Analyse af 
Andreas Krog

Aflytningssag understreger, at Washington er vigtigere end Berlin og Paris

Sagen om Danmarks medvirken til USA-spionage mod vores nabolande sætter en tyk streg under hvem, der er vores vigtigste allierede. Samtidig stiller den spørgsmålstegn ved, om Danmark besidder den vigtigste evne i spionagefaget - at kunne holde på en hemmelighed.

Foto: Jim Bourg/Reuters/Ritzau Scanpix
Andreas Krog

Selvfølgelig ser det ikke pænt ud, at Danmark har givet USA adgang til internetkabler, så den amerikanske efterretningstjeneste NSA har kunnet aflytte toppolitikere og embedsmænd i Tyskland, Frankrig, Sverige og Norge, sådan som DR har kunnet fortælle.

Den er bare ikke god. Den danske forsvarsminister Trine Bramsen (S) kunne heller ikke gøre meget andet end at sige ”es tut uns leid”, ”pardon” og ”beklager”, da hun i sidste uge mødte sin tyske, franske og norske kollega til forsvarsministermøde i Nato. Der kom formentlig også et ”förlåt”, da hun havde sin svenske kollega i røret.

Når det er sagt, så sætter sagen også en tyk streg under én ting og fremhæver fraværet af en anden ting.

Hånden over os
Den tykke streg finder vi under det faktum, som har dannet fundamentet for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik siden Anden Verdenskrig. Nemlig at USA og landets atomvåben er garantien for Danmarks sikkerhed. ”At the end of the day”, så starter og slutter Danmarks eksistens som en selvstændig nation med, at USA holder hånden over os.

Samme dag som DR's afsløring af det dansk-amerikanske samarbejde rullede hen over Europas hovedstæder, fløj to amerikanske B-52 bombefly en rundtur over alle de europæiske Nato-lande. Et meget håndfast signal til blandt andre Rusland om, at USA har Danmark og de øvrige europæiske Nato-landes ryg.

Det er ikke Frankrigs eller Tysklands bombefly og ubåde med atombomber, som gør, at vi kan sove trygt om natten.

Tage vare på sig selv
Det bringer os frem til det, som sagen fremhæver fraværet af. Nemlig en europæisk union, der kan tage vare på sig selv. En union, der kan give sine medlemslande grundlæggende tryghed.

Det kan EU ikke i dag. Og det kommer EU ikke til at kunne i mange år frem over. Hvis de gør, så er det højest sandsynligt ikke noget Danmark kan deltage i eller drage nytte. I hvert fald ikke så længe vi har et forsvarsforbehold.

Ikke andet valg
USA er Danmarks næreste allierede. Det får vi tudet ørerne fulde om. Aflytningssagen viser det sort på hvidt. At når valget står mellem at ”please” Washington eller at holde os gode venner med Berlin og Paris, så vælger vi Washington. Vi har ikke andet valg.

Det ved de også godt i Paris, Berlin, Stockholm og Oslo.

Protesterne fra Macron, Merkel og Solberg har da også mere karakter af automatforargelse end reel bestyrtelse. De bliver gode igen. For gode venner spionerer også på hinanden.

Hullet der skader
Til gengæld vil sagen uden tvivl svække Danmarks position som troværdig samarbejdspartner på efterretningsområdet. For både den amerikanske, franske og tyske efterretningstjeneste vil tænke sig om en ekstra gang, når de fremover overvejer at dele hemmeligheder med en efterretningstjeneste, der er så hullet, som Forsvarets Efterretningstjeneste har vist sig at være.

Det største problem med den aktuelle sag er således ikke de oplysninger, som slap ud. Det er det faktum, at oplysningerne overhovedet kunne slippe ud. Det er hullet, der skader os på længere sigt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00