Miljøorganisation: Danmark er fodslæbende, når det gælder grønlandsk EU-medlemskab

Og for det danske EU-formandskab indtager Grønland en særlig rolle. Diskussionen om dette emne er begyndt udenfor landets grænser og verserer i Grønland og Danmark, men er tilsyneladende ikke et tema for den danske regering. 

København er problemet 

I lyset af Grønlands strategiske beliggenhed og Trump-administrationens udmeldinger må man spørge sig selv, hvorfor Danmark, der selv er medlem af EU, ikke forholder sig proaktivt til muligheden for grønlandsk EU-medlemskab.

60 procent af de grønlandske vælgere ville stemme for EU-medlemskab, hvis der blev afholdt en folkeafstemning i morgen. 

I forvejen har Grønland et tæt forhold til EU. I 1973 blev Grønland medlem af det Europæiske Fællesskab sammen med Danmark, men efter at have opnået hjemmestyre forlod Grønland EU i 1985 for at blive et såkaldt EU-oversøisk land.

Hensigten var at genvinde kontrollen med fiskeressourcerne. Selvom Grønland ikke længere er en EU-medlemsstat, er grønlænderne stadigvæk EU-borgere, fordi de også er danske statsborgere. 

En del af den europæiske interesse for Grønland bygger på forestillinger uden hold i virkeligheden.

Niels Henrik Hooge og Palle Bendsen
Kontaktpersoner i Miljøbevægelsen Noah

Vejen til EU-medlemskab er derfor ikke lang: Udover at Grønland allerede opfylder de fleste kriterier for medlemskab, udgør EU langt den vigtigste samhandelspartner.

EU-medlemskab på vilkår, der respekterer Grønlands særlige situation – først og fremmest kontrol med fiskeriet - kunne bringe landet nærmere reel selvstændighed, fordi Grønland ville få et solidt økonomisk sikkerhedsnet og bevare sin status som velfærdsnation. 

Problemet ligger ikke i Nuuk eller Bruxelles, men i København: Skiftende danske regeringer har satset på en strategi, der dels tager sigte på at isolere Grønland indenfor rammerne af rigsfællesskabet og dels at nedbringe bloktilskuddet mest muligt ved at opmuntre råstofudvinding. 

Råstofudvinding gavner hverken Grønland eller EU 

Her er det et problem, at en del af den europæiske interesse for Grønland bygger på forestillinger uden hold i virkeligheden. Det hævdes ofte, at Arktis og Grønland spiller en nøglerolle i forbindelse med Europas forsyningssikkerhed for kritiske mineraler, herunder sjældne jordarter, der har betydning for den grønne omstilling.

Dette er imidlertid en myte: De findes over alt på kloden, og de geologiske forhold i Arktis er ikke anderledes end så mange andre steder. Det er ikke dem, der afgør, om nogle råstoffer er kritiske, men i stedet barrierer i relation til forarbejdning, teknologi, markedsforhold og økonomisk gevinst.  

Forskellen mellem den arktiske og de øvrige regioner består hovedsageligt i, at mineraludvinding i Arktis er dyrere, og det sårbare arktiske miljø kommer sig langsommere, om overhovedet, efter de negative miljøkonsekvenser af minedrift. 

Flaskehalsen for Europa er, at selvom der findes store mineralforekomster, ikke mindst i Finland, Sverige og Norge, må mineralerne eksporteres til Kina for at kunne indgå i de forsyningskæder, uden hvilke der ikke eksisterer nogen europæisk forsyningssikkerhed. 

Lignende misforståelser gør sig gældende i Grønland, hvor minedrift – særligt den uranminedrift, som nu er aflyst – har været anset for vejen til økonomisk uafhængighed og national selvbestemmelse.

Myten om, at råstofudvinding skulle gøre Grønland økonomisk selvunderstøttende, blev skudt i sænk for mere end ti år siden, hvor en rapport fra Københavns og Grønlands Universitet, 'Til gavn for Grønland', fastslog, at 24 samtidige storskalamineprojekter ville være nødvendige for at udfase og erstatte støtten fra Danmark. Et storskalaprojekt ville skulle udvikles og sættes i gang hvert andet år. 

Rapporten konkluderede også, at en råstofbaseret økonomi ikke er økonomisk bæredygtig. Når mineindustrien efter nogle år begynder at gå tilbage, befinder Grønland sig i den samme økonomiske situation som før, men med færre ressourcer.  

I betragtning af, at det tager 10-20 år at etablere nye miner, vil langt størstedelen af de kritiske råstoffer, der er brug for i fremtiden, komme fra kendte mineralforekomster og allerede eksisterende miner udenfor Arktis.  

I Grønland befinder der sig for tiden næsten 120 minelicensområder, der dækker en femtedel af de beboelige arealer. Ganske vist hævdes det, at Grønland ikke er til salg, men ved målrettede opkøb af minelicenser er det muligt at opnå kontrol med centrale dele af landet.

Beskyttelsen af Grønlands fysiske miljø, der dækker et areal halvt så stort som EU, kunne blive et fyrtårnsprojekt for Grønland, rigsfællesskabet og EU.

Niels Henrik Hooge og Palle Bendsen
Kontaktpersoner i Miljøbevægelsen Noah

I betragtning af, at det lille grønlandske Råstofdepartement ikke kan kontrollere de mange mineområder, endsige hvem der ejer dem, erkender myndighederne nu, at Grønland ikke har en fremtid som råstofnation, og kun et begrænset antal mineprojekter er ønskværdige. 

Grønland, rigsfællesskabet og EU som grønt fyrtårn 

En del af det ovenstående er nævnt i EU’s arktiske miljø- og bæredygtighedsstrategi, ifølge hvilken der ikke længere skal udvindes olie, kul og gas i de arktiske områder.

Desuden ligger det i strategien, at EU skal fremme inklusiv og bæredygtig udvikling til gavn for nuværende og fremtidige generationer, der tilgodeser oprindelige folks, kvinders og unges behov.  

Strategien er forenelig med et ønske om, at det danske EU-formandskab i samarbejde med EU udvikler en politik for Arktis, der sigter mod at frede så mange land- og havområder som muligt. EU-parlamentet har tidligere støttet ideen om et arktisk naturbeskyttelsesområde med Antarktis-traktaten som forbillede. Det samme har 141 miljøorganisationer, inklusive de største i Europa og verden. 

Beskyttelsen af Grønlands fysiske miljø, der dækker et areal halvt så stort som EU, kunne blive et fyrtårnsprojekt for Grønland, rigsfællesskabet og EU, der for alvor sætter miljøbeskyttelse på den globale dagsorden.

Ved et helt eller delvist fravalg af råstofudvinding ville den grønlandske befolkning skulle kompenseres økonomisk, men for EU udgør det et forsvindende lille beløb, for eksempel svarende til en fordobling af det eksisterende bloktilskud fra Danmark.

Samtidig kunne det blive vejen til reel selvstændighed for Grønland.