Uddannelse og arbejde skal gå hånd i hånd

Af Anna Mee Allerslev (R)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København

Universiteterne må i de kommende år tage deres del af kampen for at bekæmpe ledigheden ved at gøre de studerende mere arbejdsmarkedsparate. Ellers svigter vi de studerende. 

Et år efter deres sidste eksamen har fire ud af ti dimittender i København stadig ikke fået foden inden for på en arbejdsplads. Det er et kæmpe spild af ressourcer, som vi skal have gjort op med. Det kræver en sej og langstrakt indsats af alle, hvis vi skal lykkes med at få vores mange dygtige dimittender ud og bruge dem selv, og det de har lært. Til gavn for den enkelte og for samfundet.

Kommunerne har et hovedansvar
Nogle gange får man det indtryk i medierne, at det blot er nogle enkle greb, som kan løse vores arbejdsmarkedsproblemer. Og ofte peger kritikere på kommunerne og jobcentrene, som må ind i kampen og løse problemerne ved at afbureaukratisere, gå tilbage til gamle dyder om klassisk arbejdsformidling osv. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ser mere nuanceret på tingene. 

Det er rigtigt, at vi i kommunerne har et hovedansvar. Selvfølgelig har vi det. Og vi kan og skal blive bedre til at skabe en mere effektiv beskæftigelsesindsats, hvilket der bliver endnu bedre mulighed for, hvis Carsten Kochs anbefalinger bliver til virkelighed. 

Men hvor meget jeg end gerne ville påtage mig ansvaret, så kan vi ikke nøjes med at diskutere den kommunale beskæftigelsesindsats, hvis vi skal nedbringe køen af ledige dimittender. Her er brug for en bredere debat, og at flere aktører tager ansvar.

Universiteterne skal tænke mere arbejdsmarked
Her tænker jeg på universiteterne, som hvert år udklækker tusindvis af kandidater fra hovedstadens mange uddannelser. Desværre udklækkes alt for mange til arbejdsløshed. Det skal vi gøre noget ved. Jeg ved, at flere universiteter er i gang, men situationen er som sagt alvorlig, så der er brug for en markant indsats.

For nylig udgav Akkrediteringsinstitutionen en rapport, der dømte flere studier til ikke at være tilstrækkelig jobrelevante. Siden da er det livligt blevet debatteret, om vores videregående uddannelser er gode nok til at uddanne de studerende til arbejdsmarkedet. Nogle maler fanden på væggen, mens andre stadig sætter spørgsmål ved, om det overhovedet er universiteternes opgave.

Ingen tvivl om, at det er en vigtig og sund debat. Svaret ligger nok et sted i midten. Vores universiteter skal utvivlsomt give de studerende akademiske færdigheder og almene analyseredskaber. Men deres opgave er i lige så høj grad at udklække dimittender, der har kompetencerne til at skabe værdi på arbejdsmarkedet. Vi skal have gjort op med den kultur, hvor det at udstyre kandidaterne med konkrete arbejdsmarkedskompetencer anses for at være mindre prestigefyldt.

Vi skal have gjort op med den kultur, hvor det at udstyre kandidaterne med konkrete arbejdsmarkedskompetencer anses for at være mindre prestigefyldt.

Anna Mee Allerslev
Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København

Fokus på små og mellemstore virksomheder
Og hvad er det så for et arbejdsmarked, der venter kandidaterne? Det er ikke nødvendigvis det samme som for 20 år siden. Selvom staten og kommunerne stadig er en stor aftager af kandidaterne, kan disse institutioner langt fra absorbere alle de nye kandidater. Faktisk viser undersøgelser, at ledigheden for akademikere vil stige, hvis ikke den private sektor opretter mindst 9.000 akademiske job hvert år indtil 2020.

Vi ved, at akademikerne kan bruges i de private virksomheders ’virkelige verden’. Undersøgelser viser, at her kan akademikere skabe vækst i specielt små og mellemstore virksomheder. I gennemsnit bidrager de med en produktivitetsforøgelse, der svarer til to andre ansættelser. Med den rette indsats kan de ledige akademikere derfor blive en vækstgenerator i Danmark. Problemet i dag er, at dette sker alt for lidt.

Den virkelige verden mangler
Hvis akademikerne for alvor skal tjekke ind i laget af små og mellemstore virksomheder, kræver det, at kandidaterne er klædt på til at ”levere varen”, for eksempel i et håndværks- eller et malerfirma. Disse virksomheder vil gerne have realiseret potentialer og har brug for kandidater, som kan knokle og løfte helt konkrete logistik-, markedsførings- eller analyseopgaver.

Når jeg taler med folk fra erhvervslivet og arbejdsgivere fra det offentlige, er den generelle besked, at de modtager intelligente, selvstændige og dygtige kandidater fra universiteterne. Men samtidig påpeger de også, at de skal bruge lang tid på at oplære dem i basale arbejdsmarkedskompetencer.

Sådan forholder det sig også i andre lande – eksempelvis i England og USA – men her har de også et helt andet uddannelsessystem. Her studerer de studerende typisk meget kortere, end vi gør i Danmark, hvor de studerende kvit og frit tager en kandidatuddannelse, der generelt er normeret til fem år, nogle gange endda 5,5 år.

Ingen kan selvfølgelig spå præcist om, hvor fremtidens arbejdspladser er. Men vi kommer ikke uden om, at bedre og mere dialog med virksomhederne om deres behov er essentielt. Det betyder ikke, at universiteterne ikke fortsat skal uddanne bredt og mangfoldigt, men vi er nødt til at nedbryde siloerne og invitere virksomhederne og deres ”verden” indenfor. Meritgivende praktik både hjemme og i udlandet, eksterne undervisere og opgaver på og for offentlige og private virksomheder er bare nogle af de redskaber, som allerede bruges med gode resultater. Desværre ikke alle steder. Det skal vi have ændret.