Forsker: Overvågning af arbejdslivet er blevet et vilkår, som ingen af dine chefer kan gøre noget ved

Usikkerhed om fremtiden

Problemet er, at debatten overser alle de 'passive' medarbejderdata, der helt automatisk genereres og gemmes på vor tids digitale arbejdspladser.

Vores arbejdsliv er i dag dybt indvævet i arbejdspladsens digitale systemer, og som et biprodukt genereres automatisk data, som de færreste har det fulde overblik over eller ved, hvem der har adgang til.

Uvisheden og den utryghed, der følger med, handler ikke kun om, hvilke medarbejderdata der gemmes, men også om de sammenhænge, som vores data i fremtiden vil kunne indgå i.

Niels Borch Rasmussen
Lektor, Københavns Professionshøjskole

Og det er netop dette manglende overblik over vores egne data, der er kimen til den nye problematik med overvågning, som i disse år presser sig på. Med uvisheden om egne data følger også usikkerhed om, hvilke informationer om vores arbejdsliv der en dag kan blive gravet frem og blive brugt i sammenhænge, vi endnu ikke kender til.

Det afgørende er ikke, hvor ofte det sker, at vores arbejdsliv bliver genbesøgt, men at der af selve uvisheden udspringer en nagende tvivl om, at vi en dag kan blive indhentet af vores fortid.

Kontroltab forværrer arbejdsmiljøet

Det kunne være sygeplejersken på en kaotisk nattevagt, der er nødsaget til at prioritere hårdt mellem uvarslede indlæggelser, og som tre år senere får sin kaldelog, nøglekorttider og monitordata gennemgået, da en pårørende indgiver en klage.

Eller sagsbehandleren, der slår op i en borgersag, hun ikke er tildelt, for at afklare en tvivl om praksis, og som et år senere skal forklare opslaget, da sagen bliver udtaget til tilsyn.

Det kunne sågar være en folkevalgt, der under en højspændt beslutningsproces sendte nogle SMS'er, som nogle år senere blev omdrejningspunkt for en politisk nedsat kommission.

De specifikke omstændigheder varierer mellem fag, brancher og arbejdspladser, men fællestrækket er, at der i takt med digitaliseringen er opstået et nyt grundvilkår: en latent følelse af, at fortiden aldrig rigtig lægges til hvile. Uvisheden og den utryghed, der følger med, handler ikke kun om, hvilke medarbejderdata der gemmes, men også om de sammenhænge, som vores data i fremtiden vil kunne indgå i.

I arbejdsmiljøsammenhæng ved vi, at oplevelsen af uklarhed og kontroltab kan forværre det psykiske arbejdsmiljø og føre til stress og udbrændthed.

Det er derfor bemærkelsesværdigt, at medarbejderes manglende kontrol over egne data hverken nævnes i arbejdsmiljølovgivningen eller, så vidt vides, i de faglige organisationers materiale til tillidsvalgte.

Blinde vinkler

Konsekvenserne af denne blinde vinkel handler ikke kun om et overset pres på arbejdsmiljøet, men også om kvaliteten af det arbejde, vi udfører.

Når vi ikke ved, hvilke informationer om der gemmes os, eller hvordan de kan bruges, begynder vi at handle defensivt.

Med udviklingen inden for AI kan medarbejderdata på tværs af adskilte systemer inden længe blive sat sammen for at rekonstruere aspekter af vores hidtidige arbejdsliv.

Niels Borch Rasmussen
Lektor, Københavns Professionshøjskole

Vi bliver bange for at sige højt, hvad vi tænker, og vi overdokumenterer for at være på den sikre side, så ingen efterfølgende kan sætte en finger på vores arbejde. En sådan defensiv tilgang fjerner fokus fra formålet og kvaliteten af vores arbejde, ved at trække opmærksomheden væk fra arbejdets egentlige formål.

Samtidig kan det være vanskeligt at vide helt præcist, hvad vi skal stille op med dette nye vilkår i arbejdslivet; at fortidens arbejdsliv aldrig helt kan lægges til hvile.

Men faktisk har vi allerede haft en lignende debat, når det gælder vores personlige data i privatsfæren.

Klare regler for medarbejderdata

Her har vi vedtaget grænser for, hvad vi vil acceptere, og GDPR-lovgivningen omfatter konkrete retningslinjer for, hvordan oplysninger om privatlivet skal håndteres.

Derfor er det påfaldende, at der ikke findes tilsvarende regler for, hvordan medarbejderdata må behandles. Der er selvfølgelig forskel på privatlivet og arbejdslivet i den forstand, at vi får løn for at udføre et stykke arbejde, som vi naturligvis også må stå til ansvar for.

Men bør der ikke desto mindre være grænser for, hvordan vores medarbejderdata må kunne bruges, og hvor længe vi kan forventes at stå til ansvar for de mange beslutninger, vi træffer hver dag?

Det er sådanne etiske grænser, vi bør kunne diskutere i en fælles debat om det digitale arbejdsliv på tværs af fag og sektorer.

Og det haster faktisk mere, end man skulle tro. Med udviklingen inden for AI kan medarbejderdata på tværs af adskilte systemer inden længe blive sat sammen for at rekonstruere aspekter af vores hidtidige arbejdsliv.

Men inden vi maler et dystopisk billede af arbejdsmarkedet i dag og i morgen, skal vi huske os selv på, at vi selv er med til at forme det arbejdsliv, vi har.

Her kunne vi passende starte med at få det digitale arbejdsliv og dets konsekvenser ind i debatten om det psykiske arbejdsmiljø.