Debattører: Grønlænderne i Danmark drukner i debat om geopolitik

Men mens kortet over Arktis får al opmærksomheden, glider det grønlandske mindretal i Danmark ud af synsfeltet. Ikke som geopolitisk størrelse, men som mennesker – borgere med rettigheder, børn i plejefamilier, unge i uddannelse, ældre med behov for sundhed og social støtte.

Hvad vil det sige at være grønlænder i Danmark anno 2025 – og hvem har ansvaret for, at man ikke forsvinder i mellemrummet mellem stater, systemer og symbolpolitik? 

Ligebehandling og lige rettigheder 

De seneste år har Arktis været genstand for en renæssance i sikkerhedspolitikken.

Allerede i 2019 åbnede USA igen et konsulat i Nuuk, og med Trumps genkomst som politisk faktor har amerikansk interesse fået endnu et lag: afskærmning mod Kina og Rusland, energi, sjældne jordarter, rum- og overvågningsteknologi. Debatten fylder – med rette.

Men når geopolitik bliver hele fortællingen, reduceres Grønland til territorium, og danskerne og grønlænderne til “partnere.”

Den virkelige lakmusprøve på et modent rigsfællesskab er ikke topmøder og baser, men ligebehandling og adgang til rettigheder for dem, der lever med rigsfællesskabet i kroppen – og i Danmark.  

Undskyldninger rækker ikke, hvis nutidens praksis fortsat producerer ulighed.

Janus T. Saito-Madsen og Nauja Lynge
Indehavere af Facebook-gruppen Rigsfællesskabet til Debat.

Det er ikke “offerfortællinger” – det er offentligt kendte tal og mønstre: Grønlandske borgere i Danmark oplever oftere hjemløshed, er overrepræsenterede i alkoholbehandling og rapporterer diskrimination i mødet med myndigheder.

Dertil kommer en kraftig overrepræsentation af grønlandske børn i anbringelser og sager, hvor kulturelt skæve test- og vurderingsredskaber har spillet ind.

Når et sprog for følelser og konflikter tolkes gennem en majoritetskultur, bliver forældrekompetence let fejlbedømt.

Nogle af de mest kritiserede redskaber er først afskaffet i 2025 – men skaden for de berørte familier er virkelig og vedvarende. 

Fortidens fejl må ikke gentages

Danmark har de seneste år med rette set kritisk på kolonihistorien: “Eksperimentet” med de 22 børn i 1951, Thule-flytningen i 1953 og senest den såkaldte spiralsag om ufrivillige præventionsindgreb.

Vi har fået udredninger og undskyldninger. Det er nødvendigt. Men undskyldninger rækker ikke, hvis nutidens praksis fortsat producerer ulighed.

Når staten kan sige undskyld for at have taget børn fra deres familier i 1951, må vi også sikre, at dagens grønlandske børn i Danmark ikke tabes i systemer, som ikke ser dem.

Når regeringsledere kan undskylde for fortidens indgreb i kvinders kroppe, må nutidens sundheds- og socialsystem levere aktiv, kultursensitiv ligebehandling – også i Danmark. 

Det er let at sige, at selvstyre og hjemmestyre ligger i Nuuk. Men grønlændere i Danmark møder danske myndigheder: kommuner, regioner, domstole, politi, skoler og jobcentre.

Det er Københavns ansvar – og Odenses, Aalborgs, Roskildes – at levere praksis, som tager højde for kultur, sprog og historisk bagage.

Fra FN’s eksperter har Danmark modtaget klare opfordringer til at styrke sammenhængskraften i rigsfællesskabet og sikre social inklusion – ikke kun i Nuuk og Tasiilaq, men også i Høje-Taastrup, Esbjerg og Brønshøj. 

Her er fem bud på konkrete gearskift.

Data, der ser mennesker 

Vi må kunne dokumentere, hvor og hvordan grønlændere møder barrierer i Danmark –uden at stigmatisere. En rettighedsbaseret tilgang til data (som Institut for Menneskerettigheder anbefaler) betyder frivillig, sikker registrering, der kan vise mønstre i sundhed, skole, anbringelser og beskæftigelse – så vi handler på viden frem for antagelser.

Kultursensitiv myndighedspraksis – nu 

Socialrådgivere, dommere, lærere og sundhedspersonale skal have systematisk efteruddannelse i arktisk/inuitsk kulturforståelse og sprogbarrierer.

Lige rettigheder kræver ofte ulig indsats.

Janus T. Saito-Madsen og Nauja Lynge
Indehavere af Facebook-gruppen Rigsfællesskabet til Debat.

Der bør etableres et landstækkende rådgivningskorps med grønlandsk sprog- og kulturkompetence, som kommuner kan trække på i svære sager – særligt i børnesager, hvor fejl har uoprettelige konsekvenser. 

Retssikkerhed i børnesager og anbringelser

Krav om, at børn – hvor det er muligt og forsvarligt – bevarer sprog og kultur, herunder kontakt til grønlandsktalende netværk. Ekstern second opinion i sager, hvor kulturtest eller misforståede normer tidligere har spillet en rolle. Og et serviceeftersyn af sagspraksis i udvalgte kommuner med høj andel grønlandske borgere. 

Lige adgang til velfærd og behandling 

Grønlændere i Danmark har retskrav – ikke særhensyn. Men lige rettigheder kræver ofte ulig indsats. Praktisk betyder det tolkeadgang, målrettede brobyggere og reelle veje ind i behandling og uddannelse.

Erfaringen viser, at uden aktiv indsats forsvinder mennesker i systemet – og vi gentager blot fortidens mønster i nutidig form. 

En stemme, der ikke taler gennem andre 

Som Institut for Menneskerettigheder har påpeget i rapporten Ligebehandling af grønlændere i Danmark, mangler der en uafhængig platform, hvor mindretallet selv taler – ikke som målgruppe, men som medaktør.

En organisation, ledet af grønlændere i Danmark, med mandat til at rådgive, dokumentere og deltage i udformningen af politik, der berører deres hverdag.

Det vil være et demokratisk skridt, som kan give reel medindflydelse og synlighed – og gøre op med årtiers tale om grønlændere uden at tale med dem.