Rasmus Willig: Forbrugerne skal knyttes langt tættere til landbruget, hvis vi skal håndtere klimakrisen

Landbrugets blinde øje

Disse tre årsager kan antages at være særligt medvirkende til, at Landbrug & Fødevarer og Bæredygtigt Landbrug fastholder den samme strategi, selvom fjorde og kystnære strækninger er døde på grund af massive kvælstofudledninger, og ikke mindst de enorme pesticid- og PFAS-udledninger i grundvandet.

Hvis vi skal håndtere de voldsomme klimaforandringer og biodiversitetskrisen, betyder det, at vi alle sammen skal være 'gårdejere' og knyttes til landbruget og naturen.

Rasmus Willig
Formand, Andelsgaarde

På et psykologisk niveau, som sjældent diskuteres i forhold til landbruget som en særskilt profession, er der tale om en sjælden set fornægtelse af videnskab og manglende etisk hensyntagen til naboer og det øvrige samfund.

De berørte naboer har nu organiseret sig i Foreningen mod Svinefabrikker, og Den Grønne Ungdomsbevægelse har igangsat Fødebrug & Landvarer, der uge efter uge kommer med nye satiriske indlæg, som sætter Landbrug & Fødevarer på prøve.

På trods af massiv kritik i en større offentlighed, og senest også fra litterært hold af Mathilde Walter Clark i hendes berømmede bog "Det blinde øje", fortsætter Landbrug & Fødevarer og Bæredygtigt ufortrødent den samme strategi.

Forbrugeren tættere på gården

Fremtidens landbrug skal, hvis det igen skal have legitimitet og resonans hos befolkningen, følge naturvidenskabelige fakta og være med til at forøge biodiversiteten og CO2-optaget markant.

Vi ved, at det er en uundgåelig udvikling, og at modstand kun gør det sværere at omstille sig og mere omkostningstungt.

Overalt i verden er der nye landbrugsbevægelser, der arbejder med at beskrive hele fødevareprocessen så naturskånsomt som overhovedet muligt.

Bevægelserne går under betegnelser som ”jord til bord”, ”mark til mund”, ”såning til sæson”, ”gården til gaffel”, ”frø til frokost”, ”ager til aftensmad”, ”pløjning til pantry”, ”rødder til rækker”, ”furrow til fork”, ”land til lækkerbisken”, ”harve til hjem”, ”spire til service”.

Fælles for disse betegnelser er, at de alle tænker langt mere lokalt i forhold til afsætning og dermed bringer forbrugerne tættere på landbruget.

Dette er ikke en uvæsentlig faktor, for i dag er det de færreste, som har tilknytning til landbruget, endsige forstår, hvad det vil sige at dyrke jorden i sæson.

Forbindelsen til forbrugerne er særlig vigtig, for det er ikke kun den lokale afsætning, der er vigtig, men i høj grad også at gøre forbrugerne til investorer og tage ejerskab for fremtidens landbrug.

For hvis vi skal håndtere de voldsomme klimaforandringer og biodiversitetskrisen, betyder det, at vi alle sammen skal være 'gårdejere' og knyttes til landbruget og naturen i et omfang, som vi ikke har set tidligere.

Årsagen er, at klimaforandringerne allerede nu er så voldsomme, at det bliver langt sværere at dyrke jorden og få det samme udbytte.

I de seneste år har vi oplevet lange tørkeperioder efterfulgt af enorme mængder af nedbør, hvilket enten har betydet, at afgrøderne ikke har vækstet normalt eller er blevet ødelagt.

Vi har desværre kun set begyndelsen, og der er ingen tvivl om, at fødevareproduktionen vil komme under voldsomt pres de kommende årtier.

Der er derfor al mulig grund til at investere i vores lokale fødevareforsyning, så vi sikrer kommende generationers mulighed for at dyrke jorden på en bæredygtig måde.

Det betyder opbygningen af en resilient jord, der kan modstå de mere vilkårlige klimaforhold. 

Hele landbruget skal lægges om

Sådanne nye muligheder for at tage ansvar eller investere direkte i landbruget er der flere af i dag. I Andelsgaarde har vi formået at etablere tre gårde de sidste fem år, der dyrker jorden regenerativt, udelukkende plantebaseret og giver op mod 50 procent af jorden tilbage til naturen for at forøge biodiversiteten.

Landsbrugspolitikken bør også sigte mod reelle forbud og incitamenter for ny kapital, der er interesseret i naturgenopretning og plantebaseret dyrkningsformer.

Rasmus Willig
Formand, Andelsgaarde

I den Økologiske Jordbrugsfond er der etableret ti til tolv gårde de sidste fem til seks år, og i mere lokalt henseende har Samsø Økologisk og Øko-Bornholm etableret lokale gårde, som man også kan investere i.

Landbrugsloven tillader alle ejerformer, og de seneste år har fonde og private virksomheder som Hempel, Lego og Gubra også købt landbrug op og er i gang med at etablere større skove og naturarealer.

Disse initiativer er imidlertid ikke nok, for vi ved i dag, at det er hele landbruget, der skal omlægges, hvis vi vil have fisk og dyreliv tilbage, og hvis vi vil kunne se vores efterkommere i øjnene.

Der er derfor behov for, at fonde og andre store og mellemstore virksomheder også begynder at tænke på, hvordan de kan investere tid og ressourcer i omstillingen af landbruget, så vi får langt flere naturbrug, hvor den primære opgave er at dyrke plantebaseret, forøge biodiversiteten og øge CO2-optaget.

Afgifter er ikke nok

Hvad man imidlertid kan frygte er, at Landbrug & Fødevarer og Bæredygtigt Landbrug er kommet så langt fra sådanne dagsordner, at de ikke formår at understøtte eller selv udvikle reelle bæredygtige dagsordner, der kommer deres medlemmer og det øvrige samfund til gode.

Omstillingen af fødevareforsyningen er ikke kun en af de vigtigste, men også en af de mest omfattende, for det er omstillingen af alle dyrknings- og afsætningsstrukturer, der skal laves om.

Derfor er det måske også en idé, at den fremtidige landbrugspolitik ikke kun udmøntes ved flere afgifter på sprøjtegifte og CO2-belastningen i landbruget.

Landsbrugspolitikken bør også sigte mod reelle forbud og incitamenter for ny kapital, der er interesseret i naturgenopretning og plantebaseret dyrkningsformer.