Færøsk dekan: Stormagtsspil reducerer Arktis til et spørgsmål om geografi frem for mennesker

I den politiske retorik forbindes Arktis med klimaændringer, nye sejlruter, råstoffer, stormagtinteresser og militær oprustning. Men noget mangler.

Som i så mange andre lande kan man godt lide at se på trækfugle i det tidlige forår på Færøerne. I medierne er der ikke så sjældent billeder af de første tilbagevendte strandskader allerede i februar, for med strandskaderne er foråret på vej.

Når man lidt senere ud på foråret ser de første havterner, er sommeren på vej. Er man heldig, kan man også få øje på sjældne fugle, som har trukket mod Nordatlanten og forvildet sig ind på Færøerne.

Det er ændret lidt. For nu holder man også øje med ubåde. De kommer fra syd, nord, øst og vest og kan ses med det blotte øje fra land.

I medierne er der billeder af atomdrevne amerikanske ubåde, der ligger ude på reden uden for Tórshavn. De ligner kæmpestore pukkelhvaler.

Til sammenligning tager de danske og færøske inspektionsskibe sig ud som fiskekuttere eller små hvalfangerskibe fra en svunden tid. Det forløbne forår har der sommetider ligget russiske fartøjer inde ved havnen i Tórshavn og atomdrevne amerikanske ubåde ude på reden.

De ikoniske gamle bygninger yderst på næsset i Tórshavn, hvor det færøske landstyre holder til, ser pludselig ganske små og ubetydelige ud. Udsigten fra køkkenvinduerne i byen ligner noget fra Gullivers rejser.

Rigt kulturliv 

Krigen i Ukraine har føjet spænding til et allerede årelangt magtspil, og forundrede tórshavnske borgere føler sig hensat til – om ikke Gullivers rejser – så en film fra Den Kolde Krigs Berlin.

De geopolitiske spændinger i Nordatlanten og Arktis leder ikke overraskende til fokus på militær. Sideløbende er der de velkendte og nødvendige diskussioner om klimaændringer, nye sejlruter og adgang til råstoffer, hvilket også afspejles i den danske arktiske strategi, og for så vidt er det rimeligt nok.

Når det gælder Arktis, er det tilsyneladende kun geografien, som er interessant

Bergur Djurhuus Hansen
Lektor, Færøernes Universitet

I den politiske retorik og i medierne er det imidlertid som om, at man glemmer, at der bor mennesker og findes kunst og kultur i Arktis.

I videnskabelige sammenhænge anskues især naturvidenskab og politologi som relevante arktiske forskningsområder. Humaniora nævnes ikke. Det kan skyldes mange ting.

Men fra gamle rejseberetninger ved vi også, at det arktiske område i århundreder har været opfattet som øde og mennesketomt, storslået, sublimt, uden tegn på menneskelig aktivitet og kultur.

Vi kender det også fra litteraturen. Jules Verne beskrev Arktis som en ørken af is. Det er en historisk betinget diskurs, som stadig er overraskende stærk og tydelig.

Derfor er det vigtigt at minde om, at der findes et rigt kulturliv langt mod nord, og at der bor mennesker med egne traditioner og værdier i Arktis.    

Indgangen til det arktiske

Færøerne tilhører ikke det egentlige Arktis, men ligger snarere som en indgang til det arktiske. Det er en privilegeret og ikke helt risikofri udkigspost, og det mærkes på alle mulige måder i det offentlige liv, aktiviteter på land og til havs, i politik, forskning og så videre.