SVM-regeringens start tyder på en tilbagevenden til anarkiet under VLAK

En af de primære grunde til, at SVM-regeringens start har virket noget fortumlet, er, at vi under S-regeringen havde vænnet os til at have en ekstremt handlekraftig regering, der havde styr på kommunikationen.

Allerede inden S-regeringen overtog regeringskontorerne i 2019, vidste de, hvad de ville med magten. Der var fra starten lagt en fire års politisk plan, hvor alle udspil var timet og fordelt udover perioden for maksimal effekt. Ofte til oppositionens store frustration, da forhandlinger igen og igen måtte vente på, at det blev ministeriets tur i den store plan. Alt sammen effektivt styret og koordineret af statsministeriets daværende stabschef, Martin Rossen.

Selvom den politiske plan kom på hold under corona, kom der her i stedet fokus på S-regeringens evne til at træffe hurtige – og i perioder nok også for hurtige – beslutninger. Vanskelige beslutninger skulle ikke, som vi havde vænnet os til under VLAK, diskuteres i en uendelighed med masser af lækager og offentlige skænderier undervejs.

Kontrasten fra den rene S-regering til SVM-regeringen er allerede her halvanden måned inde i perioden tydelig. Tag for eksempel starten af denne uge, hvor regeringen valgte at lancere sin store inflationshjælpepakke samme dag, som stats-, forsvars- og udenrigsministeren var i Ukraine for at møde Ukraines præsident Zelenskyj. Et besøg der totalt druknede hjælpepakken, der ellers i regeringsgrundlaget er et prioriteret område.

Kontrasten fra den rene S-regering til SVM-regeringen er allerede her halvanden måned inde i perioden tydelig

Et andet eksempel er kommunikationen om baggrunden for afskaffelsen af Store Bededag. Her har forklaringen den første måneds tid varieret frem og tilbage afhængigt af, hvilken minister der skulle udlægge baggrunden, og i hvor høj grad det var koblet til forsvarsforliget. Sagen var fra starten vanskelig, men regeringens manglende evne til at holde den samme linje har kun gjort tingene vanskeligere.

Under S-regeringen var interne lækager fra regeringens centrale udvalg stort set ikke eksisterende. Under VLAK skulle man ikke ringe længe rundt for at få tilsendt papirer fra både koordinations- og økonomiudvalget. Især når det handlede om papirer, som kunne give læseren det indtryk at det parti, det kom fra, havde vundet en sejr.

Om det er fordi, man frygter en tilbagevenden til ’lækage-festen’ under VLAK er uklart, men statsministeren har i hvert fald allerede nu understreget overfor de særlige rådgivere, at det er øjeblikkelig fyringsgrund, hvis de bliver taget i at lække papirer fra de centrale udvalg. Om truslen er nok til at holde låget på, må tiden vise.

De gange i S-regeringens periode, hvor man kunne læse anonyme interne kilder i regeringen eller folketingsgruppen fortælle om uenigheder i regeringen, kunne tælles på én hånd. Kontrasten til VLAK var derfor også betydelig. Alle de store diskussioner i VLAK blev fyldigt dækket i pressen med masser af interne kilder, hvoraf mange endda gik til citat, når det var tale om kritik fra folketingsgrupperne.

Allerede nu kan man hos SVM-regeringen se tendenser til, at pressen vil få noget lettere ved at blotlægge de interne uenigheder i denne regering end i den foregående. I onsdagens Berlingske kunne man således læse en interessant optaktsanalyse til det regeringsseminar på Kollekolle, som regeringen var på torsdag og fredag.

Allerede nu kan man hos SVM-regeringen se tendenser til, at pressen vil få noget lettere ved at blotlægge de interne uenigheder i denne regering end i den foregående

I analysen blev det blotlagt, på baggrund af en række interne regeringskilder, hvordan de forskellige partier i regeringen ser på situationen netop nu, og at der en grundlæggende uenighed i forhold til, hvor mange tæsk man kan holde til at få her i regeringens start.

Her er der to analyser. Der er dem, der mener, at man skal sørge for at få de upopulære forslag hurtigt af vejen for derefter at have god tid til at bygge et mere positivt forhold til vælgerne inden næste valg. Omvendt peger den anden analyse i regeringen i retning af, at dette kan være farligt, hvis man skeler til SRSF-regeringens skæbne. Den regering blev meget hurtigt så upopulær på grund af beskyldninger om løftebrud, at det klæbede til regeringen i næsten fire år.

Endelig kan man i analysen læse, hvordan man i Socialdemokratiet ser frem til, at andre partier tager over som ”boksepude” i Store Bededags-sagen, og at der en vis lettelse over, at den næste der står for skud, er Christina Egelund fra Moderaterne, som skal i gang med at fjerne det sjette SU-år på de længerevarende uddannelser og barbere en række kandidatuddannelser på universiteterne ned fra to til et år.

Det er ikke første gang i politik, at nogen i en svær tid varmer sig på, at andre snart kommer i vanskeligheder. Dog ikke specielt kollegialt.

Det er stadig for tidligt at konkludere, at denne regering bliver lige så dysfunktionel som VLAK- og Thorning-regeringen. Det, at få partier, som indtil for tre måneder siden så hinanden som hovedfjender, til nu at arbejde sammen og ikke mindst stole på hinanden, er en betydelig opgave.

Det er desuden først nu, at regeringens mange politiske udspil – udover afskaffelsen af Store Bededag, som har fyldt alt indtil nu – begynder at komme udover rampen. Kontrasten til de stramt styrede dage under S-regeringen er dog betydelige, og hvis ikke regeringen får bedre greb om tingene, risikerer man som VLAK og SRSF at blive sin egen værste fjende.