Om  
Mathias U. Vinholt

Ung elektriker er vinder af Årets Danske Tale 

Mathias Vinholt vinder prisen for Årets Danske Tale 2022 for en demonstrationstale, han holdt i forbindelse med lærlingeoprøret i foråret 2022. 

Mathias Vinholt vinder med begrundelsen om, at "talen er personlig og indigneret, men får almen værdi gennem sin virkningshistorie". 
Mathias Vinholt vinder med begrundelsen om, at "talen er personlig og indigneret, men får almen værdi gennem sin virkningshistorie". Foto: Henrik Bjerregrav
Mette Grube Condrup

Årets Danske Tale er udpeget. Og vinderen er elektriker og formand for Dansk El-Forbund Ungdom Mathias Vinholt, der modtager prisen for sin politiske opsang, som han gav under lærlingeoprøret. 

Det skriver Danske Taler i en pressemeddelelse.

”Derfor er der brug for et lærlingeoprør! Et lærlingeoprør og et lærlingeopråb! (…) Ikke
kun fordi vi er trætte af at blive behandlet som andenrangsuddannelser i et land, der
bryster sig af at have viden som sit vigtigste råstof og ikke kun for vores egen skyld.”

Sådan sagde Mathias Vinholt i demonstrationstalen til landets politikere i forbindelse med oprøret. Læs hele talen her.

Lærlingeoprøret opstod i en protest mod dårlige forhold på erhvervsskolerne. De studerende ville sætte fokus på mangel på lærerpladser, mange års underprioritering samt dårligt og slidt værktøj. 

Inspiration for andre som ham selv

Mathias Vinholt er stolt og overrasket over prisen. Han har ikke modtaget taletræning, men han har tidligere holdt oplæg for ungdomsforeninger. Han fremhæver, at det vigtigste er, at han kan inspirere andre som ham selv til at turde melde sig ind i debatten.

”Nogen bliver afskrækkede af at blande sig i debatten og tænker: ’Hvis jeg ikke er en ordtroldmand, er det bedre, at jeg holder min mund. Men de historier, som jeg har hørt fra mennesker uden taleuddannelse, er mindst lige så gode som dem, der har fået taletræning,” siger han i pressemeddelelsen.  

Juryen består af retorikere og taleskrivere. Kell Jarner Rasmussen fra fagjuryen begrunder valget af Mathias Vinholts tale med, at den er et stærkt vidnesbyrd om det den nedslidning af erhvervsskolerne, der ligger til grund for lærlingeoprøret i Danmark.

"Talen er personlig og indigneret, men får almen værdi gennem sin virkningshistorie – som stadig er i gang. Måske vil den blive husket som talen, der skabte større anerkendelse af håndens arbejde i Danmark,” siger han. 

Prisen for Årets Danske Tale uddeles til Rhetors årlige konference for taleskrivere, Logograf, der afholdes 16. november i Vartov i København. Ved samme lejlighed er det annonceret, at Dronning Margrethe vil modtage en ærespris for sine taler gennem tiden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mathias U. Vinholt

Faglig sekretær, Dansk El-Forbund
elektriker (TEC 2021)

0:000:00