Stine Bosse: Forslag om EU-mindsteløn skader ikke den danske model

KOMMENTAR: EU-Kommissionens forslag om mindsteløn er blevet modtaget med kritik i Danmark for at ødelægge den danske model. Men kritikken er præget af misforståelser, for faktisk markedsfører forslaget den danske model til andre EU-lande.

Det er ikke en nem position, jeg tager i dette indlæg. Nok en af de sværeste p.t. i dette dejlige land, hvor vi taler frit og mener frit, i hvert fald lige indtil vi nærmer os de hellige haller, relikvierne og de hellige skrifter: ”Den Danske Model”.

Mere end 100 års klassekamp, har bragt os til at sted, hvor arbejdstagere respekteres, hvor arbejdsgivere oplever forståelse for deres virksomhedsdrift, og hvor samtale og kompromis ofte danner rammen for stærke overenskomster eller aftaler, som vi senest så det i foråret omkring Coronakrisen. Regering, fagbevægelse og arbejdsgivere i skøn forening. Altså lige indtil de ikke enes, Som vi senest så det ved lærerkonflikten, hvor lovgiver ender med at gribe ind og lovgive. Her var det om arbejdstid, andre gange har det været om løn.

Lad det først være sagt: jeg er varm tilhænger af den model for regulering af arbejdsmarkedet, der gælder i norden. Den er nærmest smuk. Den starter med dialog, forhandling og erklæringer. Den har ”kampskridt” indbygget på begge sider: lockout og strejke. Og den har en slutning: forlig eller lov. Det virker for os. Vores foreningstanke fusioneret med med rettigheder. Smukkere bliver det ikke.

Både arbejdstager og arbejdsgivere har bygget stærke strukturer omkring modellen, og den har hjulpet vore samfund godt til dato.

Men meget ser anderledes ud i dag. Arbejdsmarkedet er ikke længere kun nationalt, det er i stigende grad internationalt. Vi ærgrer os over social dumping, hvor arbejdsgivere udnytter billig arbejdskraft og arbejder imod reglerne. Det er nemlig sådan ifølge EU's regelsæt, at arbejdstagere, skal ”behandles” i henhold til lands regler, de arbejder i. I Danmark altså i henhold til de overenskomster, der gælder.

Nu er det imidlertid sådan i Danmark, at cirka 20 procent ikke er dækket af nogen overenskomst. På disse områder kan man altså i princippet ”lovligt” lønne meget lavt, eller arbejdsgivere kan udnytte at arbejdstagere fra andre lande ikke kender til overenskomster m.m.  Der er under alle omstændigheder en stor opgave på begge sider i at ”opføre sig ordentligt” og at kontrollere.

Så alt er godt – i Danmark. Men flere steder i resten af Europa, ser det skidt ud. Antallet af ”working poor” stiger – altså mennesker, der arbejder til en løn, der faktisk holder dem i fattigdom. I langt de fleste lande er overenskomstdækningen under 70 procent og i rigtig mange lande er den helt nede under 50 procent. I Polen, Ungarn og Rumænien helt nede på 20 procent.

Det er skidt for os alle. Skidt for løndannelsen i hele EU, fordi disse områder alt andet lige trækker lønnen ned. Skidt for sociale forhold i EU, fordi risikoen for spændinger stiger, som vi for eksempel har set det i Storbritannien. Storbritanniens ledere har på skift bebrejdet EU, det de ikke selv kunne løse og importeret for eksempel sygeplejesker fra Polen, fordi de ikke selv uddannede nok, og de har kunne lønne dem lavt, fordi de relativt til Polen fik en høj løn. Denne form for misrøgt skal i sidste ende føre til fejlslutninger og fællesskabers endeligt.

EU-Kommissionen er efter finanskrisen, Brexit og i lyset af coranakrisens finansielle konsekvenser blevet mere optaget af de sociale forhold på tværs af landegrænserne i EU. Og det er dette arbejde, der har resulteret i forslaget om bestemmelser, der sikrer et minimum af betaling for arbejde i EU's lande. Et formål, jeg har vanskeligt ved at se kan bekomme arbejdstagerorganisationer dårligt.

De fleste arbejdsgivere er i disse tider også optaget af værn mod sociale spændinger, fordi disse er en trussel imod et sundt erhvervsklima. Derfor er det svært at forstå modforestillingerne herfra.

Kapitalen flyder frit over grænserne i EU. Det samme gør arbejdskraften. Det har gjort os velhavende. De mest velhavende i gennemsnit per borger i verden. Det har skabt grundlagt for vores forskellige, men relativt stærke velfærdssystemer.

EU-systemet har i den grad også skabt stærke arbejdstagerrettigheder, som før blev varetaget af fagbevægelserne. Dette i en grad, så det er et af de store bekymringsområder i Storbritannien efter Brexit. Dårlige forhold for medarbejdere kan jo give en kortvarig konkurrencefordel, hvorfor det netop også er argumentet for fælles regler. Altså stærke standarder, der bakker op om fair konkurrence.

Men der er nu brug for, at vi sikrer hinanden bedre. At vi i endnu højere grad strækker vores solidariske tankegang ud over grænserne. Egentlig som en af fagbevægelsens sange beskriver det:

”Vågn til kamp af jer dvale
Til den allersidste dyst
Og internationale
Slår bro fra kyst til kyst” 

Hvorfor fagforeninger ikke er lykkedes bedre på tværs af grænser, skal jeg ikke gøre mig klog på, blot konstatere, at kapitalen ikke har fundet det vanskeligt at forene sig, at optimere, konsolidere og bruge det hele marked, som EU er.

Det forslag, der nu ligger konkret fra vores kommission, søger at tage alle de hensyn, som blandt andet dansk fagbevægelse og arbejdsgiverorganisationer har efterspurgt.

Forslaget vil fremme kollektive aftaler, forslaget vil ikke fastsætte en minimumsløn - det er alene staterne, der kan gøre dette. Forslaget vil sikre, at alle arbejdere er omfattet af bestemmelser via overenskomst eller lov, der sikrer ”ordentlig” minimumsbetaling, forslaget vil sikre, at offentlige udbud i alle stater skal have klausuler om minimumsløn – lovbestemt eller overenskomstbestemt. Forslaget tilstræber tydelige bestemmelser for, hvordan ”ordentlig løn” måles, hvilket selvfølgelig betyder noget forskelligt i landene, og endelig indeholder forslaget kontroller og rapportering til EU-Parlamentet og Rådet (stats- og regeringscheferne).

I Europabevægelsen har vi drøftet disse spørgsmål ved flere lejligheder, og meningerne er delte. Derfor skriver jeg dette i eget navn og ikke i bevægelsens.

Jeg har læst forslaget. Jeg har bestræbt mig på at forstå modforestillingerne, men jeg kan ikke i forslaget se noget, der kan skade hverken arbejdstagere eller virksomheder. Tværtimod.

Forslaget respekterer vores model, ja, det nærmest markedsfører modellen, idet det opfordrer til, at arbejdstagere og arbejdsgivere organiserer sig og bruger vores model.

Mit indspark er ikke et forsøg på at ødelægge Danmarks position eller provokere, de der ønsker at gøre dette til et spørgsmål for eller imod EU. Mit indspark er et forsøg på at få os til at løfte blikket og undersøge med os selv, om vi også kan tage fejl.

Om vi af og til bliver revet med af fordomme og følelser, hvor vi måske har brug for at se længere og se, at vore egne modeller faktisk kan danne skole via EU's rammer. Påvirke og hjælpe andre end os selv.

......

Stine Bosse (f. 1960) er professionelt bestyrelsesmedlem og formand for Europabevægelsen. Hun er tidligere koncernchef for Tryg. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Henrik Sass: Spræng forvaltningsloven i stumper og stykker Henrik Sass: Spræng forvaltningsloven i stumper og stykker
Flere rige benytter boligjobordning

Flere rige benytter boligjobordning

SKATTERABAT: Flere med høje indkomster og færre med lave indkomster benytter sig af det såkaldte håndværkerfradrag, som regeringen ønsker at udvide med den kommende finanslov. Det viser nye tal fra Skatteministeriet.