Løkkes cv er fyldt med havarerede politikere. Spørgsmålet er, om Mette Frederiksen bliver den næste

Omvendt er det tydeligt, at Mette Frederiksen har det godt i den her debat. Akutpakken er svar på konkrete problemer og nære spørgsmål. Politik fra zonen, hvor hverdagen møder Christiansborg, og hvor det er let for vælgerne at se, at politik betyder noget.

Flere overlever kræft, og flere vil overleve, og så bliver følgesygdomme et nyt problem, fortæller Mette Frederiksen. For eksempel tandproblemer efter kemobehandling.

"Det vil regeringen gå ind i med åbne øjne," siger hun.

Og nu er der råd til det. Det har nemlig vist sig ved nærmere beregning ovre i Finansministeriet, at råderummet er ti milliarder kroner større, end man havde regnet med tidligere. Beskæftigelsen er rekordhøj, og hvor Mette Frederiksen ellers har kunnet klistre ordet krise på næsten hvad som helst de seneste år, er der nu kun én tilbage. Og det er slet ikke en krise, men en udfordring.

"Vi har behov for reformer, der handler om beskæftigelse. For det, der er Danmarks store udfordring og vel den eneste økonomiske udfordring, vi har rigtigt, er manglen på arbejdskraft," siger Mette Frederiksen

Det er sådan, det lyder, når en statsminister må aflyse hele den fortælling, hendes regering ellers havde tænkt sig at bruge som rambuk for de store reformer, den – og kun den – skulle kunne lave.

Nu har Mette Frederiksen bare et flertal, men ingen fortælling. Det er og bliver en enorm svaghed.

Men også en svaghed, ingen i oppositionen formåede at udnytte i dag. Bortset fra én. Morten Messerschmidt vender vi tilbage til.

Pia Olsen Dyhr og Støjberg skød med spredehagl

Pia Olsen Dyhr vil gerne have lovning på, at der også skal bruges penge på fastholdelse af sygeplejersker og sosu’er i det offentlige sundhedsvæsen. Det får hun, sammen med en lille belæring om, at regøringspersonalet og portørerne jo også skal fastholdes.

Så vil SF-formanden vide noget om regeringens planer for regulering af unges forbrug af techgiganternes apps. Det vil Mette Frederiksen gerne, men det bliver ved anråbelsen af et samfundsansvar.

Nu har Mette Frederiksen bare et flertal, men ingen fortælling. Det er og bliver en enorm svaghed.

Inger Støjberg varmer op til det helt store opgør med CO2-afgiften på landbruget med kritik af regeringens kilometerafgift på tung transport. Hun havde endda fået optalt, hvor mange ladestandere til lastbiler der er i Nordjylland (nemlig én). Men noget godt svar på, hvem der så skal betale mere for den grønne omstilling, hvis transporten undtages, har hun ikke.

Så vil Støjberg hellere spørge til, om regeringen egentlig står samlet bag beslutningen om at hente to ud af tre børn hjem fra Al Roj-lejren i Syrien sammen med deres mor. Var Socialdemokratiet enige i det, eller var det Løkkes projekt?

Mette Frederiksens svar er, at hun ikke kan forstå, hvorfor en udkantspolitiker som Støjberg ikke vil tale mere om sundhedspolitik.

"Det synes jeg, er mærkeligt, når man ellers gerne vil repræsentere Nordjylland, og så er det jo godt, at man har mig til at gøre det. For hvis der er et sted i Danmark, der har brug for et sundhedsløft, så er det i Nordjylland," siger Mette Frederiksen.

Hun taler udenom med andre ord. Men det er ikke et problem for hende, Støjberg har brugt det sidste af sine tre spørgsmål.

Konklusion: Mette Frederiksen er for dreven og for agil til at blive ramt af spredehagl.

Politisk zoologi

Men hvad så med Alex Vanopslagh? Han kan noget med ord, og LA’erne har den selvtillid og attitude, man får af at stige op fra graven og sætte kronen på sit eget hoved som blå bloks største parti i meningsmålingerne.

"Det har været på mode at bruge metaforer fra dyreverdenen ude på savannen, og den tradition skal ikke dø i dag," starter Vanopslagh.

"Jeg vil egentlig godt tage fat på løven."

Vanopslagh bruger den teknik at forvirre alle for at få deres opmærksomhed.

"Man kan jo sige, at statsministeren qua at være statsminister jo er den største løve eller løvinde på savannen. Og man har jo ofte i de senere år, og før statsministeren blev statsminister, kunnet høre løven brøle med sit stærke løvebrøl om behovet for et opgør med antallet af akademikere i den offentlige sektor og bureaukrati.”
 
Vanopslagh vil vide, hvorfor Mette Frederiksen ikke bare ikke har gjort noget, men præsideret over en stigning i antallet af offentligt ansat akademiske medarbejdere.

Løven skal ikke kendes på sit brøl, men på dens klo, siger han.

Spørgsmålet er i og for sig godt. Han vil opmåle afstanden mellem ord og handling. Men dyremetaforen er først en åbning for Mette Frederiksen for at tale om noget andet. Dernæst en boomerang, der rammer Vanopslagh i nakken. 

"Altså, nu tror jeg ikke, at det er hunløven, der brøler. Det er til gengæld hunløven, der gør arbejdet. Ofte vil hanløven ligge lidt stille, vente på, at maden bliver bragt. Det er rigtigt, at han brøler, men han gør så ikke så meget andet end det," siger hun og begynder at fabulere over, hvilket afrikansk dyr Vanopslagh selv mon er.

"Det kan være en struds, og det kan være en giraf," overvejer hun, inden hun siger, at hun vil se på det med de mange bureaukrater.

Men Vanopslagh giver ikke op. Hverken på det med dyrene eller bureaukraterne.

"Jeg er selv kommet frem til, at jeg er en hyæne," siger han, "der lever af ådslet fra de lidt større, døende dyr på savannen," siger han med slet skjult reference til Venstre. Så stiller han det samme spørgsmål igen.

Og igen bruger Mette Frederiksen hans sprogbilleder imod ham.

"Hyænen vinder aldrig over løven. En enkelt hyæne kan intet på den afrikanske savanne, medmindre den er i flok, og de skal være rigtig mange, og løven skal være alene. Men jeg har jo sikret mig, at løven ikke er alene med den konstellation, vi er i nu."

Det er sjovt. Salen griner, og det gør vi også oppe i presselogen. Vanopslagh tabte den her gang.

Så bliver det Søren Pape Poulsens tur. Han fortsætter ud i den politiske zoologi, men udbygger det med en reference til sin egen seksualitet.

"Også i dyreriget går det bedst, når to hanner finder sammen."

Alle griner igen. Men nu er vi altså også så langt væk fra en debat, der kan gøre ondt på statsministeren, som vi kan komme. Og Pape er for øvrigt så enig i det med akutpakken, at de forhandlinger, han gerne vil komme til, virker helt irrelevante.

Konklusion: Sprogbilleder er en svær kunst og en farlig leg. I hvert fald, hvis man leger med Mette Frederiksen.

Akutpakken hjælper også statsministeren

Mai Villadsen angriber også på beslutningen om Syriensbørnene. Men fra den modsatte kant af Støjberg, som er "komplet imod" hjemtagelsen af de to børn og deres mor. Hvad med den seksårige, der er blevet tilbage, sygdomsramt og i livsfare?

Det er hans mors ansvar, lyder det fra statsministeren.

"Der er jo et tilbud om, at drengen kan blive evakueret til Danmark. Det står ved magt," konstaterer hun.

Men hvorfor skal barnet undgælde for moren, hvis man kunne retsforfølge hende herhjemme, vil Villadsen vide, og hvad får regeringen ud af at efterlade ham i Syrien?

"Der er et tilbud om at evakuere, og så håber jeg, at Enhedslisten også optaget af andre problemstillinger. Vi andre har i dag diskuteret sundhed, og vi har rigtig mange børn og unge – også et større antal end den person, vi taler om her – som ikke har det godt," svarer Frederiksen.

Akutpakken hjælper ikke kun fremtidens kræftramte og unge med psykiske problemer. Den hjælper også Mette Frederiksen, hver gang hun er i problemer i dag.

Dem får hun ingen af fra radikales leder, Martin Lidegaard. Han vil gerne politisere på vegne af ungdommen, som skal bære byrden af alle arbejdsudbudsreformerne, der skal finansiere de ældres velfærdsforbedringer.

Men også Lidegaard er ramt af, at fortællingen om det kriseramte Danmark er aflyst. For han vil jo stadig gerne lave udbudsreformer. Det er bare svært, når der er penge nok til alle.

Og der er ingen skarpe kanter for Mette Frederiksen at skære sig på, når han beder hende redegøre for, hvor hun vil bruge de mange nye penge.

Til gengæld varmer Messerschmidt op i baggrunden. Han ser bister og utålmodig ud.

Hvem bestemmer - Løkke eller Frederiksen?

Men heller ikke Messerschmidt kan gå forbi en zoologisk have uden at indløse billet. Til gengæld får han mere ud af besøget end Vanopslagh.

"Er det hanløven, hun har taget med ved siden af sig," spørger han og kigger over på Løkke med et smil.

"Vi hører meget fra udenrigsministeren for tiden. Går man ind for mere brugerbetaling i ældreplejen, eller hvad mener man?"

Mette Frederiksen bedyrer, at hun ikke engang har læst det interview, hvor Løkke pludselig åbnede for selvbetalt ældrepleje.

"Jeg tror ikke, udenrigsministeren foreslår brugerbetaling," lyder svaret, selvom det faktisk er en meget præcis beskrivelse af, hvad Løkke talte om med Avisen Danmark.

"Det gør regeringen ikke, og det er i øvrigt ikke noget, vi har diskuteret på noget tidspunkt. Men vi har en diskussion mellem regeringspartierne, og som vi også gerne vil have med alle folketingets partier om, hvad er det for et velfærdssamfund, vi vil have i fremtiden," svarer hun og søger igen ly bag akutpakken. Den viser, hvad regeringen vil, siger hun.

Så vil Messerschmidt vide, hvor statsministeren står på det med vetoretten i EU, når det kommer til udenrigspolitikken, som Løkke også har spekuleret offentlig på, måske skulle fjernes. 

"Hvem brøler, og hvem bestemmer," spørger Messerschmidt.

Det får han heller ikke noget klart svar på. Der er langt, siger Mette Frederiksen, fra et udvidet EU til traktatændringer om vetoretten.

"Kommer der en ny traktat, vil der være en folkeafstemning i Danmark," lover hun dog.

Ældrepolitik og mere magt til EU er gode dagsordener for DF. Og det er ikke så gode dagsordener for Socialdemokratiet, selvom det er gode dagsordener for Løkke.

Og blotlæggelsen af den forskel er den vigtigste konklusion på en ellers blodfattig holmgang mellem regering og opposition.

Løkke er Frederiksens problem

Spidsformuleret: Hvor længe kan Mette Frederiksen som statsminister acceptere, at Løkke Rasmussen giver visionsinterviews, hun bagefter skal stå og spinne og parkere og bortforklare? Og kan hun egentlig gøre noget ved det, når hun selv har inviteret ham indenfor i regering?

Løkkes cv er fyldt med politikere, der har lidt karrieremæssigt havari af at ryste hånd med ham. Det har lige siden regeringsdannelsen været spørgsmålet, om Mette Frederiksen blev den næste.

Snakken fra grebningen stiger og stiger og drukner næsten spørgsmålene fra Alternativets Franciska Rosenkilde. 

Mette Frederiksen svarer, at hun ikke betragter uddelingen af gratis vand på restauranterne som en menneskeret.

Det har mestendels været en let dag for hende. 

Spørgsmålet er, hvornår oppositionen for alvor opdager, at Mette Frederiksens største problem i denne regeringsperiode meget vel kan være ham, der sad henslængt lige ved siden af hende.

Og betragtede, hvordan de eneste tidspunkter, hun kom i problemer, var på grund af noget, han har sagt.