Debat

SF: Man kan sammenligne rigsfællesskabet med et bofællesskab

Det trænger til en renovering og modernisering, men fordi det regner gennem taget nogle enkelte steder, er der ingen grund til at rive bygningerne ned, skriver Karsten Hønge.

Alene det gensidige størrelsesforhold indenfor Rigsfællesskabet, er en fordel af alle tre parter, skriver Karsten Hønge.
Alene det gensidige størrelsesforhold indenfor Rigsfællesskabet, er en fordel af alle tre parter, skriver Karsten Hønge.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Karsten Hønge
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Rigsfællesskabet er bedre end sit rygte, men trænger til en alvorlig modernisering. Jeg er stærk tilhænger af Rigsfællesskabet, men lige så stor tilhænger af at understøtte Grønlands og Færøernes vej mod selvstændighed. Jeg tror på, at vi kan rumme den udvikling indenfor et fortsat fællesskab. Glem alt om at ændre grundloven først, for det tager evigheder, og det kan vi ikke vente på.

Jeg synes, der er brug for en ny dialog om at nydefinere rigsfællesskabet. Vi skal alle være fleksible og dynamiske og række hænderne frem for at holde fast i hinanden i stedet for at bruge dem til at skubbe os væk fra hinanden. Det kunne måske være ved at udarbejde et nyt dokument for fællesskabet, en slags identitetspapir, der kunne blive en trædesten mod selvstændighed. Til gengæld må jeg også sige, at snæversynet nationalisme er fordummende, uanset i hvilke lande og i hvilke sammenhænge den stikker sit hoved frem.

Rigsfællesskabet kan vel sammenlignes med et bofællesskab, hvor tre nationer, som langt hen ad vejen er suveræne, bor i forskellige huse samlet omkring nogle fællesarealer. Vi holder både bygninger og fællesarealer ved lige i fællesskab. Der er forskellige opgaver, og vi har forskellige roller, men alt er lige vigtigt.

Alle tre lande bliver meget større, når vi er sammen

Karsten Hønge (SF)
Politisk ordfører

Og ja, bygningerne trænger til en renovering og modernisering, men fordi det regner gennem taget nogle enkelte steder, er der ingen grund til at rive bygningerne ned.

Fortidens fejl og mangler skal bestemt glemmes, men bruges til at gøre os klogere. Det skal heller ikke bruges til skingre anklager eller at pege fingre ad hinanden. Lad os reparere bygningerne ud fra, hvem vi er i dag, og hvor vi vil hen. Nu belært af historiens erfaringer.

Selvstændighed opnås bedst indenfor rigsfællesskabet

Jeg støtter et rigsfællesskabet, hvor alle har respekt for hinanden, og hvor forskellighederne er en styrke og ikke et problem. Et bofællesskab mellem ligeværdige parter, der aktivt vælger hinanden til.

Rigsfællesskabet betyder, at der i alle husene er meget højere til loftet, end hvis vi boede hver for sig. For mig er en plus en plus en ikke tre, men nærmere fire eller fem, hvis vi sådan skal oversætte rigsfællesskabet til en ligning. Alle tre lande bliver meget større, når vi er sammen.

Det er nemt at forstå ønsket om selvstændighed i Grønland og Færøerne. Og på vejen mod selvstændighed kunne vi måske alle sammen blive bedre til at tale om fordelene ved rigsfællesskabet.

Jeg læste med stor interesse nogle interviews med Aqqaluk Lynge, Grønlands selvstændighedsbevægelses ”gran old man”. Han har nu gentænkt forholdet mellem selvstændighed og tilknytning til Danmark. Aqqaluks analyse er, at reel indholdsmæssig selvstændighed faktisk bedst opnås indenfor Rigsfællesskabet.

Et lille land som Danmark har lettere ved at indgå i et ligeværdigt forhold med andre små nationer

Karsten Hønge (SF)
Politisk ordfører

For hvad er selvstændighed? Er det at plante et flag på en fjeldtop, og udråbe republikken? Hvis der ikke ligger en stærk selvbåren samfundsstruktur og bæredygtig langtidsholdbar økonomi bag, er selvstændighed blot rækker af ord på papir. Reel indholdsmæssig daglig selvstændighed contra ”lip service”, som de vist kalder det på engelsk.

Rigsfællesskabet er værdifuldt

Grønland og Færøerne kan sandsynligvis indgå aftaler med for eksempel USA eller Storbritannien om økonomisk hjælp og håndhævelse af national suverænitet. Men der er aldrig plads til naivitet og ønsketænkning i politik. Hvad vil disse store lande kræve i modydelse? Hvad siger historien om disse landes forhold til oprindelige befolkninger?

Jeg mener, at alene det gensidige størrelsesforhold indenfor Rigsfællesskabet, er en fordel af alle tre parter. Ja, Danmark er ”storebror” i forholdet, men er jo i alle andre internationale sammenhænge en udpræget ”lillebror”. Et lille land som Danmark har lettere ved at indgå i et ligeværdigt forhold med andre små nationer.

Rigsfællesskabet og også fællesskab på et meget konkret plan. Masser af familier er bundet sammen på kryds og tværs mellem de tre dele, og der bor tusindvis af grønlændere og færinger i Danmark, ligesom mange danskere bor i Grønland og Færøerne. Vi har noget meget værdifuldt sammen. Så lad os passe godt på det ved at være lydhøre og villige til forandringer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Aqqaluk Lynge

Forfatter, fhv præsident for Inuit Circumpolar Council (ICC)
socialrådgiver (Den sociale Højskole, København)

0:000:00