Lidegaard: Biden giver nye muligheder i Arktis, hvis riget står sammen

KOMMENTAR: Valget af Joe Biden åbner en ny spilleplade for Kongeriget i Arktis. Lad os nu stå sammen, Grønland, Færøerne og Danmark, om at udnytte den til vores fælles fordel, skriver Martin Lidegaard.

Valget af Biden som ny præsident i USA åbner en verden af muligheder på snart sagt alle områder – fra klima og nye handelsaftaler til en ny forståelse af NATO’s rolle i verden.

Det gælder også i Arktis. Joe Bidens administration vil helt sikkert have ligeså stor interesse i Grønland og Arktis, som Trump havde, men på en række områder kan vi håbe på, at Biden og USA vil kunne trækkes i en retning, som vil være i hele Rigsfællesskabets interesse.

Først og fremmest ved vi, at Trumps egentlige og inderste ønske var at købe Grønland. Jeg tror ikke, at det var en laptus eller en fiks idé. Amerikanerne har flere gange i historien ytret ønske om at købe Grønland, og Trump har i hele sit udenrigspolitiske virke haft et stærkt fokus på koblingen mellem kommercielle og sikkerhedspolitiske interesser.

Jeg er således ikke i tvivl om, at Trumps ønske om at købe Grønland i vidt omfang havde et kommercielt og økonomisk perspektiv, både i forhold til at holde Kina ude og USA inde i fremtidens udnyttelse af de store naturressourcer i hele Arktis.

Det er også denne logik, der har drevet USA’s seneste økonomiske hjælpepakke og løsningen af den gamle strid om servicering af Thulebasen samt etableringen af et amerikansk konsulat i Nuuk, der arbejder ihærdigt på at fremme bilaterale kommercielle relationer mellem Grønland og USA.

Der har været stunder, hvor mange danske politikere, herunder mig selv, har været i tvivl om, hvorvidt Trumps fremfærd var udtryk for amerikansk altruisme over for grønlænderne eller et direkte forsøg på at forskubbe magtbalancen i det gamle trekantsdrama mellem Grønland, Danmark og USA i en mærkbar amerikansk retning. Altruisme er som bekendt en sjælden foreteelse i udenrigspolitik. 

Det økonomiske potentiale og de amerikanske interesser vil en demokratisk præsident utvivlsomt også have blik for. Men traditionelt har det været det sikkerhedspolitiske perspektiv, der har fyldt mest hos demokraterne, herunder klimaet og den dybe skepsis overfor Rusland.

Faktisk har den skepsis nærmest været mere udtalt i det demokratiske parti de senere år end hos republikanerne. Og måske kan det bruges til at overbevise den nye amerikanske administration om, at det i det lange løb klart er i amerikanernes interesse at bevare den nuværende balance.

Her er USA ved sin tilstedeværelse i Thule med til at sikre alles sikkerhed i området og en gunstig udvikling af den grønlandske økonomi, men hvor selve det grønlandske samfunds udvikling sker på grønlændernes egne præmisser med småstaten Danmark som tætteste samarbejdspartner, og hvor Kongeriget derfor i fællesskab engagerer sig i at etablere et bedre beredskab og overvågning af området til både militære og civile formål.

Det vil for amerikanerne være den letteste og mest troværdige måde at få sendt et robust signal til russerne om, at deres oprustning i området ikke går upåagtet hen - uden at eskalere situationen unødigt eller presse russerne i armene på Kina - der for alle amerikanske politikere nu udgør den største hovedpine af alle, også større end Rusland.

En lakmusprøve, på om Biden og hans administration vil kunne se dette perspektiv, bliver det ønske om adgang til grønlandske og færøske havne, som den amerikanske admiral Burke luftede under sit besøg for få uger siden.

Ifølge generalen ønsker USA at kunne anvende sådanne havne til at sikre forsyning og tankning af amerikanske krigsskibe. Men hvad dækker det ønske over i praksis? Er der tale om, at USA lejlighedsvis og i en krisesituation vil kunne lægge krigsskibe til kaj og sikre dem forsyning? Eller er der tale om, at USA de facto ønsker at etablere en form for minibaser allerede nu med permanent amerikansk tilstedeværelse til at facilitere nye former for øvelser i nye områder?

Begge dele er brud på hidtidig praksis, men for Grønland, Færøerne og Danmark er der en verden til forskel på, hvad det egentlig er, amerikanerne forestiller sig. Både sikkerhedspolitisk, i signalet til Rusland og Kina, og i aftrykket på det grønlandske og færøske samfund.

Med Biden ved roret er der større sandsynlighed for, at Grønland, Færøerne og Danmark kan overbevise USA om, at det stadig er i amerikansk interesse, at det primært er kongeriget, der forestår den territoriale beskyttelse af os selv.

At vi hjertens gerne vil have et stærkere samarbejde med amerikanerne om at kunne sikre Grønlands og Færøernes forsvar i en krisesituation, og at vi selv er på vej med mere overvågning og beredskab. Men at vi omvendt ikke ønsker at provokere andre stormagter unødigt og ikke ønsker at opgive drømmen om lavspænding i Arktis. At Grønland og Færøerne selvfølgelig gerne vil styrke handlen med USA, men på egne præmisser.

Og at dette i sidste ende også er den bedste og billigste løsning for USA, fordi det ikke eskalerer situationen og giver Grønland, Færøerne og Danmark mulighed for sammen med vores vigtigste allierede – USA - at udvikle området i en bæredygtig retning i enhver forstand.

Er det drømmetænkning, at Biden vil være mere tilbøjelig til at tænke i disse baner? Måske. Men det er svært at forestille sig, at en ny præsident og en ny administration ikke skulle være mere lydhør end Trump.

Hvis, vel at mærke, Rigsfællesskabet er i stand til at tale med én stemme. Og det burde vi være her. For det er både freden og den bæredygtige økonomiske udvikling for alle tre folk i kongeriget, der er på spil.

----

Martin Lidegaard (født 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Niels Frid-Nielsen: Arven fra Danmarks alternative udenrigsminister i USA spøger stadig Niels Frid-Nielsen: Arven fra Danmarks alternative udenrigsminister i USA spøger stadig