Historien om Jakob Ellemann er en tragedie

Lars Løkke Rasmussen havde sprængt blå blok i stumper og stykker midt under valgkampen med sit forslag om at Socialdemokratiet og Venstre skulle danne regering sammen. Og han havde ikke fået sit parti med på den, så efter ti år, hvor Venstre havde stået model til alt for meget fra Løkkes side, røg han ud. Kristian Jensen røg med i faldet.

Venstre var en stamme uden en høvding, og ingen havde lyst til et åbent formandsopgør.

Havde han tænkt, at han engang skulle være formand? Ja, det havde Ellemann-Jensen nok. Men han havde ikke forberedt sig, havde ikke en højre, brutal hånd, og analysen manglede. Både den af Venstres nyere historie og især den af fremtiden.

Hvad skulle man med Hjort-doktrinen, som havde annulleret den liberale kamp mod socialdemokraternes velfærdsstat og i stedet skruet op for værdikampen?

Og hvad skulle man med den politiske alliance, Hjort-doktrinen havde født, hvor Venstre havde sit parlamentariske grundlag i det yderste, nye, populistiske højre og ikke ind over midten i Det Radikale Venstre?

Fortsætte den eller opgive den? Var Venstre et centrum-højre parti, eller lederen af højrekoalition?

Ellemann lignede om ikke en lykkelig, så en lettet mand, da hans politiske liv – så fuld af bitre sorger – var slut.

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Ellemanns politiske intuition tilsagde ham, at Venstre igen skulle være et centrum-højre parti, fuldtonet for EU, med en entydig og meget grøn klimaprofil, meget åben for udenlandsk arbejdskraft, økonomisk liberal og med værdikampen og den hidsige retorik på udlændingepolitikken lagt på hylden.

Ellemann gik sammen med De Radikales daværende leder Morten Østergaard om at kritisere S-regeringen i sommeren 2020, både når det kom til klimapolitikken og EU-politikken, ligesom de to sammen poserede på Facebook i næsten ens rullekraver og ditto skægstubbe.

Resten af blå blok og dele af hans eget parti satte øjeblikkelig hælene i:

"Jeg synes, Jakob Ellemann skal passe på med rullekravesweater, EU-sokker og fælles dagsordner," sagde Nye Borgerliges formand Pernille Vermund.

"Jo længere, han trækker Venstre mod De Radikale, jo mere trækker han sig væk fra DF," sagde daværende DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

Som sommeren blev til efterår, måtte Ellemann opgive det begyndende parløb med Radikale. Regeringssamarbejde kunne det ikke blive til, Venstre var ikke centrum-højre, men leder af blå blok.

"Jeg ved godt, at nogle spekulerer i, at Radikale kan bevæge sig over midten. Det ser jeg ikke. Jeg er lodret uenig med Morten Østergaard i snart sagt alt på udlændingepolitikken. Afstanden er for stor," sagde han til Avisen Danmark.

"Min ambition er, at Venstre skal i regering igen, at jeg skal over i Statsministeriet. Den ambition skal støttes af 90 blå mandater. Hertil regner jeg ikke Radikale."

Sammesteds begyndte han på noget, vælgerne sidenhen skulle komme til at høre mange gange: Ellemann, der indrømmede, at hans politiske tæft og indsigt ikke havde været god nok.

For hvem var det, der havde skabt tvivl om Venstres kurs?

"Det har jeg jo til dels selv ved ikke at have været tydelig nok."

Gåden Støjberg

Skal man svare på, hvor nedturen og tragedien for Ellemann begyndte, er det lige her. Af to grunde.

Han svigtede sin egen politiske intuition og den kerne af klassisk, dansk centrumorienteret liberalisme, han åbenlyst bærer i sit bryst.

Men han placerede dermed sit parti i hjertet af den blå blok, der bare brød mere og mere sammen om ørerne på ham, alt imens han mere og mere desperat prøvede at holde sammen på det hele.

Var Ellemanns liberalisme hans fædrene arv, så var blå blok hans partimæssige arv og – skulle det vise sig – en forbandet arv.

Fire måneder senere bad han så Inger Støjberg, som var Venstres fremmeste repræsentant for blå blok som politisk idé og strategi, om at trække sig som næstformand.

Hvordan man i Venstre forestillede sig, at parløbet mellem de to nogensinde skulle være lykkedes selv i den bedste af alle verdener, er lidt af et mysterium.

Men med Støjbergs ret åbenlyse og eklatante brud på ministeransvarlighedsloven i bagagen – og med en sandsynlig rigsretssag nærmende sig i horisonten – er det en af de største gåder i nyere dansk politik, at såvel Ellemann som hans parti overhovedet lod det komme dertil, at hun blev næstformand.

At Ellemann efterfølgende lod som om, rigsretssagen handlede om at rense Inger Støjberg, viste, hvor indespærret han var blevet i blå blok.

Og i mellemtiden var minkskandalen ved at vokse sig stor. Igen havde Ellemann en intuitiv fornemmelse for, hvor partiet skulle placere sig, som han hurtigt svigtede.

Kovendinger på mink

Da det i efteråret 2020 blev klart for Mette Frederiksen, at hun havde brug for hastelovgivning for at sikre lovhjemmel til at slå alle mink ihjel, var Ellemann i første omgang bag hende.

Han sendte en mail ud til Venstres folketingsmedlemmer, hvor han skrev, at "Venstre også ville prioritere sundheden, hvis vi stod med regeringsansvaret."

Og han slog fast, at Venstre ikke ville følge de andre partier i blå blok, der havde dannet fælles front mod minkindgrebet.

"Begynder det største oppositionsparti at så tvivl om vores sundhedsmyndigheder midt i en krise, risikerer vi at ende et helt forkert sted."

Men efter et internt stormløb på ham, ført an af Thomas Danielsen – nuværende transportminister – var Ellemann igen at finde i blå blok.

"Venstre bakker ikke op om hastelovgivning, som tingene står," skrev han i en ny mail.

Et år senere, i november 2021, sagde han de berømte ord "Jeg stoler ikke på Danmarks statsminister", og til lyden af venstremedlemmernes stormende bifald på landsmødet i Jyske Bank Boksen i Herning lovede han, at "Venstre kommer til at forfølge hvert eneste lille spor af den her skandale."

Dermed var Ellemanns rolle i dansk politik defineret og platformen for det forestående valg støbt i beton. Han var leder af blå blok, som nu mest af alt var blevet en anti-Mette Frederiksen-alliance.

Venstre stod til blot 15-16 procent i meningsmålingerne ­– men hvad hvis han tabte den konfrontation? Hvad skulle Venstre så? Hvad skulle han?

De tre banesår

På de 12 måneder, der gik fra Ellemann på den mest dramatiske facon undsagde sin politiske modstanders moralske valør, til han alligevel gik i regering med hende, skete der tre ting, der tilsammen gav Ellemann hans dødelige sår.

Samme dag åbnede Mette Frederiksen for første gang offentlig for tankerne for, at en kommende regering også kunne "være en regering hen over den politiske midte," som hun sagde.

Dermed var blokopdelingen af dansk politik ophævet, samtidig med at Ellemann holdt fast i den. Og da Søren Pape Poulsen samtidig havde bragt sig selv i spil som borgerlig statsministerkandidat, lignede Ellemann ikke bare én, der ikke havde styr på den blok, han ville lede. Han lignede en, der var låst til fortiden.

18 dage senere stiftede Inger Støjberg Danmarksdemokraterne med et fingerknips og lagde et dræn ind i landbrugsdelen af Venstre. Den del, der ikke vil have den CO2-afgift, som Ellemann helt fra starten af sin formandstid havde sagt, ville blive virkelighed med Venstres stemmer.

Selv en fattig mand har sit ord. Da SVM-regeringen blev offentliggjort de sidste dage før jul, havde Ellemann ikke engang det.

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Da valgaftenen endelig oprandt, fik Ellemann et af de største bifald fra medlemmerne, da katastrofevalget på de 13,3 procent skulle berammes med ord, og han noterede sig, at det, han kaldte "det forenede Venstre" – V, M og DD – havde fået over 30 procent af stemmerne.

Det var som om, hverken han eller partimedlemmerne helt havde forstået, hvad der var sket. Venstre havde ikke bare tabt en masse vælgere. Venstre havde tabt muligheden for at levere et regeringsflertal til blå blok.

Magten var rykket til venstre. Den kunne stoppe på midten, men kun hvis Ellemann og Venstre fulgte med dens bevægelse og i samme moment lagde blå blok død.

Ellemann afhænder al sin troværdighed

Resten er historie, som man siger. Ellemann måtte sluge alt det, han havde sagt, siden han blev formand. Offentligt afhændede han al sin troværdighed. Selv en fattig mand har sit ord. Da SVM-regeringen blev offentliggjort de sidste dage før jul, havde Ellemann ikke engang det.

Det er svært ikke at tænke, at det et eller andet sted må have naget ham ekstra meget i den forbindelse, at han havde haft den rigtige intuition på to afgørende tidspunkter – da han åbnede for samarbejdet med R, og da han nedtonede problemet om lovhjemmel til minkene.

Lige som det er svært ikke at mistænke, at den offentlige ydmygelse også på den baggrund må have været en faktor i den stresssygdom, der reelt gjorde hans personlige deltagelse i regeringen til en slag i den tomme luft.

Var det ikke før, så var det i hvert fald her, at vi der kiggede på, kunne se, at det teaterstykke, vi var vidner til, var en tragedie. Vi kunne stadigt tydeligere se, at det her ikke kunne ende med andet end tab og nederlag.

Måske er det rigtigt, som de siger i kredsen omkring Troels Lund Poulsen, at vælgerne var klar til at give Ellemann den allersidste chance, da han vendte tilbage som forsvarsminister i august i år. Og at lyset endegyldigt slukkede, da han et par uger inde alligevel skiftede til at blive økonomiminister, og dermed igen gjorde sine egne ord – om kærligheden til Forsvaret og til Danmark – til skamme.

Han kunne ikke udstede nogen som helst løfter længere. Selv for en politiker er der et loft for, hvor meget gæld i egen troværdighed, man kan optage, før vælgerne ikke længere vil udstede lånet mod forventet tilbagebetaling plus renter.

En lettet mands farvel

Måske var det, hvad Ellemann mente, da han på mandagens pressemøde sagde, at hans person stod i vejen for partiet. Ikke fordi han var skandaliseret som Løkke med bilag og gerninger fra gråzonen mellem privat og politik. Men fordi den mest basale troværdighed, der skal til for kommunikere med vælgerne, var endegyldigt opbrugt. Ingen lyttede længere til Ellemann.

Var Ellemanns liberalisme hans fædrene arv, så var blå blok hans partimæssige arv og – skulle det vise sig – en forbandet arv.

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Menneskeligt set må det være det værste sted man kan opholde sig, når man ikke længere kan garantere sandhedsværdien af de ord, man selv udtaler. Og som en kilde i toppen af Venstre sagde til mig for nylig: "Ellemann er alt for menneskelig".

Det var, da hans særlige rådgiver tweetede billedet af Ellemann alene på vej ned ad den store trappe på Christiansborg, jeg kom til at tænke på Kong Ødipus, der vandrer alene ud af Theben efter at have tabt alt.

Sofokles, forfatteren bag tragedien, slutter sin fortælling sådan her:

"Ingen, ingen har på Jorden navn af lykkelig fortjent, før han uden bitre sorger, lykkeligt sit liv har endt."

Den tragiske sandhed om Ellemann er sandheden i alle tragedier: Vi er ikke herre over skæbnen. Det er omvendt. Da det først var begyndt, kunne det ikke være endt anderledes.

Ellemann lignede om ikke en lykkelig, så en lettet mand, da hans politiske liv – så fuld af bitre sorger – var slut.