Her skal man kunne tælle til 16: Grønlandsk politik for dummies

GUIDE: Selvstyre, landsstyre og ikke længere hjemmestyre samt syv partier og evnen til at tælle til 16. Det er nogle af de vigtigste elementer i grønlandsk politik for begyndere.

Den 24. april går grønlænderne til valg. Her skal de vælge 31 medlemmer til landets parlament Inatsisartut, der på dansk kaldes Grønlands Landsting. Medlemmerne af Inatsisartut vælges for fire år, mens landsstyreformanden kan vælge at udskrive valg i utide. Det var netop, hvad den nuværende landsstyreformand Kim Kielsen valgte at gøre i starten af marts.

Grønlands selvstyre er den overordnede politiske styreordning. Dens virke er defineret af selvstyreloven fra 2009 og afløste Grønlands hjemmestyre, der blev indført i 1979. I selvstyret er Inatsisartut den folkevalgte lovgivende forsamling – svarende til det danske Folketing.

Grønland består af fem kommuner, men har siden 1998 været én stor kreds til valg til Inatsisartut.

Bred koalition
Inatsisartut udpeger Grønlands regering, Landsstyret, som på grønlandsk kaldes Naalakkersuisut, samt landsstyreformanden, Grønlands øverste politiske leder. En post, som Kim Kielsen fra Siumut har bestridt siden 2014. Landsstyreformanden udpeger en række medlemmer af Naalakkersuisut som en form for ministre. De skal formelt godkendes af Inatsisartut og har titel af naalakkersuisoq for eksempelvis finans, udenrigsanliggender eller fiskeri, fangst og landbrug. De leder en række departementer – svarende til de danske ministerier.

Det nuværende Naalakkersuisut under Kim Kielsens ledelse blev dannet i 2016 og har foruden Kim Kielsen otte naalakkersuisoq-medlemmer, der alle har flere ansvarsområder under sig. Der er tale om en bred koalition bestående af partierne Siumut, Inuit Ataqatigiit og Partii Naleraq.

I alt syv partier er opstillet til valget 24. april:

Siumut
Socialdemokratiets grønlandske søsterparti Siumut har i øjeblikket 11 medlemmer af Inatsisartut, og partiets formand Kim Kielsen er landsstyreformand og leder af Naalakkersuisut. Partiet har haft landsstyreformandsposten i 35 ud af 39 år siden Hjemmestyrets indførelse.

Siumut står stærkt i bygderne og ”udkantsgrønland”. Partiets vælgertilslutning er p.t. på niveau med valgresultatet i 2014, og Kim Kielsen dyster med Sara Olsvig fra Naalakkersuisut-partneren Inuit Ataqatigiit om at blive Grønlands næste landsstyreformand.

Siumut er ikke repræsenteret i det danske Folketing. Tidligere landsstyreformand Aleqa Hammond blev godt nok valgt til Folketinget for Siumut ved valget i 2015. Men hun valgte at forlade Siumut og blive løsgænger efter afsløringen af, at Aleqa Hammond havde brugt Folketingets penge til private formål. Det borgerlige flertal i Folketinget gjorde i 2017 Aleqa Hammond til formand for Grønlandsudvalget, mod at hun lovede ikke at ville stemme imod VLAK-regeringen. I den forbindelse udtalte skatteminister Karsten Lauritzen (V), at regeringen ”havde købt en grønlænder”.

Aleqa Hammond måtte gå af som landsstyreformand i 2014 efter ballade om privat brug af Landsstyrets penge. Ved dette valg vender hun tilbage til grønlandsk politik og er opstillet for det nye parti Nunatta Qitornai. Mere om det senere.

Inuit Ataqatigiit
SF's grønlandske søsterparti Inuit Ataqatigiit (IA) har i øjeblikket ligesom Siumut 11 medlemmer af Inatsisartut. Partiet henter hovedparten af sine stemmer i hovedstaden Nuuk.

IA's formand Sara Olsvig har tidligere været medlem af Folketinget og fik flest personlige stemmer ved valget til Inatsisartut i 2015.

Hvis IA formår at få flere stemmer end Siumut, så kan Sara Olsvig gå hen og blive landsstyreformand. Men blandt andet fremkomsten af to nye partier kan åbne op for flere forskellige koalitionsmuligheder efter valget. I grønlandsk politik handler det ikke om at kunne tælle til 90, men kun til 16. IA's Kuupik Kleist var landsstyreformand fra 2009 til 2013.

Aaja Chemnitz Larsen repræsenterer Inuit Ataqatigiit i det danske folketing. 

Atassut
Mens Venstre har regeringsmagten i Danmark, så ønsker det grønlandske søsterparti Atassut slet ikke at indtræde i en regeringskoalition efter valget 24. april. Det fastslog partiets formand, da valget blev udskrevet. Partiet var ellers en del af Landsstyret sammen med socialdemokratiske Siumut og Demokraterne frem til efteråret 2016.

I første omgang handler det nemlig for Atassut om overhovedet at blive repræsenteret i Inatsisartut igen. I løbet af den indeværende valgperiode hoppede to af partiets medlemmer af Inatsisartut – inklusiv den daværende partiformand – til andre partier, hvilket betød, at partiet pludselig ikke havde plads i parlamentet. 

Demokraterne
Det socialliberale parti Demokraterne kan gå hen og blive tungen på vægtskålen, når der skal dannes et nyt Landsstyre efter valget. Mens Siumut og IA er de to store partier, der får omtrent lige mange mandater, så fik Demokraterne ved det seneste valg flest mandater blandt de små partier. Partiets 3-4 mandater kan derfor få afgørende indflydelse på, hvem der kan samle de nødvendige 16 medlemmer bag sig.

Demokraterne var en del af landsstyrekoalitionen med Siumut og Atassut fra 2014 til efteråret 2016.

Ved folketingsvalg har Demokraterne tidligere haft en samarbejdsaftale med Det Konservative Folkeparti. Siden 2007 har partiet samarbejdet med Radikale Venstre.

Partii Naleraq
Den tidligere landsstyreformand og formand for Siumut, Hans Enoksen, står i spidsen for det lille parti, der blev stiftet i 2014. Enoksen har tidligere erklæret, at Grønland bør blive selvstændigt allerede i 2021. Sidenhen har partiet og Enoksen trukket lidt i land, men Partii Naleraq er fortsat det parti, der vil have selvstændighed hurtigst.

Nunatta Qitornai
Et andet tidligere Siumut-medlem, Vittus Qujaukitsoq, står bag det nye parti Nunatta Qitornai. Vittus Qujaukitsoq var landsstyremedlem for blandt andet udenrigsanliggender i Kim Kielsens landsstyre frem til sommeren 2017. Efter at være raget uklar med Kim Kielsen omkring Landsstyrets tilgang til oprydningen efter de amerikanske baser fra Den Kolde Krig, valgte Qujaukitsoq at komme en fyring i forkøbet ved selv at gå af. Herefter stillede Qujaukitsoq op mod Kim Kielsen til valget som formand for Siumut. Efter et stort nederlag valgte Qujaukitsoq at forlade partiet og stiftede i efteråret Nunatta Qitornai.

Partiet ønsker grønlandsk selvstændighed og ønsker at Inatsisartut i den kommende valgperiode skal vedtage en køreplan for selvstændighedsprocessen. Desuden har Nunatta Qitornai og Vittus Qujaukitsoq en meget hård tone over for Danmark. I sin tid som naalakkersuisoq for udenrigsanliggender meldte Vittus Qujaukitsoq Danmark til FN for ikke at gøre nok for at rydde op på de tidligere amerikanske baser i Grønland. Kim Kielsen og resten af Naalakkersuisit var ikke orienteret om klagen til FN.

Kort før påske kunne Nunatta Qitornai præsentere den tidligere Siumut-formand og landsstyreformand samt nuværende folketingsmedlem Aleqa Hammond som en af partiets kandidater. På trods af sagerne om brugen af offentlige midler til privat forbrug, var Aleqa Hammond en stemmesluger ved det seneste folketingsvalg i 2015. Hendes kandidatur kan derfor trække partiet ind i Inatsisartut med flere mandater. Dermed kan partiet gå hen og få en central rolle, når der skal dannes et nyt landsstyre. 

Samarbejdspartiet
Samarbejdspartiet er grønlandsk politisk nyeste og mindste parti. Som det eneste parti vil Samarbejdspartiet – som navnet antyder – bevare rigsfællesskabet i sin nuværende form. Partiet meldte i sidste uge ud, at det nuværende bloktilskud til Grønland på omkring fire milliarder kroner bør fordobles.

I spidsen for Samarbejdspartiet står det tidligere medlem af Demokraterne, Michael Rosing, der modsat de andre partiers spidskandidater ikke taler grønlandsk. Partiet står umiddelbart ikke til at komme ind i Inatsisartut ved valget 24. april.

Forrige artikel ”Brug for tidsplan for grønlandsk løsrivelse” ”Brug for tidsplan for grønlandsk løsrivelse” Næste artikel Til kaffe på Kongerigets forpost Til kaffe på Kongerigets forpost
Martin Breum: USA's fokus på Grønland vil fortsætte efter Trump

Martin Breum: USA's fokus på Grønland vil fortsætte efter Trump

ANALYSE: Præsident Donald Trump og udenrigsminister Michael Pompeo har drevet det amerikanske kursskifte i Arktis og gjort øget amerikansk tilstedeværelse i Grønland uundgåelig. Men der er ingen grund til at tro, at USA under Joe Biden vil skrue uret tilbage.