Barbara Bertelsen er blevet symbol på Mette Frederiksens måde at føre regering på. Så hvad nu, statsminister?

For tre år siden fik Danmark en ny type statsminister og en endnu mere ualmindelig topembedsmand ved hendes side. Siden har parløbet mellem Mette Frederiksen (S) og hendes departementschef Barbara Bertelsen rusket op i Slotsholmen på godt og ondt.

Og da Bertelsen under minksagen blev landskendt for sine friske sms’er med ordrer om, hvad andre topembedsmænd eller deres ministre skulle gøre, blev hun også symbol på statsministerens måde at lede regeringen på. Nemlig med et stærkt Statsministerium, hvor embedsmændene har udpræget politisk gehør og fingrene langt nede i detaljen.

Læs også ”Total fej kujon”: Her er de nye sms’er fra Barbara Bertelsen og hvorfor de er væsentlige

Her er alle Barbara Bertelsens beskeder, der vakte opsigt i Minkkommissionen: Hvornår lægger I jer ned og ruller jer?

Torsdag i denne uge gav Minkkommissionen så landets øverste embedsmand så hård kritik for groft at have forsømt sine pligter til at sikre sandhed og legalitet, at der er grundlag for at rejse en sag mod hende. Nu venter vi på, at regeringens styrelse for medarbejdere i centraladministrationen fortæller statsministeren, om den mener, hun bør rejse en sag mod sin wingwoman.

Men uanset, om Barbara Bertelsen ender med at blive afskediget eller bliver siddende, rejser den voldsomme kritik af hende spørgsmålet: Hvad gør det ved Mette Frederiksens projekt om et stærkere Statsministerium med embedsmænd, der gør deres alleryderste for at indfri politikernes ønsker?

Efter fredagens to timer lange pressemøde med statsministeren er der både ting, der peger i retning af, at noget virkelig kan forandre sig, og ting, der tyder på, at sagen ikke grundlæggende vil ændre Mette Frederiksens måde at være statsminister på.

Opgør med djøf'erne

Men før vi når til pressemødet, er det nyttigt at se på dele af Minkkommissionens beretning. For flere steder kan man læse vurderingen af minkforløbet som en kritik af selve den måde, Frederiksen og Bertelsen er kendt for at lede regeringen og embedsværket på.

Allerede før Frederiksen indtog Statsministeriet, erklærede hun, at hun ville være en statsminister, der involverede sig mere og tog styringen i flere vigtige sager end hendes forgængere Løkke og Thorning. Hun ville gøre op med djøf'ernes magt, tage taktstokken fra Finansministeriet og hente magten fra embedsværket tilbage til politikerne og dermed folket, lød fortællingen.

Konkret gav hun sin daværende tætteste rådgiver, Martin Rossen, fast plads i regeringens mest magtfulde udvalg. Hun gjorde ham til leder af et politisk sekretariat. Og hun hentede Barbara Bertelsen, som hun tidligere havde haft som departementschef i sin tid som justitsminister, over i Statsministeriet.

For Mette Frederiksen vil have embedsmænd, der spiller med, tænker politisk og strategisk, og som kaster sig ind i at føre politikernes visioner ud i livet, uanset hvor besværlige og urealistiske de ser ud. Og sådan en embedsmand er Barbara Bertelsen.

Læs også Portræt: I Justitsministeriet blev Barbara Bertelsen til en embedsmand efter Mette Frederiksens hoved

S-formanden indledte sin statsministertid med at gøre noget, som en række tidligere regeringer før hende var blevet frarådet af embedsværket: At give en undskyldning på statens vegne til de såkaldte godhavnsdrenge, der i 50’erne var blevet udsat for overgreb og misrøgt på et statsligt børnehjem. Et klart signal om, at her kom en statsminister, der nok selv skulle bestemme.

Jeg kan jo ikke andet end gisne om, hvorfor den her fejl opstår og tilskriver den egentlig mest, at det er en beslutning, der træffes hurtigt

Mette Frederiksen (S)

Og godt et år inde i valgperioden landede Frederiksen-regeringen en aftale om den såkaldte Arne-pension. Et projekt, som ellers på forhånd var blevet skudt ned af mange fagfolk, som mente, det ville blive umuligt at lave meningsfulde kriterier for, hvem der skulle have ret til pensionen.

Også coronahåndteringen viste Frederiksen som en handlekraftig statsminister, og vælgerne var vilde med det, viste meningsmålingerne.

Ledelse i detaljen

Men styrkelsen af Statsministeriet har også ført til en centralisering og detaljestyring, som man blandt andet har set det under corona, minkforløb og Ukraine-krise med Bertelsen i front. Under corona har Barbara Bertelsen fået en stor del af æren for, at det danske beredskab kom på benene i tide, men er også blevet kritiseret for at blande sig i detaljer som placering af informationsstandere i lufthavnen.

I embedsværket mærker man konkret forandringen ved, at Statsministeriet blander sig i flere sager fra fagministerierne, fortæller nuværende og tidligere embedsmænd i centraladministrationen. Ikke bare sådan, at Statsministeriet sætter retningen for en sag, men det går ind og overtager eksempelvis konkret koordinering mellem fagministerier.

Det er også erfaringen hos nogle, at folk fra Statsministeriet er med til at "massere" fagministeriers oplæg, inden de skal i koordinationsudvalget, så de rammer den rigtige politiske tone.

Samtidig har det høje tempo, som var et hovedproblem i minksagen, gode vilkår i en etpartiregering med en stærk statsminister og en handlekraftig departementschef, der træffer hurtige beslutninger og er god til at eksekvere.

Overtog sagen og kørte fagfolk ud på et sidespor

Kommissionen vurderer i sin beretning blandt andet, at ”Barbara Bertelsen [indtog] en overordnet og styrende rolle” af minksagen op til beslutningen om at aflive alle mink og dermed medvirkede til at sende fagministeriet ud på et sidespor.

Forløbet bar præg af, at ”Miljø- og Fødevareministeriet blev trængt noget i baggrunden og ikke var genstand for særlig interesse, uanset mink og aflivning af mink henhørte under Miljø- og Fødevareministeriets ressort,” skriver kommissionen om Statsministeriets overtagelse af processen.

Det ”øgede risikoen for fejl på en uhensigtsmæssig måde,” lyder det. Den vurderer også, at ”Barbara Bertelsen betonede et meget betydeligt tidspres i en proces, der blev forceret”.

Under hele minksagen har stort set alle involverede – bortset fra ansatte på Fødevareministeriets område – fastholdt, at det alene var fagministeriets ansvar at sikre, at der var hjemmel til at melde beslutningen om at aflive alle mink ud og til at gå i gang med at eksekvere den. Det var altså et ansvar, Mogens Jensen og hans folk stod alene med, lød det igen og igen.

”Ressortministeriet tager ansvaret. Det gælder også i krisetider. Og når det går galt,” som Barbara Bertelsen sagde under sin afhøring.

Men kommissionen har en anden vurdering:

”Det må […] tilkomme Statsministeriets departementschef at gå op i de sager, som departementschefen finder vigtige eller alvorlige. Samtidig må det være klart, at der kan følge ansvar med,” lyder det i beretningen.

Med andre ord kan man ifølge kommissionen ikke involvere sig så detaljeret og styrende i fagministeriernes sager, som Statsministeriet har gjort under Mette Frederiksens ledelse, uden samtidig at pådrage sig et vist juridisk ansvar.

Ønskede større muskelmasse 

Kommissionen kasserer også statsministerens argument om, at embedsværket allerede ved minkmødet den 3. november, hvor beslutningen blev truffet, skulle have fortalt regeringen ”up front”, om der var hjemmel til beslutningen.

”Dette kan […] efter kommissionens opfattelse næppe kræves i forhold til en beslutning, som ikke var forudset og i hvert fald ikke behandlet i materialet udarbejdet til brug for mødet,” skriver kommissionen.

Problemet var nemlig, at embedsværket ikke havde forberedt sig på beslutningen om at aflive alle mink. Det skyldtes ifølge kommissionen i høj grad, at Mette Frederiksens eget Statsministerium havde holdt fagministeriet ude af loopet op til minkmødet, og fordi Barbara Bertelsen havde presset tiden så meget, at mødematerialet ikke blev godt nok.

Et andet sted i beretningen bemærker landsdommer Kistrup og de to andre medlemmer af Minkkommissionen, at Mette Frederiksen har forklaret, at hun ved sin tiltræden som statsminister ønskede ”en større muskelmasse” i sit ministerium.

Og at Barbara Bertelsen har forklaret, at Frederiksen ønskede en større kapacitet til at støtte sin ledelse af regeringen, så Statsministeriet også i videre omfang kunne koordinere og planlægge vigtige politiske sager.

Bertelsen var bekymret og forcerede processen

Samtidig tegner beretningen et billede af et makkerpar med et højt niveau af bekymring for coronasmitten, og kommissionen skriver direkte, at Statsministeriet og Bertelsen forcerede processen, at der blev lagt et unødvendigt højt tidspres, og at Mette Frederiksen kendte til og accepterede dette uden at tage de nødvendige forholdsregler.

Hun foreslog ikke en læsepause, da embedsværkets notater ankom til ministrene i koordinationsudvalget seks minutter før det afgørende minkmøde. Statsministeren foreslog heller ikke ”at sende sagen tilbage til ressortministeriet med henblik på en endelig indstilling, uanset at der viste sig at være tid hertil,” skriver kommissionen. Den bemærker, at der blev holdt møder i koordinationsudvalget både dagen efter og dagen efter igen, hvor man kunne have behandlet sagen færdig.

Kommissionen noterer sig, at når det gjaldt det andet punkt på dagsordenen på den famøse minkaften – nemlig den såkaldte Nordjyllandspakke, hvor man ville lukke landsdelen af i en periode på grund af minksmitte – valgte man netop at udskyde færdigbehandlingen af sagen til et møde i dagene efter. Kommissionen nævner, at et af Frederiksens argumenter for dette var, at man skulle have afklaret mange forhold i Nordjylland, blandt andet om kollektiv trafik.

Det må tilkomme Statsministeriets departementschef at gå op i de sager, som departementschefen finder vigtige eller alvorlige. Samtidig må det være klart, at der kan følge ansvar med.

Minkkommissionens beretning

Men når det gjaldt aflivning af samtlige mink i Danmark og de facto lukningen af et erhverv, valgte regeringen i stedet at træffe beslutningen med det samme, og den aftalte at melde det ud på et pressemøde allerede dagen efter uden at genbehandle sagen inden da, konstaterer Minkkommissionen i afsnittet om Mette Frederiksens rolle.

Samlet set kan kommissionens udlægning give indtryk af en statsminister og hendes departementschef, som lod deres bekymring over smitten blandt mink overtrumfe andre væsentlige hensyn og styre dem i én retning uden at se sig nok til siderne eller interessere sig tilstrækkeligt for input fra fagfolkene.

Den slagkraftige Barbara Bertelsen er i høj grad billedet på dét, Mette Frederiksen gerne vil med Statsministeriet og regeringen.

Så hvad nu, hvor Bertelsen står på kanten af en disciplinærsag for grove tjenesteforseelser? Får det Mette Frederiksen til at genoverveje sin tilgang til sit arbejde som regeringsleder?

Tiltag skal give mere åbenhed og færre fejl

På den ene side: Ja. Ved pressemødet fredag lancerede statsministeren en række tiltag, som fremover skal forhindre en ny skandale som minksagen.

Regeringen er efter lang tids modstand pludselig klar til at forhandle med Folketinget om en ændring af offentlighedsloven med henblik på mere åbenhed. En hjertesag for Radikale, som har efterspurgt det længe, og som regeringen er dybt afhængig af i minksagen for at undgå en advokatvurdering af statsministerens juridiske ansvar.

Regeringen vil også indføre en pligt for regeringen til at rådføre sig med Folketinget ved større beslutninger.

Regeringen vil nedsætte et demokratiudvalg, som skal undersøge og diskutere, hvordan man bedst organiserer opgaver og ansvar i en regering, hvor mange sager går på tværs af ministerier, og som samtidig skal se på forholdet mellem politikere og embedsmænd – også med fokus på politiske sekretariater og særlige rådgivere.

Det kan dermed lyde som om, man nu sætter gang i den mere grundlæggende debat om embedsværkets rolle og regeringens organisering, som Frederiksen fik massiv kritik for at springe over, da hun i 2019 pludselig gav Martin Rossen en rolle som noget, der lignede en politisk embedsmand eller vicestatsminister.

Og som den måske største indrømmelse og et muligt reelt nybrud, hvis det bliver gennemført, erklærede statsministeren sig klar til at indføre en forretningsorden for regeringsmøder. Det har man aldrig haft før i Danmark, hvor regeringens arbejde traditionelt har været helt ureguleret.

Regeringen og Statsministeriet skal samtidig have pligt til at sende en sag tilbage til ressortministeriet for endelig godkendelse, før en beslutning føres ud i livet, hvis resultatet ikke har været forudset eller har været behandlet i mødepapirerne.

Tiltagene blev straks af borgerlige partier og af kommentatorer udlagt som rent spin for at aflede opmærksomheden fra de hårde konklusioner i rapporten.

Men uanset regeringens formål med at præsentere dem nu, kan tiltagene vise sig at få stor betydning. Og de sender et signal om, at statsministeren og regeringen tager noget af den konkrete kritik af minkforløbet til sig.

Frederiksen: Fejlen skete på grund af tidspres

På den anden side peger statsministerens udtalelser på pressemødet i retning af, at Minkkommissionens kritik slet ikke får hende til at tage sit lederskab eller sin regeringsførelse op til revision.

Pressemødet begyndte med, at fire fagministre nærmest rekonstruerede tiden omkring minkbeslutningen for at vise, hvor presset en situation, regeringen og embedsværket stod i, da fejlene i minksagen skete.

Derefter fremhævede Mette Frederiksen en række af de konklusioner i kommissionens beretning, som taler til hendes fordel. Især konklusionen om, at hun ikke havde til hensigt at vildlede offentligheden ved minkpressemødet i november 2020, fordi hun efter kommissionens vurdering ikke vidste, at der manglede lovgrundlag, vendte hun gang på gang tilbage til.

Hun nævnte ikke af sig selv, at hendes egen departementschef og højre hånd får så hård kritik, at der kan rejses en sag mod hende.

Og selv om både statsministeren og ministrene ved hendes side – Tesfaye, Kollerup, Heunicke og Prehn – gjorde meget ud af at kalde kommissionens kritik ”meget, meget hård” og fortælle, at regeringen tager den ”meget, meget alvorligt”, sagde Mette Frederiksen på intet tidspunkt direkte, at hun personligt har begået fejl i forløbet.

Kan kun gisne om årsagen

Hun brugte i stedet udtryk som, ”der er begået fejl” og ”både regeringen og embedsmænd har begået fejl”. Det tætteste, statsministeren kom på at tale om eget ansvar, var da hun forklarede, hvorfor det var vigtigt at træffe minkbeslutningen hurtigt, og tilføjede: "Jeg har ansvaret for, at det ikke var en langstrakt proces".

Da Altinget og andre medier spurgte Mette Frederiksen, hvilke refleksioner kritikken får hende til at gøre sig om eget ansvar, fortalte hun mest om de svære omstændigheder, minkbeslutningen blev truffet under.

Er der noget du kunne have gjort anderledes i den måde, du har tilrettelagt arbejdet på? Hvad er årsagen til, at ti så kloge og dygtige embedsmænd kan begå så store fejl og overse, at der mangler hjemmel?

"Jeg kan jo ikke andet end gisne om, hvorfor den her fejl opstår og tilskriver den egentlig mest, at det er en beslutning, der træffes hurtigt," sagde statsministeren blandt andet.

Hvilke refleksioner gør du dig om dit eget lederskab i kølvandet på sagen og kritikken?

"Det gør jeg jo løbende, og det gør I andre jo også, så det er selvfølgelig genstand også for en offentlig diskussion, som også gør det sværere. Når man står i en krisesituation, er der nogle forløb, jeg ikke ville anbefale, hvis man ikke stod i en krisesituation," sagde Mette Frederiksen og uddybede, at det for eksempel ikke var optimalt, at ingen af deltagerne ved mødet, hvor minkbeslutningen blev truffet, havde læst papirerne, fordi de kom så sent.

"Jeg gør, hvad jeg kan, for at vi ikke kommer til at stå i en lignende situation igen," tilføjede hun.

Bertelsen kan fortsat gå på arbejde

Vender vi tilbage til statsministerens øverste og nærmeste embedsmand, så har hun fortsat sit job og kan møde på arbejde som vanligt trods Minkkommissionens dybt alvorlige kritik.

Mette Frederiksen sagde på pressemødet, at hun har tillid til alle embedsmændene, også sin departementschef, og at hun ikke har tænkt sig at sende Barbara Bertelsen hjem trods kritikken. Der er heller ikke noget, der lige nu tyder på, at Bertelsen har tænkt sig selv at gå.

I stedet skal Medarbejder- og Kompetencestyrelsen nu læse hele minkrapporten og vurdere for hver enkelt embedsmand, hvad den vil råde deres respektive ministre til at gøre i deres sag. Det kan formentlig tage en god del af sommeren, og først derefter skal statsministeren vurdere på baggrund af styrelsens råd, om hun vil rejse sag mod sin departementschef.

Hvis Barbara Bertelsen er et symbol på Mette Frederiksens måde at være statsminister på, må man derfor efter fredagens pressemøde konstatere, at hun ikke vil ændre grundlæggende ved den. Endnu.