Debat

Professor: Globale CO2-udledninger er nøglen til at bremse klimaforandringerne i Arktis

Klimaforandringerne slår hårdere igennem i Arktis, men vi finder ikke ét specifikt håndtag til at bremse den arktiske opvarmning. Men hvis vi nedbringer drivhusgasudslippet og bremser den globale opvarmning, vil Arktis følge trop med tredobbelt hast, skriver Peter L. Langen. 

Denne tætte forbindelse mellem den arktiske opvarmning og resten af kloden betyder, at det er noget nær umuligt at iværksætte tiltag, der specifikt skal bremse opvarmningen i Arktis, skriver Peter L. Langen.
Denne tætte forbindelse mellem den arktiske opvarmning og resten af kloden betyder, at det er noget nær umuligt at iværksætte tiltag, der specifikt skal bremse opvarmningen i Arktis, skriver Peter L. Langen.Foto: Peter Andrews/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Klimaforskningen har længe kigget til Arktis for tegn på et menneskeligt aftryk på forandringerne. Her sker de nemlig først og kraftigst ligesom med kanariefuglen i kulminen, der i tilfælde af giftige gasudslip falder ned fra pinden, før minearbejderne mærker det på egen krop.

Med de seneste udgaver af IPCC’s rapporter står det da også klart, at forandringerne i Arktis, såvel som i mange andre egne af kloden, har et klart og tydeligt menneskeligt aftryk. De drivhusgasser, vi har sluppet ud i atmosfæren, betyder, at havisen i Arktis skrumper, snedækket mindskes og Indlandsisen mister masse.

Temadebat

Arktis smelter med alarmerende hast - hvad gør vi nu?

Arktis sandsynligvis vil være “praktisk talt havisfri i september mindst en gang før 2050”. Sådan lyder en af de alarmerende hovedkonklusioner i den nye klimarapport, som FN’s Klimapanel, IPCC, præsenterede 10. august.

Hvad gør vi nu - og hvordan kan konkrete ændringer i den menneskelige adfærd være med til at sænke de galoperende temperaturstigninger og havisens hastige smelten?

De spørgsmål stiller Altinget Arktis i en ny temadebat, hvor en række eksperter og klimaaktører vil give deres bud på, hvordan klimaforandringerne i Arktis bedst håndteres, samt hvilke konkrete løsninger og initiativer verdens statsledere bør diskutere til det kommende FN-klimatopmøde COP26 i Glasgow i Skotland.

De spørgsmål stiller Altinget Arktis i en ny temadebat, hvor du kan læse indlæg fra blandt andre: 

  • Thorsten Mauritsen, klimaforsker og medlem af FN's Klimapanel (IPCC)
  • Eigil Kaas, professor i is, klima og geofysik ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet
  • Marit-Solveig Seidenkrantz, professor i geologi ved Aarhus Universitet
  • Niels Henrik Hooge, konsulent i miljøorganisationen Noah
  • Jens Hesselbjerg Christensen, medlem af FN's Klimapanel (IPCC) og professor ved Niels Bohr Insituttet på Københavns Universitet

Hvis du ønsker at deltage til debatten, kan du kontakte debatredaktør Martin Mauricio på [email protected] for at høre om mulighederne for at indsende et bidrag. 

Men hvorfor går det så hurtigt i Arktis?

Vanddampe fra Syd skaber arktisk drivhuseffekt

Mange har peget på særlige lokale feedback-mekanismer i Arktis, såsom is-albedo-effekter, hvor afsmeltning af is og sne fører til lavere refleksion af solens lys, større optag af solenergi og dermed forstærket opvarmning.

En anden faktor er den særlige lagdeling i den arktiske atmosfære, der tillader jord- og havoverfladen at varme kraftigt op, uden at det tydeligt mærkes i højere luftlag.

Det viser sig dog, at lige så vigtig er indflydelsen af opvarmning længere sydpå. Når det sner eller regner i Arktis, stammer vandet typisk fra lavere breddegrader, hvor det er fordampet ved havoverfladen og transporteret som vanddamp med luftstrømmene op til Arktis.

Her fortættes vandet, frigiver varmeenergi og falder som sne eller regn. I takt med at den globale temperatur stiger, stiger også denne transport af vanddamp til Arktis, og fortætningen frigiver således stadigt større mængder energi i den arktiske atmosfære.

Men ikke nok med det, for i det at vanddamp er en drivhusgas i sig selv, bidrager den forøgede transport af vanddamp til en stærkere arktisk drivhuseffekt. Efter dampen fortættes, bidrager den desuden til et øget skydække, der i den lange, mørke vinter har en yderligere opvarmende drivhuseffekt.

Den altoverskyggende og mest sejlivede påvirkning er og bliver CO2. Skruer vi ned for udledningerne, bremses den globale temperaturstigning, og Arktis følger trop.

Peter L. Langen
Professor og centerleder, Aarhus Universitet

Tredobbelt effekt opvarmer Arktis

Den forøgede transport af vanddamp ind i Arktis har altså en tredobbelt effekt, der meget effektivt forbinder Arktis med lavere breddegrader. På denne måde har en række studier vist, at mindst halvdelen af den arktiske opvarmning kun forekommer på grund af påvirkninger sydfra.

Det betyder, at klimaet – både i den geologiske fortid og i modellernes fremtidssimuleringer – forandrer sig på en måde, hvor Arktis opvarmes (eller afkøles) omtrent tre gange så kraftigt som resten af kloden.

Denne tætte forbindelse mellem den arktiske opvarmning og resten af kloden betyder, at det er noget nær umuligt at iværksætte tiltag, der specifikt skal bremse opvarmningen i Arktis. Det er en global indsats, der skal til. Den globale temperaturstigning skal tøjles, og vi kender godt det vigtigste håndtag: Skru ned for CO2-udledningerne.

Ganske vist påvirker vi også klimaet med metan, aerosol-partikler og andre kortlivede stoffer, men den altoverskyggende og mest sejlivede påvirkning er og bliver CO2. Skruer vi ned for udledningerne, bremses den globale temperaturstigning, og Arktis følger trop.

Skulle det oven i købet lykkes os ikke bare at bremse op, men ligefrem at skrue ned for temperaturen, ja, så vil Arktis følge trop med omtrent tredobbelt hast.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00