Kommentar af 
Martin Lidegaard

Martin Lidegaard: Danmarks udenrigs­politiske topprioritet bør være Arktis

KOMMENTAR: Danske politikere har tilbøjelighed til at glemme rigsfællesskabet og Arktis i hverdagen. Det er en stor fejl, skriver Martin Lidegaard.

Danmarks indflydelse er begrænset i andre af verdens brændpunkter. Men rigsfællesskabet er en arktisk stormagt med afgørende geopolitisk indflydelse, skriver Martin Lidegaard.
Danmarks indflydelse er begrænset i andre af verdens brændpunkter. Men rigsfællesskabet er en arktisk stormagt med afgørende geopolitisk indflydelse, skriver Martin Lidegaard.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Arktis er kommet på verdens dagsorden – og dermed for alvor også på Danmarks.

Det er godt. Ligesom det er godt, at USA's præsident, Donald Trump, med sit købstilbud til grønlænderne har formået det, som ingen grønlandsk, færøsk eller dansk regering har formået i årtier: At bringe de tre dele af rigsfællesskabet tættere på hinanden.

For én ting står nu åbenlyst. Hvis ikke de tre småstater i kongeriget Danmark formår at finde fodslag, vil vores fælles muligheder for at påvirke egen udvikling være stort set lig nul.

Derfor burde alle politiske analyser af Arktis starte og slutte med dette enkle spørgsmål: Hvad kan og hvad skal forene de tre dele af rigsfællesskabet? Hvilken strategi kan vi blive enige om? Hvad er de vigtigste mål?

Fakta
Martin Lidegaard (født 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. 

Debatindlæg kan sendes til: [email protected].

Netop de spørgsmål sidder dygtige embedsmænd fra alle tre dele af kongeriget netop nu og forsøger af besvare ved udarbejdelsen af den næste arktiske strategi, der skal ligge færdig i dette år og dække de næste ti afgørende år. Men det er egentlig forbløffende så lidt, det stadig fylder i den offentlige debat.

Mens Danmarks indflydelse er mildt sagt begrænset i andre af verdens brændpunkter, hvor større stater gør sig naturligt gældende, er rigsfællesskabet tilsammen en arktisk stormagt med afgørende geopolitisk indflydelse.

Danmark skal til at forstå, at intet sted i verden kan vi gøre vores indflydelse mere gældende og dermed få størst indflydelse på hele verdens udvikling end netop i vores egen baghave.

Martin Lidegaard

Arktis burde derfor fylde langt, langt mere i den danske debat om fremtidens udenrigspolitik. Ja, faktisk burde udviklingen i Arktis måske være Danmarks vigtigste udenrigspolitiske prioritet.

For udviklingen i Arktis er ikke kun vigtig i sig selv. Den afspejler også de tre megatrends og grundlæggende dilemmaer, som bliver afgørende for menneskehedens evne til at håndtere sig selv og de store geopolitiske spørgsmål de næste ti år:

For det første: Vil etableringen af en ny multipolar verdensorden med nye stormagter som blandt andre Kina, Indien og Rusland føre til kaos eller netop til en ny international orden med fred og forpligtende regler, som alle følger og stærke institutioner kan håndhæve?

I Arktis står netop det spørgsmål sin store prøve i den proces, der skal lede til delingen af det enorme territorium, der omkranser Nordpolen, og som i dag er ingenmandsland.

Indtil nu følger alle de fem afgørende kyststater, herunder Rusland og USA, de aftalte spilleregler med afsæt i en FN-monitoreret videnskabelig proces. Det kunne danne skole for andre områder i verden.

For det andet: Vil verden endelig tage sine egne klimamål alvorligt og handle efter dem? I Arktis er effekten af den globale opvarmning flere gange større end ved ækvator. I Arktis smelter isen i rekordfart, hvilket er selve grunden til, at alle stormagter nu interesserer sig for fremtidens ressourcer og transportkorridorer i området.

Vil vi være i stand til at håndtere hele den nye tilgængelighed i Arktis på bæredygtig vis, både når det handler om klimaet, det sårbare miljø og respekten for de mennesker, der bebor området, og deres mulighed for velfærd? Arktis kan vise vejen for resten af verden – eller det modsatte.

For det tredje: Vil vi i det hele taget være i stand til at håndtere hele den ufattelige vækst, som hele verden står over for, på demokratisk, bæredygtig og værdig vis?

Alle steder i alle samfund vil vi se dramatiske forandringer som følge af den kendsgerning, at verdens BNP på bare én generation forventes fordoblet. Det vil udvikle nye teknologier, nye muligheder og nye udfordringer i et tempo, som vi aldrig har prøvet før.

Men intet sted vil forandringerne være mere dramatiske end netop Arktis, der før har været helt lukket land. Kan kongeriget vise en inkluderende og fredelig vej her, kan det få enorm symbolsk betydning for andre dele af kloden.

Læs også

Når man forsigtigt kan gøre sig håb om, at der faktisk er en mulighed for at besvare alle disse kritiske spørgsmål på positiv vis i Arktis, skyldes det to ting.

For det første kan ingen af de involverede stormagter leve med, at én af de andre får uindskrænket magt i området. Det efterlader et rum for handling til kongeriget, der er respekteret af alle de involverede stormagter, men samtidig også – med rette – opfattes som en relativt ufarlig småstat.

For det andet er netop ambitionen om en fredelig og bæredygtig udvikling i området præcis det, der i dag binder de tre dele af kongeriget sammen, og som der er endog meget bred politisk enighed om i alle tre dele af rigsfællesskabet.

Men skal det lykkes, kræver det, at alle dele af rigsfællesskabet samtidig vælger at prioritere fællesskabet og det internationale perspektiv med en styrke og en vilje, der skal være helt, helt anderledes manifest, end vi har set indtil nu. Det gælder ikke mindst Danmark.

Mens USA er ved at befæste et nyt konsulat med syv medarbejdere i Nuuk – ud over de mange tilknyttede på ambassaden i København – er det stadig ganske få medarbejdere i Udenrigsministeriet, der for alvor er afsat til opgaven.

Danmark skal til at forstå, at intet sted i verden kan vi gøre vores indflydelse mere gældende og dermed få størst indflydelse på hele verdens udvikling end netop i vores egen baghave.

Samtidig skal Grønland til at indrette sig efter – som i vidt omfang allerede er sket på Færøerne – at vejen til reel selvstændighed går gennem etablering af økonomisk selvstændighed, der kan skabe et stadigt mere lige og respektfyldt samarbejde med Danmark på egne grønlandske præmisser.

At etablere et økonomisk selvstændigt Grønland med landets ekstreme klima og umådelige afstande er en langt større opgave end på Færøerne, men muligheden er rykket tættere på med klimaforandringerne og den store interesse fra resten af verden.

Alt det skal Grønland udnytte, ikke mindst i forhold til at sikre et større engagement og et større marked i Europa (også for sælskind), og her er et stærkere samarbejde med Danmark oplagt. Og nødvendigt.

Dermed kan Arktis også vise sig at bane vejen for en eksemplarisk balance i det, der måske bliver vores fælles største barriere i udviklingen af en fredelig og bæredygtig verdensorden.

Nemlig balancen mellem en voksende nationalisme og et voksende behov for internationalt samarbejde. Vi kan vise verden, at man kan forene national glæde og nationale demokratier med et forpligtende samarbejde på tværs af grænser, som ikke står i vejen for mere reel selvstændighed, velfærd og bæredygtighed.

Tværtimod.

-----

Martin Lidegaard (født 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

0:000:00