Miljøforkæmpere: Et langt spor af problemer følger med australsk minegigants entre i Grønland

DEBAT: Anklagepunkterne mod det australske mineselskab GML, der vil føre minedrift i Kvanefjeldet, er mange. Lyssky forbindelser, særbehandling blandt politikerne og generelt ufine metoder er nogle af dem, skriver miljøforkæmpere.

Af Erik Jensen, Palle Bendsen, Niels Henrik Hooge, Naasunnguaq Karen Lund, Hans Pedersen og Piitannguaq Tittussen
Se dokumentationsboksen

Med den nylige godkendelse af indholdet af VVM-rapporten for det gigantiske sydgrønlandske sjældne jordarts- og uranmineprojekt i Kvanefjeld (grønlandsk: Kuannersuit) nærmer afslutningen sig på en lang proces, der i enhver henseende kan beskrives som ekstraordinær.

Den version af VVM-rapporten, hvis indhold nu er godkendt af Miljøstyrelsen for Råstofområdet, men endnu ikke offentliggjort, er den femte i rækken. De fire tidligere er alle blevet afvist, fordi de ikke indeholdt tilstrækkelig dokumentation.

Godkendelsen betyder, at den offentlige del af høringsprocessen kan begynde når som helst, og mange forventer, at ejeren af mineprojektet, det australske mineselskab Greenland Minerals Limited (GML), vil kunne få en udnyttelsestilladelse i begyndelsen af det nye år.

Uanset hvad VVM-rapporten rummer, og i hvilket omfang den adresserer de sundheds- og miljøproblemer, der er forbundet med det største og potentielt set mest forurenende industriprojekt i Rigsfællesskabets historie, giver det mening at se nærmere på ejerkredsen, på hvilken måde ejerforholdene påvirker projektet, og hvordan godkendelsesprocessen hidtil er forløbet.

Spørgsmål om GML i Folketinget og Inatsisartut
Igennem mange år har GML været et emne for Australiens største og mest anerkendte aviser, hvor selskabet har været gransket i talrige artikler.

Her tales der om den formodede ejerkreds' forbindelser til organiseret kriminalitet og finansiering af aktiviteter i Afrika, der indgik som en del af en borgerkrigslignende konflikt.

De sjældne jordarter har global industristrategisk betydning, og uran har også militærstrategisk og sikkerhedspolitisk betydning. Derfor har mange undret sig over, at de grønlandske råstofmyndigheder og de danske forsvars- og udenrigsministerier ikke for længst er gået GML's ejerforhold efter i sømmene.

I Danmark og Grønland kom de for første gang i fokus i november 2013, da Inuit Ataqatigiits (IA) folketingsmedlem, Johan Lund Olsen, rejste spørgsmålet ved et lukket samråd i Det Udenrigspolitiske Nævn. Her stod det snart klart, at den danske regering ikke havde tænkt sig at undersøge GML nærmere.

Kort efter stillede forkvinden for IA, Sara Olsvig, lignende spørgsmål i det grønlandske landsting, Inatsisartut, hvor den daværende Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer, Jens-Erik Kierkegaard, svarede, at den grønlandske regering heller ikke ville gøre det. Siden er der intet yderligere kommet frem om, hvem der egentligt ejer GML.

GML overtrådte reglerne
I betragtning af, at disse begivenheder ligger syv år tilbage i tiden, er det relevant at spørge, om de negative forventninger, som mange – herunder forfatterne til dette debatindlæg – har haft til GML, i mellemtiden er blevet opfyldt? Svaret er desværre ja.

Således blev GML's direktør i september sidste år formelt irettesat af Grønlands statsminister og departementschefen for Departementet for Natur og Miljø for at have forsøgt at påvirke ministre og højtstående embedsmænd, der intet havde med VVM-vurderingen af Kvanefjeldet at gøre, med det formål at undergrave Miljøstyrelsens autoritet.

Desuden blev GML kritiseret for at have afgivet urigtige oplysninger og ikke overholdt påbud om at rette mangler ved tidligere rapportudkast om projektets virkninger for miljøet.

Afgørelsen er på linje med observationer gjort af det kendte internationale finansmagasin Forbes. Her påpeges det, at GML har været involveret i den proces, der førte til Trump-administrationens tilbud om at købe Grønland.

Den kinesiske vinkel
Det er ligeledes en kendsgerning, at GML i stigende grad er kommet under kinesisk indflydelse, om end det er uklart i hvilken grad.

Hvad der vides med sikkerhed er, at et kinesisk selskab, Shenghe Resources Holding Co. Ltd., i 2016 erhvervede 12,5 procent af GML.

I 2018 underskrev selskabet en hensigtserklæring om at overtage al produktion af sjældne jordarter fra Kvanefjeldsprojektet. Shenghe Resources er delvist ejet af den kinesiske stat. Det er stadig uvist, om selskabet har ret til at købe op til 60 procent af GML, såfremt mineprojektet realiseres.

Muligheden for forkøbsret er ikke offentliggjort af GML selv, men skulle fremgå af en børsmeddelelse fra det kinesiske selskab. Kinesisk ejerskab til mineprojektet vil forstærke Kinas verdensomspændende markedsmonopol på sjældne jordarter, der efter sigende i forvejen ligger på cirka 95 procent.

I januar 2019 indgik Shenghe Resources partnerskab med China National Nuclear Corporation (CNNC), hvad der betyder, at man også bliver i stand til at aftage uran og thorium fra det store mineprojekt.

CNNC var tidligere identisk med det kinesiske atomkraftministerium, som er ansvarlig for skabelsen af den første kinesiske brintbombe.

CNNC's ledelse udpeges af den kinesiske statsminister. Hermed kan Kvanefjeldsprojektet være på vej til at blive et officielt kinesisk statsprojekt. I forvejen indgår det i planerne for det kinesiske silkevejsprojekt.

Tætte forbindelser til politikere og embedsmænd
Det er heller ingen hemmelighed, at GML på mange områder har fået særbehandling fra dele af det politiske miljø.

Før ophævelsen af det såkaldte uranforbud, der specielt tog sigte på at lovliggøre Kvanefjeldsprojektet, varslede den dengang nyvalgte regeringsleder, Aleqa Hammond, at der skulle holdes en folkeafstemning i Sydgrønland om mineprojektet. Efter ophævelsen af forbuddet blev løftet taget af bordet.

Den tidligere regeringschef, Lars-Emil Johansen, var i perioden 2009 til 2011, hvor han også var medlem af Folketinget som repræsentant for Siumut, bestyrelsesformand i GML. Efter han fratrådte som bestyrelsesformand, fortsatte han i GML som konsulent for ledelsen og bestyrelsen.

Samtidigt arbejdede han også for et andet mineselskab, Arctic Venture, med to minerallicenser i Grønland, i øvrigt ejet af to selskaber i skattelyet Saint Vincent og Grenadinerne.

Selv stiftede han sammen med andre virksomheden Greenland Resources med to olielicenser i Grønland. Her blev den daværende direktør for GML, Rod McIllree, i 2009 udnævnt til næstformand.

Året efter blev der knyttet endnu et bånd til GML, da Rod McIllree blev udnævnt til næstformand i Greenland Resources' datterselskab East Greenland Oil, som ejede to olielicenser. Da uranforbuddet blev ophævet i 2013, bestred Lars-Emil Johansen posten som formand for Inatsisartut.

Embedsmænd krydser grænser
GML's forbindelser til dele af det politiske miljø synes ikke mindre gode, når det drejer sig om dele af embedsmandskorpset.

Det gælder ikke mindst til nogle af de centralt placerede embedsmænd i Råstofdepartementet, der af mange opfattes som en stat i staten.

I juli i år blev Jørgen Skov Nielsen, der anses for en af hovedarkitekterne bag Grønlands råstofsatsning, ansat som direktør i GML. Måneden forinden var han fratrådt som departementschef i Departementet for Erhverv og Arbejdsmarked – en stilling, han besad i ti år. Før den tid havde han som direktør for Råstofdirektoratet også haft råstofferne under sig.

Hans forgænger som direktør for Råstofdirektoratet, Hans Kristian Schønwandt, blev bestyrelsesformand for GML efter at have trukket sig tilbage fra sin direktørstilling.

Schønwandt, der er tidligere statsgeolog, leder af den malmgeologiske afdeling i De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, Geus, og medforfatter til den grønlandske råstoflov, blev ifølge selskabets årsberetning aflønnet med godt 200.000 australske dollars samt aktier i selskabet for en nominel værdi af 1,3 millioner dollars.

Samarbejde med danske forskningsinstitutioner
Efter vores opfattelse har GML's tætte forbindelser til politikere og embedsmænd i høj grad betydning for den måde, hvorpå man har markedsført Kvanefjeldsprojektet, først og fremmest overfor befolkningen i Sydgrønland.

Markedsføringen er blandt andet sket i samarbejde med danske forskningsinstitutioner, der har spillet en proaktiv rolle. For eksempel har geologer fra Geus og forskere fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet deltaget i tre foredragsturnéer i Sydgrønland for at informere befolkningen om Kvanefjeldsprojektet.

De oplysninger, der blev givet, skulle forestille at være neutrale, men miljøkonsekvenserne af uranudvinding blev systematisk nedtonet og ignoreret.

En del af tiden blev desuden brugt på at tilbagevise resultaterne af en hollandsk ekspertrapport om de negative virkninger af projektet, som Avataq, Noah og VedvarendeEnergi havde offentliggjort.

Den ensidige kampagne skal blandt andet ses i lyset af, at råstofministeren havde truet med at skifte Geus ud som rådgiver med Grønlands eget geologiske forskningscenter, GeoSurvey Greenland.

GML inviteret til workshop i Nuuk
Det størst anlagte forsøg på at gennemtvinge råstofudvinding blev imidlertid iværksat af Dansk Institut for Internationale Studier, Diis:

I sommeren 2014 – samtidigt med at regeringen fremlagde sit forslag om at begrænse befolkningens processuelle miljørettigheder og undergrave borgernes ret til aktindsigt i sager om uranudvinding og anden minedrift (et forslag, der ikke blev til noget, fordi der i mellemtiden blev udskrevet valg) og forskere fra Geus og DCE var på foredragsturné i Sydgrønland – afholdt Diis en ekspert-workshop i Nuuk.

Formålet var at udstikke rammerne for den fremtidige grønlandske lovgivning på uranområdet. Workshoppen var lukket for offentligheden, og deltagerne i det ugelange arrangement blev hemmeligholdt.

Imidlertid kom det frem, at den havde deltagelse af tre repræsentanter for GML, men ikke af repræsentanter for det grønlandske civilsamfund.

Ud fra en enhver tænkelig standard er det uhørt, at et mineselskab er med i hemmelige forberedelser til en lovgivningsproces med så vidtrækkende følger.

Geus, DCE og Diis er alle statslige forskningsinstitutioner, der finansieres over den danske finanslov, og man må spørge sig selv, om disse aktiviteter ville blive accepteret, hvis de foregik i Danmark?

GML må undersøges
I ethvert demokratisk land på kloden blinker de røde advarselslamper, når en virksomhed med GML's baggrund forsøger at opnå kontrol med meget store ressourcer, der kan anvendes til skadelige formål, og opfører sig som beskrevet ovenfor.

Den indflydelse, som mineselskabet har fået sig ved at udviske grænserne mellem forretning, politik og myndighedsbehandling, er uhørt og bekymrende.

Når først GML begynder at udvinde sjældne jordarter og uran, kan det blive svært at kontrollere selskabet. Den grønlandske regerings løfte, at "de højeste miljø- og sikkerhedsstandarder i verden" vil blive overholdt, klinger derfor hult.

Myndighederne i Grønland og Danmark bør derfor i fællesskab gå mineselskabet grundigt efter i sømmene, før man i Grønland tager stilling til, om GML skal tildeles en udnyttelsestilladelse.

Og måske bør man overveje, om de forhold, der er beskrevet i dette debatindlæg, er acceptable i et retssamfund.

----------

Altinget har tilbudt Greenland Minerals Limited, at de kunne komme med et modsvar samtidig med indlæggets publicering. Selskabet er ikke vendt tilbage på Altingets henvendelse.

Forrige artikel Trine Bramsen: Nato skal anerkende Danmarks arktiske indsats Trine Bramsen: Nato skal anerkende Danmarks arktiske indsats Næste artikel Mineselskab svarer miljøforkæmpere: Jeres kritik er uden hold i virkeligheden Mineselskab svarer miljøforkæmpere: Jeres kritik er uden hold i virkeligheden
Amerikansk ekspert: Biden får brug for hjælp i Arktis

Amerikansk ekspert: Biden får brug for hjælp i Arktis

FOKUS: Når Joe Biden og hans folk i dag indtager Det Hvide Hus, så får den nye amerikanske præsident brug for europæisk og nordisk hjælp til at sætte agendaen i Arktis, vurderer en amerikansk ekspert.