Sjúrður Skaale: Den arktiske strategi skal sikre landenes selvstændighed

Det er et sammensat rige, der i år skal have en ny arktisk strategi.  

Grønland er det afgørende land. Uden dets placering og enorme størrelse var riget slet ikke en spiller i arktisk sammenhæng. Selv om Færøerne er små, er havområdet stort. Og placeringen - på tærsklen mellem Arktis og Europa - giver strategisk betydning og erhvervsmæssige muligheder.  

Danmark ligger udenfor Arktis. Men den danske økonomi er 100 gange så stor som de andres.  
Der er to muligheder: Det kan lykkes at skabe en synergieffekt ved at forene disse styrker og skabe den "stormagt i Arktis", som Peter Taksøe-Jensen i 2016 skrev om i sin store rapport om Danmarks udenrigspolitiske muligheder.

Men vi kan også komme til at se en centrifugalkraft i riget. Grønland, der jo tiltrækker sig verdens opmærksomhed, kan komme til at føle sig indespærret i et rigsfællesskab, som domineres af Danmark. Særlige hensyn til Danmarks politiske værdier og præferencer i strategien kan komme til at føles som en spændetrøje, når aftaler skal indgås med stormagterne om eksempelvis store investeringer, udvinding af råstoffer eller militære installationer. 

I forbindelse med den planlagte kinesiske finansiering af lufthavne i Grønland lykkedes det Løkke-regeringen at købe sig ud af en truende konflikt. Den løsning kan ikke bruges hver gang. Hvis ikke man kan enes om et fælles værdigrundlag, går det galt.

Et spørgsmål om politisk vilje
På Færøerne sidder erfaringerne fra den kolde krig, hvor Danmark uden om de færøske myndigheder indgik aftaler med USA og NATO om militære installationer, stadig dybt i folk. Nu vil man selv. Færøerne skal ikke bare inddrages, men have det sidste ord i alle de store spørgsmål.  

Det vil være en fordel, hvis man helt åbent både beskriver, hvad man er fælles om og hvori forskellighederne består.  

Sjúrður Skaale (JF)
Næstformand, Færøudvalget

Det er altså sandsynligt, at rigets konstruktion sættes under pres fra Nordatlanten. Og så er det Danmark, der formelt har suveræniteten over Grønland og Færøerne og dermed det udenrigs- og sikkerhedspolitiske ansvar i hele riget. Vil Danmark være villig til at vise så stor pragmatisme, at man i Nordatlanten reelt kan bestemme selv?

Tør man satse på, at landene kan finde fælles fodslag gennem dialog? Og vil man kunne leve med det, hvis der ikke er fælles fodslag? Det er et spørgsmål om politiske vilje. For som eksempelvis rigets meget forskellige forhold til EU viser, kan det godt lade sig gøre at give hinanden stor udenrigspolitisk plads uden at sprænge rammen.

Ingen vej uden om
Den arktiske strategi må gøre det klart, at man vil have samme tilgang, når det gælder udviklingen i Arktis.  
Der vil formentlig være nogen i Danmark, der ikke vil acceptere, at man giver så store beføjelser til Nordatlanten og fastholde, at rigets magt både formelt og reelt skal ligge i København. Også det vil styrke centrifugalkraften og sætte konstruktionen i riget under pres.  

Der er ingen vej uden om: Den arktiske strategi må anerkende, at selv om der er tale om ét rige, så er der også tale om tre forskellige lande. Og det vil være en fordel, hvis man helt åbent både beskriver, hvad man er fælles om og hvori forskellighederne består.  

Strategiens titel kunne passende være det meget brugte corona-mantra: Sammen hver for sig. En anden mulighed er, at strategien slet ikke beskæftiger sig med de tunge, hårde, svære sager, og i stedet lægger sig i slipstrømmen af utallige andre strategier, vedtægter, konferencer og taler om bæredygtig udvikling i Arktis.

Så vil den være nem at få vedtaget - men ikke få større betydning end de talløse andre tekster om det samme.  
Skal strategien få betydning, må den både adressere udviklingen i Arktis på et fælles grønlandsk, dansk og færøsk grundlag, og forholde sig til rigsfællesskabets indre forskellighed og dynamik.