Kommentar af 
Ali Aminali

Hverken ja- eller nej-siden er ærlige i debatten om forsvarsforbeholdet

Snart skal danskerne stemme om forsvarsforbeholdet. Indtil nu har ja-siden ikke formået at forklare, hvad de værdimæssige årsager til afskaffelsen er. Der mangler ærlige, simple forklaringer, skriver Ali Aminali.

Det er tid til, at ja-siden også kaster sig ind i værdikampen, skriver Ali Aminali. 
Det er tid til, at ja-siden også kaster sig ind i værdikampen, skriver Ali Aminali. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Ali Aminali
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Om mindre end en måned skal danskerne stemme enten for eller imod afskaffelsen af forsvarsforbeholdet. En vigtig beslutning, som kan og vil have konsekvenser for vores engagement på europæisk og internationalt plan.

Derfor bliver jeg en smule bekymret, når jeg ser, hvordan forsvarsforbeholdsdebatten udvikler sig. Allerede nu kan jeg se debatten tage en form, som gør, at størstedelen af den danske befolkning ikke kan se hoved og hale i, hvorfor de skal stemme ja eller nej.  

Lad mig forklare: Jeg er en af de få danskere, der, qua mit arbejde som radiovært på Alis Fædreland og debat-moderator, allerede er blevet "udsat" for en del forsvarsdebatter. 

Derfor kender jeg også nu de fleste argumenter for eller imod. Men det, der skuffer mig, er den manglende ærlighed fra både ja- og nej-siden. Derfor vil jeg nu komme med et par råd til de politikere, som de næste par uger skal forklare os helt almindelige danskere, hvorfor vi skal stemme ja eller nej til, hvorvidt vi skal afskaffe forsvarsforbeholdet.

Det, der skuffer mig, er den manglende ærlighed fra både ja og nej siden

Ali Aminali
Radiovært, forfatter, moderator

Først og fremmest skal værdier fylde mere i den offentlige debat. Jeg forstår ærligt talt ikke, hvorfor ja-siden ikke står fast og forklarer danskerne, hvorfor det værdimæssigt er vigtigt at stemme ja til afskaffelse af forsvarsforbeholdet.

Det burde ellers være nemt, fordi Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen allerede for en måned siden skrev, at "Putins invasion viser behov for afskaffelse af forsvarsforbeholdet" i Altinget.  

Det samme kan jeg sige om formanden for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, da han i selv samme Altinget skrev "Det er nu, Danmark skal melde sig fuldt ind i den frie verden". 

Derfor ærgrer det mig, at politikerne fra især de to større borgerlige partier ikke står fast og fortæller, at der er mere på spil end "at træne sammen."

For her stod jeg og troede, at det handlede om at tage ansvar, at forsvare den frie verden og melde sig ind i "foreningen".

Det samme gælder regeringen, som for kort tid siden mente, at der ikke var en konkret grund til at afskaffe forsvarsforbeholdet. I hvert fald, hvis man husker tilbage til dengang, hvor udenrigsminister Jeppe Kofod sagde, at "der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land…"

Det har nu ændret sig på grund af invasionen af Ukraine, og regeringen taler nu også om, at vi skal tage mere ansvar. Så hvis næsten alle på ja-siden er enige om, at det er værdier, sammenhold og ansvar, det handler om, hvorfor står de så ikke ved det? 

Det, jeg tror, de er bekymrede for, er at give nej-siden ammunition til at råbe "se, de vil mere EU." Det kan mærkes især fra Dansk Folkeparti og Enhedslistens vinkel på debatten.

Men hvis de ikke gør det, så står nej-siden alene med den platform, og det er ikke godt.

Ja-siden har svært ved at forklare danskerne, hvad de i bund og grund får ud af at stemme ja

Ali Aminali
Radiovært, forfatter, moderator

Ærligt talt, så tror jeg, selv de mest EU-skeptiske kan forstå, at vi i Europa skal stå sammen og støtte hinanden, men den nuance kommer aldrig frem, hvis ikke ja-siden er klar til at gå i kamp for deres værdier.

Også selvom de må erkende, at det i bund og grund betyder, at vi på europæisk niveau bliver nødt til at samarbejde bedre, fordi verden har ændret sig. Det må jo så være den virkelighed, de skal forsvare. Altså en lille smule mere EU. 

I stedet for kaster ja-siden sig ud i begrundelser, som ingen danskere reelt kan forholde sig til eller forstå.

Begrundelser såsom, at vi så kan træne sammen, købe ind sammen og deltage i militære og fredsbevarende aktioner, som vi selv vælger. Det er nærmest blevet de primære begrundelser fra ja-siden, hvis man fjerner værdidebatten.

Problemet er bare, at den almindelige dansker ikke kan se, hvorfor de skal opgive et forsvarsforbehold, fordi… noget med træning. Derfor ender vi igen i en situation, hvor ja-siden har svært ved at forklare danskerne, hvad de i bund og grund får ud af at stemme ja.

Samtidig åbner det op for spørgsmål som, "hvad skal vi bruge den træning til?", "hvorfor skal vi deltage i militære aktioner?" og "kan det virkelig passe, at I vil sende danske soldater i krig, fordi Frankrig vil have det?"

Det er kun en sti, nej-siden har lyst til at gå ned af. For hvis et ja til afskaffelse af forsvarsforbeholdet betyder, at "vi skal på aktioner, at vi skal træne fordi"… så er det nemme modsvar "EU-hæren kommer" og "se, de vil have mere EU".

Og ligegyldigt, hvor meget energi ja-siden efterfølgende bruger på at fortælle danskerne, at en EU-hær ikke er på vej, så vil skræmmebilledet sidde fast og fylde hele vejen op til afstemningsdagen.

Derfor bliver ja-siden nødt til at forstå, at dette handler om værdier, om ærlig kommunikation og simple begrundelser. Og så bliver de nødt til at tage værdikampen med nej-siden, så folket mærker forskellene, og får et ærligt svar på: "Hvad får jeg, hvis jeg stemmer ja?".

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ali Aminali

Kommende pressechef for Moderaterne (2/4-24), radiovært, forfatter, moderator
socialrådgiver (VIA University College, 2014)

0:000:00