Danmarks grå EU-eminence: ”Vi var på mange måder et besværligt medlemsland fra starten”

BRUXELLES: Fire dage efter, at danskerne 2. oktober 1972 havde stemt os ind i Det Europæiske Fællesskab, satte en ung mand sig ind i sin røde Morris Mini for at køre mod Belgien og en europæisk fremtid.

Den dengang 26-årige Poul Skytte Christoffersen havde netop færdiggjort sine økonomistudier på Københavns Universitet. Nu skulle han i gang med nogle måneder på Europakollegiet i Brügge, som har udklækket en række topdiplomater og politiske ledere – mange år senere for eksempel den kommende socialdemokratiske statsminister, Helle Thorning-Schmidt.

Men det er en anden historie. For 50 år siden ankom Poul Skytte til den flamske middelalderby i sin lille bil overklistret med mærkater om ’ja til EF’ opfyldt af en vis lettelse over, at folkeafstemningen ugen før var gået, som han havde håbet på.

Danmark skal blive bedre til at tage ansvar for Europas udvikling. Det er mit håb.

”Jeg havde søgt ind på Europakollegiet allerede i foråret. Hvad nu, hvis det var blevet et nej? Så havde det måske ikke været særlig nyttigt at tage en efteruddannelse om det europæiske samarbejde. Men jeg tog chancen,” fortæller den i dag pensionerede Poul Skytte Christoffersen.

For et halvt århundrede siden satsede han på EF – og det gjorde næsten to tredjedele af danskerne også, da de stemte for medlemskabet.

I januar 1973 trådte Danmark ind i det fællesskab, der 20 år senere skulle blive til Den Europæiske Union. EU blev også et livsværk for Poul Skytte, der op gennem årtierne ofte spillede nøgleroller i sin egenskab af europæisk topfunktionær og dansk EU-ambassadør på afgørende tidspunkter.

”Jeg var i mange år en af dem, der altid sad på bagsædet med papirerne og teksterne til de vigtigste forhandlinger og topmøder,” som han siger.

Dengang Danmark var et landbrugsland

Allerede for 50 år siden følte den unge økonom Poul Skytte Christoffersen sig overbevist om det europæiske perspektiv for Danmark, selv om han slet ikke kunne have gættet, hvad det ville ende med på både godt og ondt.

”Jeg så det som en klar økonomisk fordel for Danmark at komme med i EF. Det var en chance for at udvikle vores land, som dengang stadig mest af alt var et landbrugsland. Det var en måde at modernisere det danske samfund på,” siger han:

”Men der kom også meget andet til, som vi ikke havde tænkt på fra starten. Det indre marked kom til at åbne for meget mere harmonisering, end vi havde forestillet os.”

Den legendarisk diskrete og lavmælte fynbo Poul Skytte er ukendt i den brede offentlighed, men for folk med viden om EU’s udvikling bag kulissen fremstår han som en af de vigtigste danske spillere i en menneskealder.

Lige fra 1980 var han sekretariatschef for den danske generalsekretær i EU’s ministerråd, Niels Ersbøll. Fra midten af 1990’erne frem til 2003 var Skytte dansk EU-ambassadør og blev i den forbindelse topforhandler i den historiske østudvidelse.

”Europas historie ville have været markant anderledes, hvis vi ikke havde fået den udvidelse,” siger han i dag.

Skytte blev også kabinetschef for en dansk landbrugskommissær og senere toprådgiver for EU’s første udenrigschef.

Altinget har talt med dansk EU-diplomatis grå eminence om de mange år med opture og nedture for samarbejdet. Om traktater, udvidelser og kriser – om Brexit og energi og Ukraine – og om hvad Danmark og Europa kan bruge det hele til her i 2023, hvor kontinentet er rystet af en indtil for nylig utænkelig krig.

Cirklen er sluttet: Fra energikrise til energikrise

”Vi har nogle gange været for bange for det europæiske samarbejde. For lidt villige til rigtig at engagere os i det og tage et ansvar,” siger Poul Skytte Christoffersen om Danmarks forhold til det fællesskab, som vi i år fejrer guldbryllup med.

”Der er selvfølgelig ting, der kan være generende eller vanskelige. Men i det store hele, så har medlemskabet af det europæiske samarbejde efter min opfattelse været en succeshistorie for Danmark,” siger han:

”Danmark skal blive bedre til at tage ansvar for Europas udvikling. Det er mit håb. Vi er en del af Europa. Det betyder noget, hvad vi siger. Vi skal ikke undervurdere vores muligheder for at påvirke tingene, hvis vi gør en indsats.”

Jeg tror, vi er det eneste land i Europa, hvor man kan komme helt til tops i Finansministeriet uden at have haft en udenlandsk erfaring i EU eller andre internationale organisationer. 

Skytte Christoffersen erklærer sig forbløffet over, at det efter alle disse år stadig ”kun er få af regeringens ministre,” der virkelig er optaget af EU-samarbejdet. Og at alt for få topembedsmænd i den danske centraladministration efter hans mening har international erfaring.

”Jeg tror, vi er det eneste land i Europa, hvor man kan komme helt til tops i Finansministeriet uden at have haft en udenlandsk erfaring i EU eller andre internationale organisationer. Det er bedre at have været i Danmarks Radio eller i Københavns Kommune,” siger han.

Den erfarne diplomat finder det så meget desto mere ærgerligt, fordi vores 50 år i samarbejdet i hans øjne har bevist dets betydning – og stadig gør det den dag i dag.

”Da vi lige var kommet ind i 1973, udbrød der energikrise – og nu står Europa så igen med en energikrise her 50 år efter. Men der er en vigtig forskel, for dengang havde EF ikke kræfter og redskaber til at gøre noget ved det,” siger Poul Skytte Christoffersen.

”Vi havde ikke nogen rigtig fælles energipolitik. Det har EU i dag. Der var heller ikke nogen mulighed for at lave fælles økonomiske genopretningspakker, sådan som vi ser det i disse år,” siger han.

Anker var bramfri og danskerne var fodslæbende

Lige fra begyndelsen i 1970’erne var Danmark en skeptiker i forhold til samarbejdets videre udvikling.

”Vi var på mange måder et meget besværligt medlemsland fra starten. Vi var de fodslæbende danskere. Vi var imod alt, hvad der hed institutionelle ændringer. Vi ville ikke lave om på landbrugspolitikken,” siger Poul Skytte Christoffersen.

Han fortæller, hvordan den daværende socialdemokratiske statsminister, Anker Jørgensen, håndterede det første danske formandskab i efteråret 1973.

Den eneste i rummet, der forstod, hvad Anker Jørgensen egentlig sagde, var Willy Brandt, der kunne dansk. Så han sad og grinede.

”Anker styrede topmøderne, som om de var møder i den lokale fagforening. Hvis både den tyske forbundskansler, Willy Brandt, og den franske præsident, Georges Pompidou, begge markerede for at tage ordet, så sagde Anker: ’Nej, nej Pompidou, det er ikke din tur! Først skal vi lige høre, hvad Willy har at sige’,” siger Skytte:

”Tolkene oversatte det så heldigvis formfuldendt. Den eneste i rummet, der forstod, hvad Anker Jørgensen egentlig sagde, var Willy Brandt, der kunne dansk. Så han sad og grinede.”

Allerede i 1970’erne var Anker Jørgensen optaget af en mistro overfor ’unionstanker’ og andre fransk-tyske ambitioner. Nogle år senere blev samme mistro overtaget af den konservative efterfølger Poul Schlüter, der sammen med Margaret Thatcher satte sig imod den slags ambitioner. Det var i begyndelsen af 1980’erne, hvor den britiske premierminister samtidig kæmpede for sin rabat i fællesskabet.

Men både Thatcher og Schlüter blev udmanøvreret, da det under et topmøde i Milano i 1985 lykkedes det italienske formandskab sammen med Tyskland og Frankrig at få sat gang i en regeringskonference om en ny traktat.

”Ingen havde troet det muligt, fordi vedtagelse af en traktat jo kræver enstemmighed. Og både Grækenland, Storbritannien og Danmark var imod. Men man kunne godt starte processen med en simpel flertalsbeslutning, viste det sig,” siger Skytte Christoffersen.

Det var netop blandt eksperterne i ministerrådet, hvor Skytte dengang arbejdede, at de juridiske aspekter af ’kuppet’ i Milano skulle testes på forhånd.

”Jeg kan huske, at vores chef for den juridiske tjeneste ikke kunne sove hele natten, fordi han skulle sige, om det var muligt at gøre sådan eller ej. Han sagde ja, og næste morgen blev tre landes ledere stemt ned: græske Papandreou, britiske Thatcher og danske Schlüter,” husker han:

”Poul Schlüter var den, der var mest ophidset. Thatchers reaktion var nærmest vantro: Det kan ikke være rigtigt, at det her sker! Men Schlüter var virkelig gal over det. Han var blevet kørt over.”

Schlüter erklærede Unionen for ’stendød’

Historien om manøvren fra Milano i 1985 kan virke lidt obskur i dag. Men den er meget vigtig, fordi den i realiteten blev startskuddet til hele den udvikling, der bagefter skabte både Den Europæiske Union og meget af modviljen mod den.

De efterfølgende traktatforhandlinger førte i løbet af få måneder til Fællesakten (også kaldet EF-pakken), som skabte det indre marked og åbnede for flertalsafgørelser på nye områder. Den skulle også komme til at bane vejen for den Maastrichttraktat, som Danmark fik et skæbnesvangert sammenstød med få år senere.

Statsminister Poul Schlüter kunne ikke finde flertal i Folketinget for Fællesakten, fordi socialdemokraterne og de radikale var imod den. Derfor udskrev Schlüter i 1986 den folkeafstemning, hvor han udtalte de sidenhen så famøse ord om, at ”unionen er stendød”.

”Ordet Union blev indbegrebet af ’det onde’, som Danmark ikke ville have. Det var et skræmmebillede helt tilbage fra 1970’erne, fordi vi ikke ville have, at tingene blev blandet for meget sammen,” siger Poul Skytte Christoffersen.

Schlüter vandt folkeafstemningen om Fællesakten, og resultatet fik både Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre til at ændre dramatisk kurs i deres holdning til samarbejdet.

”Det betød et ganske stort skifte i dansk europapolitik. S og R blevet taget med bukserne nede med Fællesakten, så da vi nærmede os Maastrichttraktaten, så man et kolossalt skifte hos især socialdemokraterne og lidt senere også de radikale,” siger Poul Skytte og fortæller, hvordan tidligere modstandere som Svend Auken og Ritt Bjerregaard nu forvandlede sig til stærke tilhængere af EU.

”Derfor var Danmark i hele forhandlingsforløbet op til Maastrichttraktaten tilhængere af stort set alt. De andre lande så med undren på det der hidtil så fodslæbende land, som nu pludselig var med på den værste. Herunder også økonomisk og monetær union,” fortæller han.

Danmarks politiske ledelse var således entusiastisk involveret i at lægge sporene ud til den store unionstraktat, som et flertal af danskerne skulle komme til at stemme ned i 1992.

Det danske Maastricht-nej og briternes exit

Den 2. juni 1992 gik danskerne til folkeafstemning om den Maastrichttraktat, der med velsignelse fra Danmarks regering og Folketingets flertal åbnede for blandt andet fælles mønt og styrket samarbejde inden for forsvarspolitik og det retlige område.

På afstemningsdagen var Poul Skytte Christoffersen sammen med sin chef, ministerrådets generalsekretær Niels Ersbøll, på besøg hos den daværende britiske premierminister, John Major, for at forberede Storbritanniens kommende EU-formandskab.

”Da vi går ud ad døren i Downing Street 10, så siger Major: Nu går det vel, som det skal i Danmark? Hvortil vi begge svarede, at det skulle nok gå. Det bliver et ja, sagde vi,” husker Skytte Christoffersen.

Der er en klar linje fra det danske nej i 1992 og frem til Brexit. Kimen til briternes exit blev lagt allerede dengang.

John Majors bekymring skyldtes i høj grad hans egne politiske problemer. Premierministeren havde nemlig haft svært ved at afværge et ulmende oprør mod Maastrichttraktaten i sit eget konservative parti.

”Major havde med møje og besvær fået lukket den kritik ned, og han havde fået traktaten vedtaget i det britiske parlament. Det værste, der kunne ske for ham var, hvis danskerne nu sagde nej. For så skulle der jo komme en ny traktatændring, der ville give ham nye problemer i sit eget parti,” siger Skytte.

”Det var allerede dengang, at den anti-europæiske fløj opstod internt i det konservative parti i Storbritannien. Der er i den forstand en klar linje fra det danske nej i 1992 og frem til Brexit. Kimen til briternes exit blev lagt allerede dengang,” siger han:

”Majors problem var det samme, som mange år senere fik David Cameron til at udskrive den folkeafstemning i 2016, hvor briterne stemte sig ud af EU.”

Det var ikke mindst på grund af John Majors situation, at der ikke kunne blive tale om at genåbne traktaten. I stedet var Niels Ersbøll og Poul Skytte Christoffersen nu blandt de embedsmænd, der sammen med danskerne skabte den tilføjelse, som blev til Edinburgh-aftalen med de danske EU-forbehold for møntunion, fælles forsvar, overstatsligt rets- og politisamarbejde og unionsborgerskab (sidstnævnte blev aldrig relevant).

I 1993 stemte danskerne ja til aftalen, og dermed var Maastrichttraktaten og aftalen om det danske forbehold vedtaget.

”Vi troede alle, at de forbehold ville blive noget meget midlertidigt. Men sådan kom det som bekendt ikke til at gå,” siger Skytte Christoffersen.

Danmark havde nær forhindret naboernes optagelse

Det danske ja ved den anden afstemning om Maastrichttraktaten fik også endnu en historisk konsekvens, der ofte bliver glemt: Nu blev det muligt at udvide EU igen, i første omgang mod nord.

De andre medlemslande havde nemlig sagt, at det ikke ville være muligt at optage Sverige, Finland og Østrig, medmindre den nye traktat blev vedtaget først.

”Edinburgh-afgørelsen og det forhold, at Danmark dermed kom ombord i Maastrichttraktaten betød, at de andre landes blokering af nye udvidelser faldt væk. Hvis Danmark havde stemt nej igen i anden omgang, ville det have været et stort problem. Det ville have forhindret den nordiske udvidelse af EU,” siger Poul Skytte Christoffersen.

Jeg tror, det er realistisk, at Ukraine bliver medlem af EU efter krigen. Og jeg tror, at det kommer til at gå hurtigere, end mange forventer lige nu.

Med andre ord: Hvis et flertal af de danske vælgere havde stemt nej en gang til i 1993, så var vores svenske og finske naboer ikke kommet ind i EU. I hvert fald ikke i 1995, sådan som det nu skete.

Det er endvidere svært at sige, hvad det ville have betydet for den senere østudvidelse, som også blev gjort mulig af vigtige beslutninger taget under et topmøde i København kort efter danskernes ja til Maastricht og de danske forbehold.

Det var nemlig først her fire år efter Murens fald, at det begyndte at blive set som en mulighed at optage de tidligere kommunistiske østbloklande i Central- og Østeuropa i EU.

”Man var meget positiv overfor at give al mulig støtte, lidt ligesom vi ser med Ukraine i dag. Men det der med udvidelse var i en lang periode tabu. Opfattelsen var, at det måske tidligst kunne komme på tale 20 år ude i fremtiden,” husker Poul Skytte Christoffersen.

”Men så skete der det, at reformprocesserne i de central- og østeuropæiske lande accelererede helt enormt. Det gik pludselig hurtigere, end nogen kunne have forestillet sig,” siger han:

”Jeg tænker det samme, når jeg ser på Ukraine i dag. Jeg tror, at Ukraine bliver ligesom Polen var dengang. Hvis og når, der en dag kommer fred i Ukraine, så tror jeg, at ukrainerne vil gøre ligesom polakkerne dengang. De vil gennemføre de nødvendige reformer for at opfylde EU’s krav meget hurtigt.”

Brændevin og budweisere i Bella Center

Hvis der er nogen i Bruxelles, der virkelig ved noget af egen erfaring om alle EU’s udvidelser de seneste 30 år, så er det Poul Skytte Christoffersen.

Han var involveret i arbejdet med både optagelsen af Grækenland (1981), Spanien og Portugal (1986) og den nordiske udvidelse med Sverige, Finland og Østrig (1995). Og da det kom til den store udvidelse med otte østlige og to sydlige lande i begyndelsen af dette årtusinde, så var det netop Poul Skytte, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) bad om at lede de afsluttende forhandlinger under dansk EU-formandskab.

I efteråret og vinteren 2002 var det Skytte og hans hold, der sad for bordenden i hundredvis af vanskelige armlægninger mellem øst og vest for at samle Europa. Det var slet ikke givet på forhånd, at det ville lykkes.

”Da vi nåede frem til det danske formandskab, var der stadig meget stor skepsis overfor, om det kunne lykkes for os. Der var valg i Tyskland, og der var store knaster i forhandlingerne. Kolleger fra andre lande sagde: Tror ham Poul virkelig, at det er muligt at gøre udvidelsen færdig nu? Selv østlandene troede ikke rigtig selv på, at det kunne nås,” fortæller han.

Poul Skytte Christoffersen glemmer aldrig den afgørende slutspurt i Bella Center i København 12.-13. december, hvor han og Anders Fogh sad time efter time og flyttede støttepenge rundt, mens de diskuterede med lederne fra Polen og alle de andre østlande en efter en eller i små ophidsede grupper.

Han husker, hvordan Fogh til sidst sagde, ”nu er det nok,” hvorefter statsministeren marcherede målbevidst lige forbi en række protesterende regeringsledere fra Central- og Østeuropa for at gå ned og vedtage aftalen med de ventende EU-ledere.

Poul Skytte husker også den uventede fest i Bella Centers kantine, da det endelig var slut, og den planlagte reception med dronningen på Christiansborg for længst var gået i vasken.

”Der opstod en spontan middag om aftenen med statsministeren og alle kandidatlandenes ledere. De kom med tjekkiske budweisere, vodka og æblebrændevin – alle klappede hinanden på ryggen og skrev autografer på hinandens bordkort. Det var en stor oplevelse,” fortæller han om den aften.

Østudvidelsens uforudsete eftermæle

Her 20 år efter aftalen om den historiske østudvidelse erkender Poul Skytte Christoffersen, at ingen af forhandlerne eller de politiske ledere dengang forestillede sig de problemer, der siden er kommet med retssikkerhed og demokrati i lande som Polen og Ungarn. Eller den nationalisme og modvilje mod EU, der også er blevet udbredt i flere af de østlige medlemslande.

”Nej, det forudså vi ikke. Vi var den generation, der havde oplevet den kolde krig og Murens fald. Og vi var præget af, at de lande selv gjorde en kæmpe indsats for at tilnærme sig EU,” siger han.

Hvorfor tror du, at de problemer er opstået?

”Måske blev de lande lidt overset bagefter. Op til udvidelsen var det en stor folkelig sag i Danmark og andre medlemslande. Men så snart de var inde, så holdt det op. Ret hurtigt blev det historiske perspektiv glemt. De nye medlemslande blev i stedet bare set som besværlige og som nogen, man kunne give skylden for alle mulige problemer.”

Hvilke problemer fik de skyld for?

”Når der var problemer i samarbejdet, blev det ofte sagt, at det var fordi, EU var blevet for stort. At vi ikke skulle have taget alle de der østeuropæiske lande ind. De blev gjort til syndebukke for problemer under finanskrisen, som de ikke havde noget med at gøre, tværtimod: Polen og andre østlande var nogle af de få steder i EU, hvor der stadig var økonomisk vækst under finanskrisen. De var jo en del af løsningen! Men de blev taget for givet, og de blev ikke taget nok med på råd.”

Men var der ikke også nogle underliggende problemer i selve de østlige lande, som I havde overset?

”Vi havde ikke set de historiske vanskeligheder. Det at have været under kommunistisk styre betød, at der var store og økonomisk svage befolkningsgrupper, ofte ude på landet, der følte sig tabt og var nostalgiske i forhold til kommunisttiden. Det forudså vi ikke. Men kunne vi have gjort noget ved det? Det ved jeg ikke.”

Ukraine bør optages som del af genopbygningen

Den tidligere chefforhandler i EU’s østudvidelse kan se en klar parallel mellem den store østudvidelse for 20 år siden og den situation, at EU i dag har givet Ukraine kandidatstatus.

”Jeg tror, det er realistisk, at Ukraine bliver medlem af EU efter krigen. Og jeg tror, at det kommer til at gå hurtigere, end mange forventer lige nu. Et troværdigt udvidelsesperspektiv for Ukraine er en afgørende brik i at få skabt et udfald af denne krig, som er tilfredsstillende for Ukraine,” siger Poul Skytte Christoffersen.

”Selv hvis der i sidste ende skal opgives noget, så tror jeg, at udvidelsesperspektivet til en vis grad kan kompensere for det. Og der vil være en kæmpe vilje i Ukraine til at gøre det rigtige. Der er mange problemer, der skal løses. Men jeg tror, at denne krig betyder, at Ukraine for eksempel vil være bedre til at bekæmpe oligarkerne og korruptionen bagefter,” siger han.

Selv hvis krigen er slut, så vil Ukraine jo være et ødelagt land. Kan EU optage sådan et land?

”Når vi får en stabilitet i Ukraine og virkelig kan få gang i genopbygningen af landet, så vil det være en proces, der på mange måder passer godt sammen med betingelserne for optagelse i EU. Det er de samme ting, der skal drøftes, og de samme krav, der skal stilles.”

Hvordan skal det forstås?

”Hverken europæerne eller amerikanerne vil jo poste de milliarder ind i Ukraine, der skal til, medmindre problemerne med for eksempel korruption og oligarker bliver løst. På den måde er der en parallel til Marshallhjælpen efter Anden Verdenskrig, som jo også var underlagt betingelser.”

Tror du, at EU stadig er stærkt nok til at løfte alt det?

”Min vurdering er, at Ruslands krig har fremmet det europæiske samarbejde. Den har udløst kriser, men vi har vist, at vi er i stand til at løse disse kriser. Det er jo enormt, at vi i realiteten har frigjort EU fra afhængigheden af russisk energi i løbet af 2022. Tænk på alt det, Europa kan i fællesskab nu, som vi ikke kunne i 1973.”

For mange danske ministre gider ikke EU

Poul Skytte Christoffersen mener alt i alt, at Danmark og det europæiske samarbejde har været gode for hinanden det meste af tiden i løbet af de 50 år.

”Danmark har bidraget til at gøre EU mere åbent, mere miljøbevidst, mere klimabevidst og mere fokuseret på udviklingsbistand til verdens fattigste lande. Vi har også kunnet inspirere andre europæiske lande til, hvordan en moderne velfærdsøkonomi kan fungere. Vi har vist eksempler for de andre,” siger han.

”Men både Danmark og Europa har brug for, at vi bliver endnu mere oprigtigt engageret i det her. Danmark har nogle gange været for optaget af kun at gå efter fordele for os selv, men uden at tage nok ansvar for selve EU’s betydning i verden. En del af landets politiske ledelse har ikke taget ansvar nok.”

Hvad mener du med det?

”EU-politikken er forblevet noget, der er reserveret enkelte ministre eller ministerier: Statsministeriet, Udenrigsministeriet, økonomi og landbrug. Men der er en kreds af andre ministerier, der ikke rigtig interesserer sig for EU. De ser mest EU som noget, der er lidt besværligt. Det slår tilbage på systemet. For hvis ministeren ikke rigtig er interesseret i EU, så er det ikke der, du som embedsmand skal gøre karriere.”

”Så samtidig med, at vi på mange måder er blevet et meget mere internationalt samfund, så er der en anden side, som stadig er ret hjemmefødningsagtig. Vi får sværere og sværere ved at rekruttere danskere til EU – og folk, der tager nogle år hernede, får det ikke godskrevet og anerkendt i deres videre karriere, når de kommer hjem til systemet i Danmark igen.”

Havde du forestillet dig, at det ville være anderledes?

”Dengang, Danmark trådte ind i samarbejdet i 1973, der troede jeg på, at sådan en internationalisering også ville betyde langt større udsyn for de fleste danske ministerier. Jeg troede, vi ville få et meget større netværk i Europa. Men det er desværre ikke rigtig sket. Det meste faldt tilbage på Udenrigsministeriet igen samtidig med, at man skar ned på deres bevillinger,” siger Poul Skytte Christoffersen:

”EU er desværre blevet ved med at være noget, der er forbeholdt en forholdsvis lille inderkreds. Den berøringsangst så jeg gerne blive reduceret i det danske system. Det er et ønske for fremtiden.”

Næste torsdag kan du høre første afsnit i en miniserie på fire særudgaver af Altingets EU-podcast, hvor Poul Skytte Christoffersen fortæller om sine oplevelser fra Danmarks 50 år i fællesskabet. Find det i dit podcastfeed eller her på Altinget.dk