Klimaforsker: Skrækscenarier forstyrrer debatten om klimaforandringerne i Arktis

Diskussioner om, at den arktiske natur skulle “hævne sig” på resten af verden får for meget plads i den offentlige debat. Det er ærgerligt, for tiden burde i stedet bruges på at sikre politisk handling, skriver klimaforsker og medlem af FN’s Klimapanel Thorsten Mauritsen. 

Placeholder image
Selv hvis man en gang ude i fremtiden helt udfaser fossile brændstoffer, så vil den globale opvarmning, man har forårsaget frem til da være en realitet i flere århundreder fremover, skriver Thorsten Mauritsen. Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg startede min forskerkarriere med at studere turbulens i overgangen mellem atmosfære og hav i Arktis – det man kalder grænselaget. Jeg arbejdede både med teori og i felt; noget som tog mig langt ind i den arktiske pakis med den svenske isbryder Oden.

Arktis er meteorologisk lidt af den omvendte verden: atmosfæren er nemlig som regel varmere end overfladen på grund af vinde sydfra i modsætning til lavere breddegrader, hvor solens opvarmning af overfladen gør, at den er varmere end luften lige ovenfor.

Temadebat

Arktis smelter med alarmerende hast - hvad gør vi nu?

Arktis sandsynligvis vil være “praktisk talt havisfri i september mindst en gang før 2050”. Sådan lyder en af de alarmerende hovedkonklusioner i den nye klimarapport, som FN’s Klimapanel, IPCC, præsenterede 10. august.

Hvad gør vi nu - og hvordan kan konkrete ændringer i den menneskelige adfærd være med til at sænke de galoperende temperaturstigninger og havisens hastige smelten?

De spørgsmål stiller Altinget Arktis i en ny temadebat, hvor en række eksperter og klimaaktører vil give deres bud på, hvordan klimaforandringerne i Arktis bedst håndteres, samt hvilke konkrete løsninger og initiativer verdens statsledere bør diskutere til det kommende FN-klimatopmøde COP26 i Glasgow i Skotland.

De spørgsmål stiller Altinget Arktis i en ny temadebat, hvor du kan læse indlæg fra blandt andre: 

  • Thorsten Mauritsen, klimaforsker og medlem af FN's Klimapanel (IPCC)
  • Eigil Kaas, professor i is, klima og geofysik ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet
  • Marit-Solveig Seidenkrantz, professor i geologi ved Aarhus Universitet
  • Niels Henrik Hooge, konsulent i miljøorganisationen Noah
  • Jens Hesselbjerg Christensen, medlem af FN's Klimapanel (IPCC) og professor ved Niels Bohr Insituttet på Københavns Universitet

Hvis du ønsker at deltage til debatten, kan du kontakte debatredaktør Martin Mauricio på mauricio@altinget.dk for at høre om mulighederne for at indsende et bidrag. 

Det kan lyde mærkeligt, men netop den fordeling af luftlagene fører til, at det er svært at lave vejrudsigter, og at de ofte ligger helt op mod 5-10 grader ved siden af virkeligheden. For den der lever i Arktis er uforudsigelighed en del af hverdagen.

Sidenhen har jeg beskæftiget mig mere med globale klimaforandringer, og med tiden er jeg begyndt at forstå, hvor stærkt det vi ser, der sker i Arktis, er koblet til den globale opvarmning. Det arktiske klima er nemlig helt afhængigt af den varme og fugtige luft sydfra, og når disse luftstrømme i gennemsnit bliver varmere og fugtigere på grund af stigende drivhusgasser, bliver det også varmere i Arktis.

Skrækscenarier forstyrrer debatten

Opvarmningen forstærkes (cirka en faktor to over den globale opvarmning) af forskellige feedback-mekanismer relateret til sne, is og de lave temperaturer, der hersker i Arktis. Denne arktiske forstærkning ser man tydeligt i såvel den historisk opmålte opvarmning som i aflejringer fra store, forhistoriske klimaforandringer.

Der er en del diskussion om, hvorvidt arktiske klimaforandringer kan stoppe Golfstrømmen, føre til mere ekstremt vejr i Europa og Nordamerika, eller at methanudslip fra smeltende permafrost kan få hele Jordens klima til at løbe løbsk. At den arktiske natur på en måde skulle “hævne sig” på resten af verden. Det er let at blive revet med af sådan nogle skrækscenarier.

Jeg kan selv synes, at det er lidt ærgerligt, at sådan nogle vilde idéer får så meget opmærksomhed i offentligheden.

Thorsten Mauritsen, klimaforsker

LÆS OGSÅ: Ny debat: Arktis smelter med alarmerende hast - hvad gør vi nu?

Her synes jeg, det er værd at skele lidt til, hvad den samlede forskerverden siger om det i den seneste rapport fra FN’s klimapanel. Her er det bedste bud, at disse ting ikke kommer til at ske, og man bedømmer beviserne som svage – eller til og med modstridige – selvom man ikke fuldstændig vil udelukke muligheden. Ikke endnu i hvert fald.

Jeg kan selv synes, at det er lidt ærgerligt, at sådan nogle vilde idéer får så meget opmærksomhed i offentligheden, når nu der er så meget andet, vi faktisk ved.

Vi kommer aldrig tilbage til det, der var engang

80-90 procent af den globale opvarmning, vi har set indtil nu, skyldes udvinding og forbrænding af fossile brændstoffer i form af kul, olie og gas, fremfor alt i industri, elværker og transportsektoren.

Af de drivhusgasser som udledes ved menneskelige aktiviteter står kuldioxid for broderparten, og den vil fuldstændig dominere i fremtiden. Det skyldes, at kuldioxid i modsætning til eksempelvis methan, der nedbrydes efter 10-12 år, akkumuleres i atmosfæren og kun langsomt tages op af blandt andet dybhavene.

Selv hvis man en gang ude i fremtiden helt udfaser fossile brændstoffer, så vil den globale opvarmning, man har forårsaget frem til da (og dermed også opvarmningen i Arktis), være en realitet i flere århundreder fremover. Man kan altså ikke komme tilbage til det, der var engang.

LÆS OGSÅ: Eksperter: Hastige temperaturstigninger i Arktis i fremtiden

Der er en stærk tendens til at lægge ansvaret for, at det skal ske over på individet. At vi hver og en skal mindske vores eget carbon footprint. Problemet er, at det ikke virker.

Thorsten Mauritsen, klimaforsker

Politikernes lod at handle

Jeg får ofte spørgsmålet om, hvad man kan gøre for at bremse klimaforandringerne. Helt krast så er det naturvidenskabelige svar, at man skal stoppe med fossile brændstoffer. Punktum. Lidt afhængigt af hvilket mål man har for den globale opvarmning – 2 grader eller måske 1,5 grader – så skal det gå hurtigt eller nærmest urimeligt hurtigt.

Men hvordan? Der er en stærk tendens til at lægge ansvaret for, at det skal ske over på individet. At vi hver og en skal mindske vores eget carbon footprint. Det kan synes til at være god idé, men problemet er, at det ikke virker.

For langt de fleste mennesker er det for abstrakt, og deres individuelle vilje og muligheder for at påvirke er alt for små. En del bliver også provokerede af idéen og modsætter sig i stedet – helt forståeligt. Samtidig er industrien, olieproducenter og transportsektoren stort set fritaget med henvisning til den internationale konkurrence.

Det er politikerens lod og mulighed at ændre spilleplanet, så det bliver for dyrt for alle at forurene og sikre, at det i stedet kan betale sig at gøre det rigtige. Men det kræver stort politisk mod.

Læs også


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser