Studerende: Kaare Dybvads vigtigste opgave er at gøre de nødvendige job til de attraktive

Arbejdet på piedestal og omsorgens værdi

'I Arbejdets Land' (2023) griber Dybvad fat i Max Webers tese om den protestantiske arbejdsetik.

Weber mente, at calvinismen nærede kapitalismens ånd: Usikkerhed om frelse drev økonomisk succes som bevis på Guds nåde.

Luthersk kristendom gav derimod frelse ved nåde alene, hvilket skabte lydighed mod Gud og staten. For Weber var lutheranerne mindre entreprenante.

Dybvad vender det på hovedet: Denne lydighed er fundamentet for velfærdsstatens fællesskab. Vi er i Danmark mange socialdemokratiske spidsborgere, der gerne underlægger os fællesskabet.

Når han spørger, hvad der er nyttigt arbejde, burde svaret ryste hele arbejdsmarkedet.

Rasmus Mols
Kandidatstuderende, Idéhistorie, Aarhus Universitet

Og godt for det: Jantelovens skygger til trods kan pligtfølelsen over for helheden også være en styrke.

Alligevel var det opsigtsvækkende, at bogen mødte så hård kritik.

For hvor Dybvad så lydighed og arbejdsfællesskab som en samfundsbærende styrke, så mange kritikere en moralsk afstumpede, blind arbejdsdyrkelse, der risikerede at gøre arbejdet til et tyranni snarere end en frigørelse.

Ærø Manifestets kritik blev afvist som småborgerligt ynk og arbejdet blev ophævet som en værdi i sig selv. En slags medicin mod elendighed.

For samtidig, mens Dybvad satte arbejdet på piedestal, satte Emma Holten "omsorgens værdi" på dagsordenen.

Hvor Dybvad pegede på arbejdsfællesskabet som helhed, pegede Holten på det usynlige arbejde – omsorgen – som systematisk er blevet nedvurderet.

I 'Underskud' (2024) skriver hun, at vores økonomiske tænkning fastholder lave lønninger i omsorgsfag, fordi vi ikke værdisætter det, der "ikke kan måles": Tid med børn, nærvær med ældre.

Dybvad og Holten står dermed ikke i modsætning, men viser to sider af samme mønt. Begge bøger argumenterer på deres egen måde, at vi som samfund har mistet fornemmelsen for, hvad der faktisk er værdifuldt.

Her kunne Dybvads projekt have været langt mere radikalt.

Når han spørger, hvad der er nyttigt arbejde, burde svaret ryste hele arbejdsmarkedet: For hvor meget arbejde eksisterer egentlig kun for systemets egen skyld?

På universiteterne er de administrative lag eksploderet siden 2003-reformen, mens undervisningstiden skrumper.

I velfærdsfagene beskriver Holten, hvordan bureaukratiet udhuler idealer, så man ender med at udfylde formularer i stedet for at skabe forandring.

Antropologen David Graeber er brutal i sin klarhed: millioner af "box tickers" og "taskmasters" udfører jobs, der i bund og grund er meningsløse.

Gør de nødvendige job attraktive

Hvis vi tog den indsigt alvorligt, kunne vi skære ned på akademisk pseudoarbejde og i stedet hæve lønnen og sænke arbejdstiden i de fag, vi faktisk mangler.

Her kunne Dybvads bog have været sprængfarlig: For hvis noget arbejde virkelig er mere samfundsbærende end andet, må vi også turde sige, at ikke alt arbejde er bevaringsværdigt.

Derfor nytter det heller ikke at gøre universitetet til skydeskive. Problemet er ikke de unges nysgerrighed, men den systematiske erhvervsrettelse af uddannelsessystemet.

Jeg håber at beskæftigelsesministeren undgår den arbejdesfetischisme, der præger hans forfatterskab.

Rasmus Mols
Kandidatstuderende, Idéhistorie, Aarhus Universitet

Engang søgte man ud fra dannelse; i dag er universitetet reduceret til et karriereværktøj, presset igennem af reformer som universitetsloven i 2003 og fremdriftsreformen i 2014.

Det er ikke de studerende, men selve logikken om uddannelse som arbejdsværdi, der har skabt skævheden og nødvendigheden for "opfundne stillinger".

Jeg håber, at den nykårede beskæftigelsesminister undgår den arbejdesfetischisme, der præger hans forfatterskab.

I stedet burde han tænke i konkrete reformer, der kan gøre velfærdsfagene mere attraktive. Norge har programmer, hvor efteruddannelse til lærere subsidieres direkte, og i Finland kan akademikere skifte spor ved at tilføje få moduler frem for at starte forfra.

I Danmark kunne vi udvide brobygningsprogrammer på professionshøjskolerne, så man lettere kan omskole sig til lærer eller pædagog. Og vigtigst: Vi kunne hæve lønnen og forbedre vilkårene for de omsorgsarbejdere, vi så desperat mangler.

På den måde kunne Dybvads tanker omsættes til reel forandring: Gøre de nødvendige job til de attraktive job.

Hvis den lutherske lydighed overfor fællesskabet spiller ind, kan vi måske ende et sted, hvor både Dybvads og Ærø Manifestets visioner mødes: Et samfund, der har diskuteret, hvad arbejde er nødvendigt for den sociale reproduktion, fordelt det bedre – og skabt en hverdag, hvor vi alle arbejder lidt mindre.

Og måske er det netop her, min egen akademikerskam finder sin plads.

Spørgsmålet er ikke bare, om jeg personligt burde have valgt læreruddannelsen frem for idéhistorien, men hvordan vi som samfund kan gentænke erhvervsrettelsen: Ikke for at tvinge unge ind i "nyttige" fag, men for at skabe en kollektiv løsning, hvor arbejdet fordeles klogere.