Pernille Skipper på 50-årsdagen for fri abort: Tiden er løbet fra de umyndiggørende abortsamråd

Der bliver talt rigtig meget om den danske abortgrænse her i 50-året for den fri abort. Danmark har en af de strammeste abortgrænser i Europa, og jeg var selv med til at starte debatten, så jeg synes åbenlyst, at det er på tide, at vi rykker den.

Men uanset hvad man mener om abortgrænsen, så er det bydende nødvendigt, at vi får afskaffet abortsamrådene, som de eksisterer i dag.

De er nemlig både umyndiggørende, uigennemsigtige, og betyder helt forskellige retstilstande for kvinder i forskellige dele af landet. Og så påtvinger de kvinder børn, som de ikke selv mener, de kan tage vare på.

Men uanset hvad man mener om abortgrænsen, så er det bydende nødvendigt, at vi får afskaffet abortsamrådene, som de eksisterer i dag.  

Pernille Skipper

Læser man sundhedsloven, er der teknisk set slet ikke nogen abortgrænse i Danmark. Op til 12. uge kan man få en abort uden nogen bestemt grund, men det er også fuldt lovligt at få en abort efter 12. graviditetsuge. Det er bare de såkaldte abortsamråd, der bestemmer – ikke kvinden selv.

Kvinden kan kun ansøge, og i hver region er det så en psykiater, en gynækolog og en person med juridisk eller social baggrund, der træffer den endelige afgørelse.

Og lovens ord om, hvad der kan begrunde en abort senere end 12. uge er elastik i metermål. Det kan både være af hensyn til den gravides helbred, hvis fosteret viser tegn på misdannelser eller af sociale og økonomiske hensyn.

Det system betyder for det første, at det er svært at gennemskue, hvornår man kan få tilladelse, og hvornår man ikke kan, og det betyder også, at der er kæmpestor forskel på, hvad retstilstanden er i den ene og den anden region.

Det ville slet ikke være holdbart med den slags tilfældigheder på alle andre områder, så hvorfor er det okay, når det handler om noget så afgørende og livsforandrende som at få et barn eller ej?

Det ville slet ikke være holdbart med den slags tilfældigheder på alle andre områder, så hvorfor er det okay, når det handler om noget så afgørende og livsforandrende som at få et barn eller ej?

Pernille Skipper

For det andet betyder det, at mange kvinder og par trækkes igennem en svær og unødvendig proces. Hvert år foretages der cirka 800 aborter efter 12. graviditetsuge.

De fleste af dem får en abort på grund af en risiko for misdannelser eller fosterets helbred med henvisning til de scanninger, der foretages af alle fostre ved 12. og 20. graviditetsuge.

For de kvinder og par, der brændende har ønsket sig et barn, men får svære nyheder ved scanningerne, må det være føles umyndiggørende og skræmmende også at skulle ansøge og forklare sig. Hvorfor er det overhovedet nødvendigt at muliggøre et afslag, når det også er det offentlige, der stiller scanningerne til rådighed?

Og for det tredje betyder abortsamrådene og lovgivningen i dag, at der er over 40 kvinder hvert år, som tvinges til at gennemføre en graviditet og få et barn, de ikke ønsker, fordi de får afslag på deres ønske om abort.

Det er for mig at se det absolut værste.

For det tredje betyder abortsamrådene og lovgivningen i dag, at der er over 40 kvinder hvert år, som tvinges til at gennemføre en graviditet og få et barn, de ikke ønsker, fordi de får afslag på deres ønske om abort.

Pernille Skipper

Også selvom de selv virkelig ikke føler sig rustet til et barn. Spørger man Mødrehjælpen, så får man at vide, at de møder kvinder med et aktivt stofmisbrug eller skizofreni, som får afslag og tvinges til at få et barn, de ikke selv vil have.

Men det kan også være kvinder med uregelmæssig menstruation, der først opdager graviditeten i 13. uge, og helt unge kvinder som får deres fremtid revet itu, eller kvinder som pludselig oplever en livsforandrende begivenhed, der gør, at de slet ikke føler sig i stand til at tage vare på et barn.

De kvinder tvinges til at få et barn med alle de fysiske, psykiske og fremtidsmæssige konsekvenser, det indebærer, helt uden medicinske argumenter eller objektive, gennemsigtige kriterier. For de kvinder – selvom de ikke er mange – kan konsekvenserne være lige så voldsomme, som de historier, vi hører fra kvinder, der levede før 1973.

Argumentet for, at abortsamrådene skal overtage beslutningskompetencen fra den enkelte kvinde, er ofte, at så får kvinderne råd og vejledning, og at "fagfolk" er inde over, som den politiske ordfører fra Danmarksdemokraterne er kaldt det.

Men kvinderne har jo allerede truffet det svære valg, når de søger. De får ikke vejledning af abortsamrådene, kun et ja eller nej. Og det er netop heller ikke en faglig vurdering, de foretager, for kriterierne er ikke nødvendigvis medicinske og slet ikke objektivt defineret.