Anders Vistisen at redegøre for det i et debatindlæg 27. september i Jyllands-Posten. Her forklarer han blandt andet, at DF ikke kan acceptere den frie bevægelighed, og at det er nationalstaternes opgave at regulere social- og arbejdsmarkedspolitikken. Men faktum er, at Danmark er med i EU, og der er ingen tegn på, at Danmark ikke vil være en del af det indre marked. Derfor er det helt afgørende, at DF vågner op og deltager aktivt i kampen mod social dumping i Europa, for det er altså her, det giver mening at tage den kamp.
Jeg ville have følt mig snydt, hvis jeg havde stemt på jer med en meget rimelig forventning om, at I ville være med til at bekæmpe social dumping, som I lovede i 2014.
Ole Christensen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet
EU-skepsis ingen undskyldning
Som sagt drømmer Kim Christiansen om, at EU-Kommissionen laver regler, som understøtter fair konkurrence og mindsker social dumping i både luftfart og vejtransport. Det er nærmest tragikomisk, at når der endelig kommer initiativer, stemmer deres politikere i Parlamentet imod. Jeg synes, at baglandet og Kim Christiansen fortjener en forklaring på, hvorfor de tre aktivt modarbejder ønskerne her i Bruxelles.
Selvfølgelig skal man som politikere stemme for det, man selv tror på. Men med meget klare valgløfter og ønsker fra bagland og hjemlige politikere om bekæmpelse af social dumping, så burde det altså også have en vægt. Jeg ville i hvert fald have følt mig snydt, hvis jeg havde stemt på jer med en meget rimelig forventning om, at I ville være med til at bekæmpe social dumping, som I lovede i 2014.
EU-skepsis er ikke en undskyldning for, at man ønsker ringere vilkår for arbejdstagerne i Europa. Jeres sande ansigt klæder jer ikke.
Omtalte personer
Indsigt
Karina Lorentzen Dehnhardt spørger Peter HummelgaardVil ministeren oversende de retningslinjer, der eksisterer vedrørende anmeldelser af dødsfald til Arbejdsskadestyrelsen?
Karin Liltorp spørger Kaare Dybvad BekHar ministeren fortsat tillid til Ankestyrelsen?
Pernille Vermund spørger Morten BødskovBør pensionsselskaber investere mere i iværksætteri?Besvaret
- Alternativet stiller økonomisk hovedkrav til nye regeringsforhandlinger
- I fremtiden hedder din sidemakker ChatGPT. Og det er kun de rigeste, der vinder på det
- Problemet er større, end vi tror. Derfor skal vi have vores første ligestillingsministerium
- Tusindvis af udlændinge har fået job på ny og lavere beløbsordning
- Dansk Metal: Det er forrykt, at arbejdsgiverne kræver statsstøtte til deres egne forsikringer



























