Analyse af 
Esben Schjørring

Ellemann har bundet sig til masten på Mette Frederiksens skib. Og Løkke sidder i en flyver

Nu blev der sat navne og antal på ministerierne i en regering, der kun svært kan betegnes som andet end en socialdemokratisk.

I den altdominerende magtakse i de seneste 40 års politik, fortsætter Mette Frederiksen og Wammen deres parløb som stats- og finansminister. Det gør det alt andet lige meget lettere for hende at udforme narrativet om de hårde reformer, hun nu kommer til at stå i spidsen for. Et narrativ, hvor hun konstant vil understrege de socialdemokratiske balancer.
I den altdominerende magtakse i de seneste 40 års politik, fortsætter Mette Frederiksen og Wammen deres parløb som stats- og finansminister. Det gør det alt andet lige meget lettere for hende at udforme narrativet om de hårde reformer, hun nu kommer til at stå i spidsen for. Et narrativ, hvor hun konstant vil understrege de socialdemokratiske balancer.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Regeringsmagten er en scene, hvor den, der har hovedrollen som statsminister, også skriver manuskriptet og instruerer birollerne.

Det var givet, at hovedrolleindehaveren i den nye SVM-regering ville blive Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen. Spørgsmålet var, hvor store birollerne ville blive, og her er den hårde konklusion, at de blev mindre end forventet.

For en regering, hvis selverklærede hovedformål er at udvide det økonomiske råderum, fordi det ellers vil ”blive meget vanskeligt at gennemføre de investeringer, der er afgørende for at vi kan udvikle vores samfund”, er det åbenlyst, at finansministerposten er altafgørende.

Der fortsætter Nicolai Wammen, mens Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen er – ressortmæssigt og ofte også i bogstavelig og geografisk forstand – langt væk.

At Lars Løkke Rasmussen kopierer sit eget move fra VLAK-tiden, hvor Anders Samuelsen blev gjort til udenrigsminister, er og bliver en skulder så kold som vintervejret til hans nystiftede parti.

Dermed fortsætter SVM-regeringen den tradition, der har været gældende siden 1984, hvor finansministerposten og statsministerposten følges ad. Og dermed fortsætter den også traditionen for, at det største parti i regeringskonstellationen sætter kursen og definerer projektet.

Det sidste udstiller selvfølgelig også, hvor lille et parti, Venstre er blevet, og det må øge bekymringerne for partiets genrejsning som folkeparti og for det borgerlige Danmarks fremtid mere generelt.

Da Ellemann-Jensens forgænger, Anders Fogh Rasmussen, i et stort interview med Politiken lige efter folketingsvalget legitimerede Venstres historiske brud med resten af den borgerlige blok og velsignede regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet, gjorde han netop opmærksom på, at Venstre skulle have finansministerposten, hvis regeringen skulle være ligeværdig.

”Hvis Venstre skal sikre sig ligeværdighed i regeringssamarbejdet med et parti, der er dobbelt så stort, så er man nødt til at sidde et sted, hvor alt løber igennem. Og det er Finansministeriet,” sagde Fogh.

Altinget logoChristiansborg
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget christiansborg kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00