Socialrådgiver gennem 30 år: Jeg måber over, at regeringen vil fjerne en ordning, der sikrer kronisk syge et godt arbejdsliv 

Det begyndte en novemberdag.

Jørgen vågnede med ømme og hævede fingre og håndled, og i de følgende måneder tog smerterne til og bredte sig til skuldre og knæ.

Leddegigt, lød diagnosen - en kronisk sygdom der for 48-årige Jørgen betød, at han ikke længere kunne udføre sit job som entreprenør og kloakmester. En tjans, han ellers havde passet med glæde i 18 år.

Efter få samtaler med kommunen, fik Jørgen tilkendt revalidering – en ydelse, der giver mulighed for, at voksne kan uddanne sig på ny med økonomisk støtte svarende til dagpengemaksimum fra A-kassen.

Så i dag er Jørgen kort- og landmålingstekniker.

Han arbejder fuld tid, og det regner han med at kunne blive ved med til pensionsalderen.

Historien om Jørgens arbejdsliv er endt lykkeligt. Det var den højst sandsynligt ikke, hvis han var blevet syg i dag.

Om få uger har regeringen nemlig planer om at afskaffe revalideringsydelsen, så det ikke længere bliver muligt at skifte spor med rådgivning og økonomisk støtte fra kommunen, hvis man som Jørgen bliver kronisk syg midt i livet.

Borgere som Jørgen ender med førtidspension
Jeg har arbejdet som socialrådgiver i 30 år med mennesker med begrænsninger i arbejdsevnen som følge af ulykke eller kronisk sygdom, og jeg har de seneste år med ærgrelse konstateret, at revalideringsordningen er blevet sværere og sværere for borgere at få lov til at bruge.

Jeg er lige dele måbende og fuldstændig uforstående over for politikernes ønske om at sløjfe muligheden.

Helga Madsen
Socialrådgiver, Gigtforeningens rådgivning

Nu er jeg lige dele måbende og fuldstændig uforstående over for politikernes ønske om at sløjfe muligheden fuldstændig.

For mig at se er revalidering nemlig det helt rigtige redskab, hvis man vil fastholde borgere som Jørgen i ordinær beskæftigelse i stedet for at se ham ende i fleksjob eller på førtidspension.

Alligevel vil revalideringsordningen blive lagt i graven, som en del af den beskæftigelsesreform, der skal førstebehandles i Folketinget på torsdag. Det er mig ubegribeligt.

I Gigtforeningens rådgivning taler jeg ugentligt med mennesker, der forsøger at fastholde deres job på trods af fysiske udfordringer.

Det er min erfaring, at langt de fleste af disse mennesker vil gøre rigtig meget for at bevare et arbejdsliv på lige vilkår med andre.

Men de har brug for den rigtige støtte på et tidspunkt, hvor de har kræfter til at yde en indsats for at skifte spor.

Her kan netop revalidering give et helt nyt arbejdsliv og en stor portion medfølgende livskvalitet.

Dyrt at droppe ydelsen 
Men ud over den værdi, muligheden for et nyt arbejdsliv kan skabe for den enkelte, er det også en løsning, der lønner sig for samfundet på den lange bane.

Jeg håber inderligt, at politikerne vil genoverveje deres planer.

Helga Madsen
Socialrådgiver, Gigtforeningens rådgivning

Lad mig give et eksempel: Revalideringsydelsens højeste sats ligger i dag på 21.106 kroner om måneden.

Den skal udbetales i maksimalt fem år, mens modtageren er under uddannelse.

Til sammenligning ligger den højeste sats for en førtidspension på 21.103 kroner om måneden – en ydelse, der i mange tilfælde ender med at skulle udbetales i op til 20-30 år.

Beskæftigelsesreformen, der indeholder afskaffelsen af revalideringsordningen, hedder 'Mere værdighed, større frihed og færre regler'.

Et noget misvisende navn, synes jeg, for netop revalidering har jeg i alle årene set som en ordning, der sikrer vores borgere netop værdighed og personlig frihed, når de på grund af for eksempel kronisk sygdom er nødt til at lægge deres liv markant om.

Jeg håber inderligt, at politikerne vil genoverveje deres planer.

For et godt arbejdsliv er for rigtig mange af os et vigtigt fundament for en god livskvalitet.

En kvinde, jeg talte med under hendes revalideringsforløb, satte rammende ord på, hvilke positive ringe i vandet muligheden for et jobskifte har skabt for hende.

På grund af kroniske rygsmerter kunne hun ikke arbejde som social- og sundhedsassistent, og uddannede sig i stedet til socialrådgiver.

"Jeg har fortsat de samme smerter," fortalte hun.

"Men nu hvor jeg er i gang med noget meningsfuldt, som jeg har lyst til og tror på, fylder smerterne ikke længere i mit liv."