Debat

Troels Lund gør status: Året der gik på beskæftigelsesområdet

DEBAT: Det går godt på arbejdsmarkedet, men der er stadig meget, vi kan gøre bedre. Vi skal hjælpe endnu flere ud i arbejde, sikre at virksomhederne får den fornødne arbejdskraft og forbedre arbejdsmiljøet, skriver Troels Lund Poulsen, der ser tilbage på 2017.

Vi har historisk mange i arbejde, ledigheden er lav, og antallet af borgere på kontanthjælp falder måned for måned. De gode tider skal vi udnytte til at få flere i job, skriver Troels Lund Poulsen. 
Vi har historisk mange i arbejde, ledigheden er lav, og antallet af borgere på kontanthjælp falder måned for måned. De gode tider skal vi udnytte til at få flere i job, skriver Troels Lund Poulsen. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Kristian Tolbøll
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Troels Lund Poulsen (V)
Beskæftigelsesminister

Det går godt på arbejdsmarkedet. Vi har historisk mange i arbejde, ledigheden er lav, og antallet af borgere på kontanthjælp falder måned for måned. De gode tider skal vi udnytte til at få flere i job. Derfor har vi også sendt en kvart milliard kroner med projektet ”Flere skal med”, som skal hjælpe dem, der har været længere end fem år i kontanthjælpssystemet, tættere på arbejdsmarkedet.

Men som Steen Nielsen fra DI skrev i sit debatindlæg til Altinget 4. december, giver medvinden nye udfordringer. Der er rift om hænderne i flere brancher, og det er noget, som regeringen tager alvorligt. Vi skal både have fokus på ledige og seniorer, men vi skal også sikre os, at vi fortsat kan hente den nødvendige arbejdskraft fra udlandet. Derfor skal vi ikke sætte yderligere barriere op, som S og DF har gjort ved at sætte beløbsgrænsen op. Vi har sammen med flertallet bag beskæftigelsesreformen øremærket 90 millioner kroner, der skal forebygge flaskehalse her og nu blandt andet så flere ufaglærte bliver faglærte.

Investering i ledige betaler sig
Flere kommuner har haft stor succes med at få flere ind på arbejdsmarkedet ved at investere i beskæftigelsesområdet. For det hjælper ikke kun den ledige til en bedre hverdag med et job at stå op til. Det luner også i kommunekassen. De fortæller, at for hver en krone brugt kommer der to igen i form af nye skatteindtægter og færre udgifter til offentlig forsørgelse. Så jeg vil opfordre landets øvrige kommuner til at komme i gang. For at udbrede budskabet tager jeg i den kommende tid en tur rundt til flere af de nye borgmestre og beskæftigelsesudvalgsformænd for at fremme indsatsen på området. Alle bliver vindere på denne indsats.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Mere frihed – mindre bureaukrati
Vi må også erkende, at der i dag er for meget bureaukrati, som gør det unødigt svært at hjælpe folk ind på arbejdsmarkedet. Det er en regeljungle for sagsbehandlerne. For meget tid bliver brugt på bureaukrati og administration. Med afsæt i gode indspark fra KL, borgere, organisationer og virksomheder er vi netop kommet med et ambitiøst udspil til en forenkling af loven om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Jeg er ikke den første, der forsøger at forenkle reglerne, men jeg håber, at vi med dette ambitiøse udspil kan få opbakning fra en bred kreds af partier i Folketinget. Med aftalen vil kommunerne også få mere frihed, men der følger et ansvar med, så vi ikke glemmer de svageste. Forenklingen frigør en halv milliard kroner årligt, hvor halvdelen prioriteres i kommunerne og den anden halvdel bredt i den offentlige sektor.

Hvis vi skal fortsætte væksten og ikke blive hægtet af i en stadig mere globaliseret verden, skal vi uddanne os hele tiden.

Troels Lund Poulsen
Beskæftigelsesminister (V)

For at få flere i arbejde er det vores erfaring, at virksomhedsrettede forløb er mest effektive. Men der er ingen tvivl om, at vi også skal have øje for opkvalificering og efteruddannelse for at være rustet til fremtidens arbejdsmarked. Vi tog et kæmpe skridt med efterårets trepartsaftale til 2,5 milliarder kroner.

Det går den rigtige vej
Det er et fælles ansvar for arbejdsmarkedets parter, at vi i Danmark hele tiden har de fornødne kompetencer. Hvis vi skal fortsætte væksten og ikke blive hægtet af i en stadig mere globaliseret verden, skal vi uddanne os hele tiden.

For at blive klar til fremtiden så har regeringen også oprettet Disruptionrådet. Vi skal sikre os, at vi i Danmark er på forkant med udviklingen og griber de muligheder, som opstår, når arbejdsmarkedet ændrer sig. Hvis vi gør det godt, kan de nye teknologiske muligheder blive en fordel for Danmark, fordi automatiseringen gør det billigere at producere i Danmark.

Så det går godt, men vi har stadig meget arbejde at tage fat på. Vi skal hjælpe endnu flere ud på arbejdsmarkedet, sikre at virksomhederne får den fornødne arbejdskraft, og samtidig skal arbejdsmiljøet forbedres. Jeg glæder mig til at trække arbejdshandskerne på igen i det nye år.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

0:000:00