Debat

V: En stor gruppe skal have et skub ud på arbejdsmarkedet

DEBAT: Der er naturligvis en gruppe mennesker, der har brug for hjælp, men der findes også en gruppe af mennesker på offentlig forsørgelse, som har brug for et skub ud i arbejde. Dem hjælper regeringen med jobreform I og II, skriver Carl Holst (V).

Foto: Linda Kastrup/Scanpix
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Carl Holst (V)

Social- og indenrigsordfører

”Det skal kunne betale sig at arbejde”. Det er et efterhånden velkendt Venstre-mantra, som blev gentaget både før, under og efter folketingsvalget i 2015. Og det er absolut kun rimeligt, at vi belønner dem, der hver dag passer deres arbejde og bidrager aktivt til samfundet – det modsatte scenarie ville være dybt urimeligt.

Urimeligt over for den enkelte og urimeligt over for det danske velfærdssamfund. Det er også baggrunden for, at regeringen har vedtaget JobReform I, som indebærer et nyt kontanthjælpsloft og en genindførelse af 225-timers-reglen.

Vi har helt grundlæggende et samfund, hvor dem, der kan bidrage, skal bidrage, mens dem, der ikke kan bidrage, skal støttes af det stærke fællesskab. Jeg er dog uenig i, at vi støtter dem, der er fanget i arbejdsløshed og af sociale problemer, ved at investere flere midler i beskæftigelsesindsatsen.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Frem for en diskussion om at investere flere midler ønsker jeg i langt højere grad en diskussion om at bruge midlerne rigtigt samt et større fokus på en helhedsorienteret indsats. Med en helhedsorienteret indsats kan vi nemlig både øge den enkeltes incitament til at arbejde, samtidig med at vi imødekommer mange af de sociale problemer.

Beskæftigelsesindsats kan ikke stå alene
For en styrket beskæftigelsesindsats kan ikke stå alene. Blandt andet derfor præsenterede regeringen før sommerferien ti nye mål for social mobilitet. Med de ti mål ønsker vi dels en styrket social indsats, så vi får færre hjemløse og flere personer med psykiske vanskeligheder eller sociale problemer i uddannelse og beskæftigelse. Dels en øget dialog mellem stat, region og kommune om, hvordan vi hjælper de socialt udsatte bedst muligt.

De partier og personer, der beskylder regeringen for ikke at have øje for socialt udsatte og arbejdsløse, burde nærlæse de forslag og udspil, der er blevet præsenteret i de forgangne år.

Carl Holst, social- og indenrigsordfører i Venstre

I JobReform II, som er en del af regeringens helhedsplan, er der tydelige sociale aftryk. Blandt andet foreslår regeringen et socialt frikort på 20.000 kroner om året i 2018-19 til hjemløse, hvilket vil give dem mulighed for at tjene et mindre skattefrit beløb.

Derudover foreslår vi en jobpræmie på op til 45.000 kr. over to år til langtidsledige, der kommer i arbejde. Begge elementer understreger, at regeringen er sit sociale ansvar bevidst og bevidst om gevinsten ved at få flere med i det arbejdende fællesskab.

For det gavner ikke alene samfundet, men også det enkelte menneske. Jeg er personligt af den overbevisning, at alle mennesker har det bedst med at stå op, gå på arbejde og interagere med andre mennesker frem for døgnet rundt at befinde sig inden for hjemmets fire vægge og isolere sig fra omverdenen.

Nærlæs Venstres udspil

Der vil naturligvis altid være en gruppe mennesker, der har brug for hjælp. Det underkender jeg ikke. Men der findes også en stor gruppe mennesker på offentlig forsørgelse, som har brug for et skub for at komme ud på arbejdsmarkedet.

Den store gruppe mennesker hjælper vi med JobReform I og II samt de ti sociale mål. Det handler ikke om at tage noget fra nogen, men om at hjælpe folk til en tilværelse med indhold.

De partier og personer, der beskylder regeringen for ikke at have øje for socialt udsatte og arbejdsløse, burde nærlæse de forslag og udspil, der er blevet præsenteret i de forgangne år. Regeringen tager i dén grad ansvar – også for de svageste.

Men vi er også realistiske. Vi er klar over, at der ikke findes nemme løsninger. En styrket indsats på social- og beskæftigelsesområdet kræver et langt sejt træk, og svaret er ikke bare at investere flere midler. Det handler tværtimod om en fokuseret og helhedsorienteret indsats, hvis vi vil løse problemet på den lange bane.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carl Holst

Director, Influenter, højskolelærer, bestyrelsesformand, Idrættens Analyseinstitut, Videncenter for Folkeoplysning, Play the Game, Center for Grundtvigforskning, bestyrelsesmedlem i DigiRehab
lærer (Haderslev Statsseminarium 1996)

0:000:00