S om filippinersag: Flere vognmænd strækker regler til det yderste

DEBAT: Den danske vognmand, der var medlem af ITD og hentede chauffører i Filippinerne, viser, at der er et problem med social dumping. ITD og DI bør stoppe med at modarbejde nye regler på området og anerkende problemerne, skriver Socialdemokratiet. 

Af Ole Christensen
Medlem af Europa-Parlamentet (S)

Sidst på sommeren blev jeg her på Altinget beskyldt for at kaste med mudder af Carina Christensen, der er administrerende direktør i den store danske vognmandsorganisation ITD i en diskussion om den europæiske transportbranche.

Jeg forklarede, hvordan social dumping, unfair konkurrence og elendige arbejdsvilkår desværre er en del af hverdagen for mange danske chauffører og vognmænd.

Danske jobs truet af løndumping
Det står nemlig efterhånden ret klart, at danske job i transportbranchen er truet af massiv løndumping.

Og selvom det burde være en fælles dansk sag at bevare danske arbejdspladser og sikre eksistensgrundlaget for danske vognmænd, så mente Carina Christensen dengang ikke, det var et problem, at hendes medlemmer kan hyre chauffører til at køre gods rundt i de nordiske lande på østeuropæiske dumpinglønninger, der på ingen måde matcher de danske.

Jeg gik dengang så langt som at kalde det landsskadelig virksomhed, og det var det, der fik Carina Christensen op på de høje tangenter.

Kattelem for billig arbejdskraft
Men jeg mener, det er landsskadelig virksomhed, når man som brancheorganisation ser med åbne øjne på, at medlemmerne bruger postkasseselskaber i østeuropæiske lande som kattelem til at hente billig arbejdskraft.

Måske var jeg endda for mild i mit ordvalg, for i løbet af den sidste uges tid er det blevet udrullet, hvordan en sønderjysk vognmand, der indtil i sidste uge var medlem af ITD gennem et datterselskab i Polen, har hyret filippinske chauffører til at køre rundt i Danmark og resten af Europa.

Chauffører hentes uden for Europa
Vognmanden betaler chaufførerne under 7.000 kroner om måneden. Til sammenligning får en typisk dansk eksportchauffør mellem 26.000 og 31.000 kroner om måneden. Vognmanden indlogerede filippinerne i en lejr på sin grund i Padborg, der fik campingarealet på Roskilde Festivalens sidste dag til at ligne vild luksus.

I den til tider bidende efterårskulde sov nogle af de op mod 200 udenlandske chauffører, der på skift boede i lejren, på en skummadras under en presenning i en lastbilanhænger.

Det er muligt at hive arbejdskraft til EU fra lande uden for Unionen, hvis man siger, at man mangler eksempelvis lastbilchauffører.

Bedre regler for udstationering
Til trods for, at der stadig er stor arbejdsløshed i EU, så har man i eksempelvis Polen og Litauen i stor stil argumenteret for netop mangel på chauffører, og antallet af chauffører uden EU-pas er kun stigende.

Det ligner mest af alt en ret dårlig undskyldning for at kunne hente billig arbejdskraft.

Sammenholdt med nogle generelt alt for dårlige regler på transportområdet er fidussen altså fuldbragt. Lige nu arbejder vi i EU på at ændre reglerne.

Og hvis vi får bedre regler for udstationering, krav om, at lønnen skal bestemmes af, hvor chaufføren kører, og ikke hvor hans arbejdsgiver har valgt at placere sin virksomhed, samt regler for indkvartering, som jeg arbejder for sammen med 3F Transport, så fjerner vi incitamentet til de her fuldstændig vanvittige måder at drive forretning på.  

Datterselskab søgte chauffører i Usbekistan
Ud over at søge chauffører i Filippinerne har den sønderjyske vognmand også søgt efter chauffører i Usbekistan og Kasakhstan gennem sit polske datterselskab.

Det er kynisk spekulation, og det handler kun om at få så billig arbejdskraft som overhovedet muligt, så han kan udkonkurrere de ordentlige danske vognmænd, der heldigvis findes mange af.

Det er selvfølgelig en konflikt mellem øst og vest, men vi er også oppe imod de her store transportvirksomheder, der bygger deres forretningsmodel på så lavtlønnet arbejdskraft som muligt, og som ITD repræsenterer.

ITD sender breve til østeuropæiske organisationer
Carina Christensens organisation har endda allieret sig og sendt fællesbreve ud med østeuropæiske organisationer, som kun har for øje at få så få regler og så lave lønninger som overhovedet muligt.

Efter den megen virak, som sagen naturligt nok kastede af sig, meldte den sønderjyske vognmand sig ud af ITD og Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistisk, ATL, under Dansk Industri, hvor han altså også var medlem.

Hvor var kritikken fra ITD og DI?
Var de to organisationer så fulde af fordømmelse og lettelse over at være sluppet af med sådan et medlem? Det kan man ikke ligefrem sige.

"Vi ser med stor alvor på sagen, som har været skadelig ikke blot for branchen, men for erhvervslivet som helhed," sagde viceadministrerende direktør Kim Graugaard fra Dansk Industri. Og han var helt på bølgelængde med Carina Christensen, der var træt af sagen for; "den tegner jo et trist billede."

Hvis de virkelig mener det, så burde de komme ind i kampen og være med til at lave nogle ordentlige regler i stedet for at modarbejde.

Flere vognmænd strækker reglerne
Den her sag viser måske nok et af de helt grelle eksempler i branchen, men der er flere danske vognmænd, der også strækker reglerne til det yderste.

Det kan godt være, at det er muligt inden for de nuværende regler. Men det betyder ikke, at man altid skal gå til grænsen. Det er en afskyelig og umenneskelig praksis. Og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at få lukket hullerne, og jeg har 3F og vognmændene i DTL ved min side.

Forrige artikel DA til LO: Flere penge til tilsyn giver ikke bedre arbejdsmiljø DA til LO: Flere penge til tilsyn giver ikke bedre arbejdsmiljø Næste artikel Busvognmænd: Branchen lider under social dumping Busvognmænd: Branchen lider under social dumping