Sara Olsvig fra COP29: Arktis bliver glemt i debatten mellem det globale nord og syd

ICC's delegation tog til Baku på et bagtæppe af foruroligende klimabegivenheder i vores region.

I oktober blev byen Kotzebue i Alaska oversvømmet af havvand under en storm med usædvanlig kraft, som kreerede usædvanligt store bølger, og da manglen på permafrost allerede havde skabt erosion af kysten, nåede vandet denne gang byens landingsbane og trak endnu flere bygninger og fangstudstyr med sig, end sidste storm gjorde.

I den forrige vintersæson måtte Naalakkersuisut til lommerne og sikre særlig støtte til både fåreholderne i syd, hvis får var begravet i usædvanlig store mængder nedbør i form af sne, inden vinteren skulle have trådt ind, alt imens havisen lod vente på sig i nord, hvorfor et helt samfunds fangerfamilier mistede adgangen til fangst i de tidlige vintermåneder.

De stereotypiserende tilgange til klimafinansierings-mekanismerne skaber yderlige ulighed for oprindelige folk.

Sara Olsvig
Forkvinde, Inuit Circumpolar Council

Inden for få år er 15.000 af samernes rensdyr døde på bare den finske side af Sápmi (Samernes land), da isslag på jorden begrænser dyrenes adgang til føde.

De store konsekvenser for inuit og samer er til at tage og føle på. Alligevel er de store finansieringsmekanismer, staterne forhandler om netop på denne COP, ikke tilgængelige for inuit og andre oprindelige folk i nord.

Det skyldes, at staterne tænker i 'udviklede' og 'udviklingslande', og i det såkaldte 'globale nord' versus det 'globale syd'. Finansieringsmekanismerne er helt snævert sat op, så penge skal flyde fra de rige i nord, til de mindrebemidlede i syd.

Samtidig er de sat op, så der indtil videre er ganske få procentdele af de mange milliarder, der er kommet oprindelige folk direkte til gavn.

Det kræver systemiske ændringer at sikre direkte og ligeværdig adgang for hele verdens oprindelige folk til klimafinansieringsmekanismerne, og dét er en opgave, staterne må tage alvorligt.

Oprindelige folk bor nemlig på tværs af nord-syd dikotomierne verden over og har derfor gennem de seneste mange klimatopmøder forsøgt at oplyse verdens ledere om, at de stereotypiserende tilgange til klimafinansieringsmekanismerne skaber yderlig ulighed for oprindelige folk.

Ud over uligheden i adgang til finansiering står et stort andet pres og lurer for verdens oprindelige folk, og det er udvindingen af kritiske mineraler til den nødvendige energiomstilling.

Som bekendt er mineraludvindingsindustrien ikke ligefrem et af guds bedste børn. Den trækker et uhyggeligt – og bogstaveligt – spor efter sig i form af tvangsforflytninger fra land rig på mineraler, skovrydninger, forurening, og såkaldt 'landgrabbing', hvor store firmaer opkøber land uden de oprindelige folks samtykke.

Ifølge blandt andet en forskningsartikel i Nature Sustainability befinder mindst 54 procent af de kritiske mineraler sig på eller nær oprindelige folks landområder på verdensplan. Der ligger derfor en bunden og alvorlig opgave for staterne i at indføre nye måder at regulere mineindustrien på.

Og tallene er klare. Hvis ikke verden ændrer sit forbrugsmønster, vil der ifølge UNCTAD, FN's agentur for handel og udvikling, være behov for 40 gange så meget litium frem mod 2040, bare til energisektoren. Og det er uden at tælle den digitale udviklings behov med.

Der ligger en bunden og alvorlig opgave for staterne i, at indføre nye måder at regulere mineindustrien på.

Sara Olsvig
Forkvinde, Inuit Circumpolar Council

Samtidig vil der være behov for 25 gange mere grafit – og 20 gange mere nikkel i samme periode.

Budskabet fra de oprindelige folk er ikke til at tage fejl af. Der er ingen 'Just Transition' eller retfærdig omstilling til såkaldt 'grøn energi', hvis ikke denne omstilling sker med fuld respekt for menneskerettighederne og oprindelige folks rettigheder.

Verden skal have lært af historien, og de alvorlige menneskerettighedsbrud, som kommer med kapløbet for ressourcer. Når FN og verdens ledere samles om gode sloganer som 'retfærdig omstilling', må de derfor samtidig stille sig selv spørgsmålet: retfærdighed for hvem?

Klimatopmødets sidste uge vil vise, om verden endelig kan tænke ud af boksen i forhold til de falske dikotomier i klimafinansiering og i forhold til energiomstilling.

I Baku deltog jeg i FN's generalsekretærs, António Guterres, højniveaumøde om rapporten fra hans panel om kritiske mineraler til energiomstilling, som jeg har haft æren af at være medlem af.

Panelet blev nedsat i april i år og afleverede sin rapport i september lige før FN's generalforsamling. Ved mødet med statsdelegerede i Baku var det godt at høre staternes positive reaktioner på rapporten.

Som rapporten peger på, er nøglen til en 'retfærdig omstilling' at sikre en menneskerettighedstilgang til omstillingen – herunder fuldt ud at efterleve de oprindelige folks rettigheder.

Der vil være en grænse for, hvor store land- og havbundsområder vi kan ødelægge i energiomstillingens navn.

Sara Olsvig
Forkvinde, Inuit Circumpolar Council

Rapporten peger desuden på behovet for at opskalere cirkularitet og genbrug af kritiske mineraler, indføre gennemsigtige og solide sporingsmekanismer, så man ved, hvor de materialer, man bruger, kommer fra, og så stater og industri kan holdes ansvarlige for deres handlinger.

I forhold til Grønland og minepotentialerne her bør man derfor netop nu fokusere på at styrke sine egne beslutningsprocesser og tænke i at sikre sporingsmekanismer, så handlen med mineraler kan ske gennemsigtigt i fremtiden.

Under alt dette er min største opfordring dog at sætte spørgsmålstegn ved verdens generelle indstilling til vækst og industrialisering. Også mineraler løber vi tør for på et eller andet tidspunkt, og der vil være en grænse for, hvor store land- og havbundsområder vi kan ødelægge i energiomstillingens navn. Staterne er simpelthen nødt til at have modet til at indføre systemiske ændringer.

ICC har siden Rio-topmødet i 1992 deltaget i udviklingen af FN's traktater vedrørende klimaændringer og biodiversitet og koordineret internt mellem inuit i Grønland, Canada, Alaska og Chukotka med Samerne i den arktiske regions sammenslutning af oprindelige folk og i det globale oprindelige folks samarbejde.

Det er netop dette samarbejde, som har bidraget til en mere nuanceret tilgang til klimapolitik.

Jeg er overbevist om, at hverken klimakonventionen eller biodiversitetskonvention havde set ud, som de gør, hvis ikke oprindelige folk havde gjort deres indflydelse gældende.

I december afholdes den næste og sidste i trilogien af COP'er, når det 16. møde i den tredje rammekonvention – rammekonventionen til bekæmpelse af ørkendannelse – afholdes.

Selvom konventionen om ørkendannelse måske ikke lyder meget relevant for Arktis, vil de dele af den, som handler om fødevaresikkerhed, i særdeleshed være relevant, og jeg vil opfordre til, at vi alle holder et skarpt øje med udviklingen under denne konvention.

Men for at vi og andre oprindelige folk kan fortsætte med at bidrage med perspektiver og viden, som staterne ikke nødvendigvis selv bringer til bordet, må vi dog fortsat sikre støtte til vores arbejde.

Her kommer Kongerigets parlamenter ind, og fra ICC byder vi op til et strategisk samarbejde, så stemmerne fra nord står stærkt og klart.

For vi har i sandhed stadig meget at kæmpe for.