Skandalen i Moderaterne vidner om et magtopgør uden sidestykke
Endnu en ledelsesskandale har ramt dansk politik. Denne gang i Moderaternes sekretariat. Sagen afspejler en bredere tendens, hvor yngre generationer kræver et opgør med alle typer af magt, ufrihed og ulighed. Vi vidner muligvis et hidtil uset generationsskælv, skriver Christian Groes.
Christian Groes
Antropolog, forfatter, forsker og foredragsholder, ph.d.Den ene ledelsesskandale afløser den anden for tiden. Senest i Moderaternes sekretariat, hvor ledere og chefer i partiet efter sigende har trynet deres ansatte, været sexistiske og tilladt mobning og chikane. Dem i toppen af partiet smyger sig udenom at tage ansvar for den kultur, der i sidste ende falder tilbage på dem.
Måske er der ikke noget at sige til, at den ene leder efter den anden bliver afsløret i mobning, selvberigelse, nepotisme og tyrannisk adfærd. For den gamle sang, om at magt korrumperer, eller kan gøre mennesker uempatiske, når man sætter sig i chefstolen, runger stadig på Borgen og i magtens øvrige korridorer.
Forskningen viser tydeligt, at adfærden ofte ændrer sig i takt med, at man stiger op i et hierarki og får magt over andre. Man begynder at føle sig som noget særligt og som særligt udvalgt. Det gælder i politik såvel som i en virksomhed.
Jo mere man honorerer magtens logik, jo længere ruller man opad i systemet. Men sådan behøver det ikke at være. Det er ikke naturgivent, at magten stiger os til hovedet.
Antallet af ledere, der opfører sig tyrannisk, grænseoverskridende og privilegieblindt er nok ikke øget de senere år. Mange har eksempelvis taget ved lære af #Metoo, nye inklusionspolitikker og fokus på mistrivsel.
I stedet skal vi se de mange skandalesager og den opmærksomhed, de får, som udtryk for, at vi som samfund er blevet mere bevidste om magtens mørkere sider end hidtil. Vi har fået nok.
Krav om ligeværd og mangfoldighed og respekt fra chefen er simpelthen blevet the new normal.
Christian Groes
Antropolog, forfatter og forsker
Mange ansatte og almindelige borgere vil ganske enkelt ikke finde sig i det samme som for bare ti år siden.
Vi er derfor begyndt at kræve mere af chefen og forvente en mere inkluderende og ligestillet arbejdskultur.
Krav om ligeværd og mangfoldighed og respekt fra chefen er simpelthen blevet the new normal, særligt blandt de yngre generationer. Minimum siden den franske revolution er vi – med enkelte tilbageslag – som samfund kun bevæget os en vej, og det er henimod mere frihed, lighed og selvbestemmelse.
Tidens kritik af autoriteter og ulige positioner baseret på køn, seksualitet, handicap, race, kultur og meget andet er i virkeligheden bare en fortsættelse af en lang kamp for retfærdighed ført i ud i yderste potens. Vi kan også kalde tendensen for hyperegalitarisme eller se det som menneskets evige opgør med overmagten.
Den ulmende egalitarisme i tiden er på ingen måde er ny. På væsentlige tidspunkter i historien har vi mennesker fra generation til generation krævet mere frihed, lighed og inklusion.
Kvinder tilkæmpede sig stemmeret og økonomisk uafhængighed, senere fik lgbt+-personer rettigheder, og minoriteter krævede et opgør med eksklusion på grund af køn, race, alder, handicap og kultur.
Hyperegalitarismen er en udvidelse af kampzonen, hvor de unge kræver et opgør med alle typer af magt, ufrihed og ulighed. Vi er muligvis vidne til et generationsskælv uden sidestykke.
Det oprør, vi ser i Moderaterne, er blot et af utallige eksempler på en bredere tendens.
De yngre ansatte og partimedlemmer vil ikke finde sig i adfærdsnormer, der nok var gældende engang, men som nu tilhører det, vi kalder ’en anden tid’. De handler på de uretfærdigheder, de ser, og de klager og sætter foden ned, også selvom de risikerer deres egen karriere og position ved at gøre det.
Med bogen 'Gid min chef var Høvding – sådan får vi de ledere vi fortjener', som udkommer i dag, vil Dennis Nørmark og jeg sparke gang i debatten om, hvordan vi imødekommer tidens krav og blæse til kamp for nye ledelsesidealer, der gør op med den kommanderende, machoagtige og kyniske ledelsesstil, der har hersket alt for længe.
Det er ret sandsynligt, at skandalen i Moderaterne var blevet forhindret, hvis de ansatte i partiet havde kunnet afsætte deres chefer eller pege på nogle andre.
Christian Groes
Antropolog, forfatter og forsker
Vi kalder på en revolution i ledelsestænkningen, som heldigvis allerede er i fuld sving. "Det kan godt være du som leder har et flot CV og er nået højt på karrierestigen, ligner en rigtig chef og kan være hård i filten, men du skal ikke behandle os anderledes eller med ringeagt, fordi vi som ansatte står under dig i hierarkiet". Sådan lyder den næsten anarkistiske indstilling fra unge i dag, og med god grund.
Vores budskab i bogen er: Det er ikke dig, den er galt med, når du mistrives, er stresset eller oplever chikane eller forskelsbehandling. Det er din chef, eller rettere den måde cheferne forvalter magten, som de har lært gennem århundredes misforståelse af hvad magt er, og hvordan den bør anvendes.
Men der er håb forude, for der findes mange ledere, der begynder at omstille sig. Nogle af dem, vi har talt med til bogen, følger – måske uforvarende – en gammel visdom om ledelse, der var udbredt hos vores forfædre og oprindelige folk før den moderne tidsalder. Sågar før de græske bystater og tidlige civilisationer. Nemlig hos de høvdinge i urtiden, mand som kvinde, der faktisk magtede magten og underlagde sig fællesskabets behov og sammenhold.
Det at holde jordforbindelsen, bevare selvkontrol og bevidsthed om sin position og samtidigt lytte til de mange stemmer i sin stamme og holde sammen på flokken i medvind og stormvejr – det er ikke så nemt, som man skulle tro.
Men det var præcist det, høvdingefiguren magtede, og derfor de fik følgeskab fra flokken og undgik at blive afsat.
Den radikale kulturændring, vi peger på, handler om, at vi rent bevidsthedsmæssigt vender magtpyramiden på hovedet. Det er indstillingen til magt og mennesket som sådan, der er på spil. Det kræver, at vi ser lederen som en, der er underlagt det fællesskab, man tjener. Det kræver af lederen selv, at han eller hun kun kan se sig selv i øjnene og med troværdighed sige: Jeg er leder, fordi jeg tjener stammen og holder sammen på den, og jeg tjener hele stammen, fordi jeg er en leder.
De nye krav betyder, at ledere må træne deres høvdingeegenskaber, hvis de vil følge med tiden. Men vi er også nødt til at se på, hvordan ledere og chefer vælges og ud fra hvilke menneskelige kriterier de belønnes.
Måske er læren af de mange kriser og skandaler, at vi skal vælge vores ledere i alle sammenhænge, ikke kun vores politikere, men også dem der leder os på arbejdspladsen.
Det er ret sandsynligt, at skandalen i Moderaterne var blevet forhindret, hvis de ansatte i partiet havde kunnet afsætte deres chefer eller pege på nogle andre.
Hvis demokrati er det, der retfærdiggør politikernes magt, må det samme gælde på vores arbejdspladser. Hvis kontrollen med vores ledere, ligeværd i magtens forvaltning og lederens ydmyghed var det, der kendetegnede fortidens samfund, kan det også blive en visdom, vi tager til os i dag.
Vi skal væk fra de ledertyper, som fik magt, fordi de råbte højest, var kyniske eller kunne sætte andre på plads, og i stedet vælge de ledere, vi fortjener. Alle fortjener en høvding. Også høvdingen selv.