Her er de vigtigste analyser fra Folketingets afslutningsdebat

Onsdag rundede Folketingets partier året af med en lang debat, der strakte sig fra morgen til sen aften. Altinget fulgte med fra start til slut.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Erik HolsteinEsben Schjørring

Farvel til krisefortællingen, et borgerligt opgør med konkurrencestaten og en mat regering.

Sådan lyder et udpluk af analyserne fra Folketingets traditionsrige afslutningsdebat, der onsdag rundede sæsonen af.

Her diskuterede politikerne til langt ud på aftenen, og Altingets to analytikere, politisk redaktør Esben Schjørring og politisk kommentator Erik Holstein, var med hele vejen og serverede de vigtigste pointer fra de mange timers politiske sværdslag.

Få overblikket her. 

Mette Frederiksen sagde farvel til sin krisefortælling

Statsminister Mette Frederiksen var afslutningsdebattens første taler. 
Statsminister Mette Frederiksen var afslutningsdebattens første taler.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af Esben Schjørring, politisk redaktør

Mette Frederiksen har igennem sin karriere som S-formand og statsminister nærmest monopoliseret begrebet krise og har brugt det som platformen og horisonten for hendes virke. Det sagde hun farvel til i dagens afslutningsdebat med en tale rettet til ungdommen. Og som hun selv sagde handlede om håb. 

Men for en håbefuld tale var den stadig bemærkelsesværdigt præget af hendes tendens til bekymring og politisk pessimisme. Talen kredsede om unges ensomhed, angst, depression og mistrivsel. Stigende vandstand, tørke, fødevaremangel. Kunstige venner genereret af AI-robotter og for meget skærm. Betegnende nok var hendes løfte til ungdommen: "Vi skal passe meget bedre på jer."

Den selvmodsigelse mellem form og indhold viser, hvor svært Mette Frederiksen har det med at finde en ny fortælling om sig selv og sit politiske virke. Nye tiltag var der heller ikke. I stedet annoncerede hun, det der allerede er programsat: universitetsreform og CO2-skat på landbruget. 

Under det kan man lægge mærke til, hvor socialdemokratisk talen var med sit fokus på reformerne af uddannelsessystemet, hvis mål er opgøret med det, Kaare Dybvad har kaldt de lærdes tyranni. Og modsat var der ikke nyt om de skattelettelser, Venstre har henvist til som begrundelse for indtræden i en regering med socialdemokraterne.

Læs også

Morten Dahlin kæmpede for Venstres eksistensberettigelse

Politisk ordfører Morten Dahlins (V) tale var ét langt forsvar for at være gået i regering med Socialdemokratiet.
Politisk ordfører Morten Dahlins (V) tale var ét langt forsvar for at være gået i regering med Socialdemokratiet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af Esben Schjørring, politisk redaktør

Der var en knugende stilhed i Folketingssalen, da Venstres politiske ordfører, Morten Dahlin, gik på talerstolen og talte om at føle sig fremmedgjort efter at have været gået på "kompromis med alt". Det lød som en længe ventet selverkendelse af Venstres monumentale krise.

Det var det så ikke. Det var en sjov anekdote om at være blevet småbørnsfar. Selvfølgelig med en eller anden reference til føromtalte krise. Og Dahlins tale var ét langt forsvar for at være gået i regering med Socialdemokratiet. Det blev nærmest en messende prædiken, hvor sentensen om at tage ansvar og gøre en forskel blev gentaget igen og igen. Til sidst fik det også et anstrøg af desperation.

Fakta

Sådan fungerer en afslutningsdebat

Afslutningsdebatten begynder klokken 9.00. Inden da får du et overblik over, hvordan dagen skrider frem.

Statsminister Mette Frederiksen (S) indleder med at oplyse om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation. Det har hun en time til.

Bagefter skal partierne skiftevis på talerstolen for at kommentere statsministerens indlæg. De har hver især ti minutter, og det er Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, der begynder.

Rækkefølgen bestemmes af partiernes størrelse. Se, hvordan den ser ud her:

  • Socialdemokratiet.
  • Venstre.
  • Moderaterne.
  • Socialistisk Folkeparti.
  • Danmarksdemokraterne.
  • Liberal Alliance.
  • Det Konservative Folkeparti.
  • Enhedslisten.
  • Radikale Venstre.
  • Dansk Folkeparti.
  • Alternativet.
  • Nye Borgerlige.
  • Herefter får de fire nordatlantiske medlemmer hver især ordet: 
  • Aaja Chemnitz Larsen (Inuit Ataqatigiit).
  • Aki-Matilda Høegh-Dam (Siumut).
  • Anna Falkenberg (Sambandsflokkurin).
  • Sjúrður Skaale (Javnaðarflokkurin).

Til sidst er det løsgængere, der kan indtage talerstolen. Der er i øjeblikket bare én:

  • Lars Boje Mathiesen.

Når alle har haft mulighed for at være på talerstolen, vender Mette Frederiksen tilbage og har en halv time til at kommentere på ordførernes taler. Herefter skal hun svare på spørgsmål fra folketingssalen.

Dernæst følger en ny runde, hvor de forskellige ordførere, partiformænd og folketingspolitikere kan få ordet. De indlæg kan politikerne i folketingssalen efterfølgnede kommentere.

Det blev en opremsning af de skattelettelser, der venter på et endnu ikke nærmere angivet tidspunkt, på modregningen i pension for arbejdende seniorer og forsvarsforliget og akutpakken til sundhedsvæsnet. Og det blev et angreb på de korslagte armes oppositionspolitik i blå blok og en besyngelse af flere arbejdsudbudsreformer.

På den ene side er det symptomatisk, at man i Venstre stadig – et halvt år efter regeringsdannelsen – føler et så stærkt behov for at begrunde, hvorfor man har gjort, som man har gjort. Man mangler et klart defineret projekt og en klar fortælling. I stedet henviser man til alle mulige forskellige tiltag og forsøger at samle dem under et begreb om ansvar og gøre en forskel. 

Betegnende nok trådte Dahlin vande, da han blev konfronteret af Enhedslistens Peder Hvelplund med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens tanker om egenbetaling af ældrepleje i fremtidens velfærdssamfund. Her blev det til overvejelser om forventningspres og strukturer.

Venstre savner egne svar og egne analyser. 

Læs også
 

Monika Rubins tale viste den ideologiske konflikt i SVM-regeringen

Monica Rubin understregede, at Moderaterne har den samfundsanalyse, som de borgerlige mangler.
Monica Rubin understregede, at Moderaterne har den samfundsanalyse, som de borgerlige mangler. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af Esben Schjørring, politisk redaktør

Monika Rubin brugte både sin personlige biografi som datter af en polsk mor under Den Kolde Krig og sit arbejde som læge i sin ordførertale. De to momenter mødtes i en bekendelse til store reformer og dyb samfundsforandring.

Argumentet fra Rubin er, at det danske samfund i et 20-30 års perspektiv er på vej til mareridtsscenarie af hårde klasseskel og dramatisk ulighed, og at redningen består af skelsættende udbuds- og velfærdsreformer.

Her gentog hun partiformand Lars Løkke Rasmussens tanker om øget egenbetaling af ældreplejen i en eller anden privat opsparingsmodel á la arbejdsmarkedspensionerne.

Det er tanker, statsminister Mette Frederiksen afviste i sidste uge, og som justitsminister Peter Hummelgaard gik imod ideologisk og analytisk i weekenden.

Dermed gjorde Rubin det tydeligt, at det store ideologiske skel i dansk politik ikke primært går mellem regering og opposition, men internt i regeringen. For sagen er, at Moderaternes forslag er borgerlig politik.

Det er en splittelse, der kun holdes fra at bryde ud i lys lue, så længe S, V og M kan fastholde projektet om at øge udbuddet af arbejdskraft. Nu mindre med henvisning til statsfinansernes holdbarhed, og mere til rekrutteringsproblemerne i såvel det offentlige og private.

Argumentet om, at Moderaternes velfærdsreformer ikke forhindrer, men forstærker tendensen til A og B-hold ved at institutionalisere dem, kæmpede Rubin en del med at svare på. Til gengæld understregede hun, at Moderaterne har den samfundsanalyse, som de borgerlige mangler. 

Læs også
   

Pia Olsen Dyhr talte til alle, men henvendte sig til Mette Frederiksen

Pia Olsen Dyhr håber, at Socialdemokratiet vender hjem.
Pia Olsen Dyhr håber, at Socialdemokratiet vender hjem. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af Esben Schjørring, politisk redaktør 

Pia Olsen Dyhr brugte sin tale på at opstille fire politiske alliancer rodfæstet i hver deres sektor. En grøn alliance, en velfærdsalliance, en forsvarsalliance og en integrationsalliance.

Hver for sig er der brede flertal for dem, men forenet er der reelt tale om genopførelse af centrum-venstre fra 2019-2022. Muligvis uden de radikale, som nok vil have svært ved at følge med SF-formandens barske retorik om, at antallet af indvandrere betyder noget, og om værdier ”der ikke hører til her”.

Til gengæld omfavnede hun fuldt og helt nyvalgte Frederik Vads forslag om et nationalt center for sammenhængskraft. En omfavnelse, der peger på, at budskabet i Pia Olsen Dyhrs tale var den fremstrakte åbne hånd til Socialdemokratiet om at vende hjem – og omvendt at projektet om at komme i regering med Socialdemokratiet er intakt hos Pia Olsen Dyhr.

Det udfordrede Christian Rabjerg Madsen på de igangværende reformer af universitetsuddannelserne, hvor SF har været særdeles kritisk over for SVM-forslaget om 1-årige kandidatuddannelser. Ligesom Venstres Morten Dahlin botaniserede i SFs forhold til de udbudsreformer, som er det, der for alvor adskiller S og SF i denne valgperiode.

For at blive i Olsen Dyhrs sprogbrug:  SVM-regeringen udgør en femte alliance, nemlig arbejdsudbuds-alliancen. Og den kan SF ikke melde sig fuldt og helt ind i. 

Læs også

Støjberg bevæbnede fronten i kampen mod Venstre om Jylland

"Man har opnået de forkerte resultater," sagde Støjberg undervejs i afslutningsdebatten og opregnede alle de områder, hvor hun mener, Venstre har svigtet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af Esben Schjørring, politisk redaktør 

Det har været svært at overse det horn i siden, Inger Støjberg har haft de seneste par år, når det kommer til Venstre. Og det blev ikke lettere under hendes tale i afslutningsdebatten.

Den formede sig som ét langt angreb på Venstre. "Man har opnået de forkerte resultater," sagde Støjberg og opregnede alle de områder, hvor hun mener, Venstre har svigtet.

Det gælder især på udlændingepolitikken, men klimapolitikken er også kommet til, hvor Støjberg varmer op til det helt store slag om CO2-skatten på landbruget, som er programsat til efteråret.

Men under de bitre personlige følelser kan man se Støjbergs beskydning som led i et slag om jyske stemmer med Venstre. Selvfølgelig fordi Venstre og især formand Jakob Ellemann-Jensen har store vælgerudfordringer her.

Det er måske også sådan man skal se Støjbergs modstand regeringens forslag om, at 15-årige ikke længere skal have forældresamtykke for at få foretaget en abort.

Fra socialdemokratisk side slår man ellers værdipolitisk på, at det er en hjælp til udsatte piger med anden etnisk, læs muslimsk, baggrund. Og man kunne let forestille sig Støjberg til andre have brugt samme argumentation.

Men med Kristendemokraternes beslutning om, at abortmodstanden skal nedtones kraftigt, fisker Støjberg i rørt vande i det vestjyske, hvor KD har været tæt på et kredsmandat.

Slaget om Jylland bliver en interessant kamp i kampen i dansk politik fremover. Og en interessant kamp i kampen om, hvad borgerlig politik kommer til at bestå i. 

Læs også
 

Vanopslagh indledte sit borgerlige opgør med konkurrencestaten

Vanopslagh gjorde sig til talsmand for mere frit marked og mere selveje i institutionerne. 
Vanopslagh gjorde sig til talsmand for mere frit marked og mere selveje i institutionerne.  Foto: 135043

Af Esben Schjørring, politisk redaktør 

Det var en indigneret LA-leder, der gik på talerstolen. Med afsæt i kræftskandalen fra Aarhus Universitetshospital gik han voldsomt i rette med det, han kaldte ”systeminteresser” i sundhedssystemet, såvel som i velfærdsstaten i det hele taget.

Det var på den måde en kerneborgerlig tale, der angreb bureaukratiseringen, økonomistyringen og registreringen. Altså alle de svar på velfærdsstatens økonomiske krise i 1970erne og 1980erne, der er vokset frem som det, professor Ove Kaj Pedersen har kaldt konkurrencestaten.

Det er bemærkelsesværdigt, fordi konkurrencestaten i høj grad er kommet til med borgerlige regeringer ved roret. Det er et nybrud.

I stedet gjorde Vanopslagh sig til talsmand for mere frit marked og mere selveje i institutionerne.

Til gengæld berørte Vanopslagh ikke udlændingepolitik, som var den absolutte hjørnesten for Inger Støjberg. Samlet set tegner de - i øjeblikket - to mest succesfulde borgerlige partiledere splittelsen og distancen mellem partierne i blå blok. 

Læs også

Hvert parti kæmpede mindst lige så meget for sig selv som mod rivalerne

Det er en afslutningsdebat, der indtil videre er præget af stilstand og interne træfninger, skriver politisk redaktør Esben Schjørring.
Det er en afslutningsdebat, der indtil videre er præget af stilstand og interne træfninger, skriver politisk redaktør Esben Schjørring. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af Esben Schjørring, politisk redaktør 

Vi har haft flertalsregeringer før, og vi har haft regeringer, hvor Socialdemokratiet er gået sammen med det største borgerlige parti i en regering. Men vi har ikke haft begge dele før. 

Ifølge regeringen selv skulle det historiske nybrud resultere i en ekstraordinær handlekraftig regering. Men med bededagskampen opdagede regeringen, at der forskel på at have flertal og have legitimitet og opbakning. Det har givet regeringen et skær af mathed – også fordi fortællingen om det kriseramte velfærdssamfund ikke længere kan opretholdes.

At regeringen har mistet momentum, har oppositionen selvfølgelig sin del af æren for. Men omvendt har man ikke overvundet den anden konsekvens af den historiske regering over midten, nemlig at oppositionen er splittet i to små grupperinger; en rød og en blå.

I stedet kæmper hvert parti mindst lige så meget for sig selv og mod rivalerne i egen blok som mod regeringen. Mest hedt blev det da Morten Messerschmidt og Inger Støjberg havnede i en tvist om, hvem der egentlig kæmpede mest for den adskillelse af asylansøgende ægtepar, hvor den ene er under 18 år. 

Tilsammen giver det en afslutningsdebat, der indtil videre er præget af stilstand og interne træfninger. 

Læs også
 

Mai Villadsen angreb regeringens krisefortælling

Villadsen fik udstillet SVM-regeringens noget depressive attitude, skriver Erik Holstein.
Villadsen fik udstillet SVM-regeringens noget depressive attitude, skriver Erik Holstein. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af Erik Holstein, politisk kommentator

Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen greb til Peter Plys-familien, da hun skulle skildre regeringens tendens til at tale kriser op. Regeringen blev sammenlignet med det depressive æseldyr, mens Enhedslisten blev fremstillet som det euforiske tigerdyr.

”Regeringen sniger hver god nyhed ud ad bagdøren. Gode nyheder om økonomi og nøgletal pakkes væk som ubudne gæster,” lød det fra Mai Villadsen, der også havde et bud på årsagen til sortsynet. Det er en undskyldning for regeringens nedskæringsreformer, mente Villadsen, der beskyldte regeringen for at ”skabe modløshed og skabe en forkert opfattelse af, at vi ikke har råd til at løse de reelle problemer.”

Villadsen fik udstillet SVM-regeringens noget depressive attitude indtil nu, men hendes tale var tydeligvis lavet på forhånd og ikke tilrettet dagens nye og mere håbefulde toner fra Mette Frederiksen.

Villadsens tale var generelt præget af humoristiske elementer. Det ser man tit i åbningsdebatter, men i dette tilfælde understreger det også en vigtig pointe i forholdet mellem Enhedslisten og Socialdemokratiet: Forholdet er ikke forpestet, selvom Mette Frederiksen har valgt partnere fra det modsatte hold. Forholdet mellem Mai Villadsen og Mette Frederiksen har aldrig været venindeagtigt, og der er ikke nogen skuffelse på det personlige plan. Kun en politisk modsætning efter Mette Frederiksen skiftede kurs.

Læs også
    

Lidegaard kastede snøren ud efter de unge vælgere

Radikales leder Martin Lidegaard ønsker en grøn grundlov.
Radikales leder Martin Lidegaard ønsker en grøn grundlov. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af Erik Holstein, politisk kommentator

Vi er partiet for ungdommen og de grønne reformer, mens regeringen og det meste af Folketinget svigter de unge til fordel for de ældre.

Sætningen kan stå som overskrift for den radikale leder Martin Lidegaards indsats i afslutningsdebatten. Det gik igen i Lidegaards ordførertale, hvor han beskyldte regeringen for at ”hente penge hos børn og unge og bruge dem på de ældre.” Men meget utraditionelt var det også det helt gennemgående tema i alle Martin Lidegaards spørgsmål til partilederne, der en for en blev forhørt om, hvad de vil gøre for de unge og for klima og miljø. Han var tydeligvis ikke tilfreds med svarene.

Lidegaard vil ligefrem have indført en grøn passus i grundloven, der blandt andet skal sikre borgernes ret til rent vand og forligte enhver regering til at arbejde for bæredygtigt klima og miljø . En grundlovsændring har lange udsigter, men Lidegaards optræden i debatten viser, at Radikale har identificeret de unge og de grønne vælgere som dem, der igen skal gøre Radikale til en politisk magtfaktor. Til gengæld renoncerer Radikale på konkurrencen om de mange ældre vælgere. ”Vi har en anden generationsprofil end regeringen,” som Lidegaard udtrykte det.

Læs også

Messerschmidt ville have Folketinget til at undskylde for 40 års forfejlet udlændingepolitik

Messerschmidt
Messerschmidt "fejrede" 40-året for Udlændingeloven. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af Erik Holstein, politisk kommentator

DF-lederen Morten Messerschmidt gav den ikke for lidt, da han "fejrede" 40-året for den liberale udlændingelov fra 1983.

Hele ordførertalen blev brugt til at læse snesevis af overskrifter op, der alle beskrev kriminalitet begået af indvandrere og asylansøgere. Overskrifter om chikane, voldtægt, vold og røveri. Messerschmidt blev ved og ved og ved, minut efter minut, overskrift eller overskrift, på en måde, det aldrig før er set i en afslutningsdebat. Så partierne bag udlændingeloven fra dengang kunne reflektere over resultaterne.

Messerschmidt sluttede i hardcore stil med følgende forslag til vedtagelse:

"Folketinget giver danskerne en uforbeholden undskyldning for 40 års forfejlet udlændingepolitik."

Messerschmidt havde en pointe i den forstand, at udlændingeloven fra 1983 gav langt mere vidtgående – og negative – ændringer af det danske samfund, end tilhængerne dengang påstod. Men udlændingepolitikken er strammet mange gange siden da, og dagens udgave af Socialdemokratiet anser i dag udlændingeloven fra 1983 som en fejltagelse.

Læs også

Selvironisk Mette Frederiksen erklærede sig som optimist efter kritik af konstant krisesnak

Hvordan kan salen vide, at der mangler arbejdskraft og samtidig påstå, at der ikke er behov for reformer, spurgte statsministeren retorisk.
Hvordan kan salen vide, at der mangler arbejdskraft og samtidig påstå, at der ikke er behov for reformer, spurgte statsministeren retorisk. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af Erik Holstein, politisk kommentator

I sin replik til Folketinget omkring midnat gik Mette Frederiksen til modangreb på de partiledere både højre og venstre, der har kritiseret hende for at overdrive sin krisefortælling.

Ja, økonomien går meget bedre end ventet, inflationen er på vej ned og Europa står sammen mod Putin. Men det er ikke noget, der er kommet af sig selv, lød det fra statsministeren, der derpå fremhævede manglen på arbejdskraft som den helt centrale krise.

Hvordan kan salen vide, at der mangler arbejdskraft og samtidig påstå, at der ikke er behov for reformer, spurgte statsministeren retorisk.

Nok er den helt overordnede krisestemning faldet sammen som en souffle, men for Mette Frederiksen er behovet for reformer, der skaber mere arbejdsudbud, nu blevet selve omdrejningspunktet for den utraditionelle regering. Statsministeren supplerede med tryghedskrisen, at for mange er utrygge rundt om i landet samt migrantkrisen, der igen er ved at bygge op ved EU’s ydre grænser.

Mette Frederiksen kæmpede tappert for sin fortælling, men det kunne ikke skjule, at de kriser, der dannede grundlag for regeringen, er svære at sælge som akutte kriser. Det manglende arbejdsudbud er primært et langsigtet problem, her og nu varmer de fleste danskere sig snarere ved den høje beskæftigelse. Selv den internationale krisestemning og frygten for Putin er aftagende i takt med, at Rusland klarer sig stadig mere jammerligt i Ukraine.

Derfor bliver det meget svært for SVM-regeringen at skabe opbakning til smertefulde arbejdsmarkedsreformer.

Mette Frederiksen tog dog kritikken af hendes konstante krisesnak med en vis portion selvironi – og erklærede sig som optimist med den tilføjelse:

"Det er nok også meget godt, når jeg leder denne regering."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

Alex Vanopslagh

Partileder, MF (LA)
cand.scient.pol. (København Uni. 2016)

0:000:00