Joachim B. Olsen: Sørgeligt korstog mod Finansministeriets regnemodeller

Af Joachim B. Olsen (LA)
Finansordfører

Anført af Enhedslisten er Finansministeriets regnemodeller kommet under angreb.

På venstrefløjen sår man tvivl om de dynamiske effekter af for eksempel skatteændringer. Derudover mener man, at de positive effekter ved offentligt forbrug negligeres.

Der er med andre ord en borgerlig bias i regnemodellerne. Påstår de.

Der er nok at tage fat i, men lad mig starte med helt overordnet at slå fast, at regnemodellerne er funderet i empiri. De er ikke, som Enhedslistens Pelle Dragsted påpeger, alene baseret på nogle teoretiske principper. Man har rent faktisk forsket i, hvordan folk i den virkelige verden har reageret, når man har ændret på skatter, ydelser, afgifter og så videre.

Det gælder for eksempel lettelsen af marginalskatten. Der findes mange empiriske studier, der viser, at lettelsen af marginalskatten har en positiv effekt på arbejdsudbuddet og dermed øger beskæftigelsen. Forskellige studier finder forskellige effekter, så der er helt givet usikkerhed om, hvor stor en effekt man bør regne med.

Det er helt fint, at vi får en politisk debat om Finansministeriets regnemodeller, men man kunne blot ønske, at den baserede sig på et mere sagligt grundlag.

Joachim B. Olsen (LA)
Finansordfører

Finansministeriet regner gennemsnitligt med en elasticitet på 0,1. En af Danmarks største eksperter på området, Claus Thustrup Kreiner, har opsummeret studierne med en konstatering af, at studierne viser en elasticitet, der med stor sikkerhed er positiv og ikke større end 0,35. I forhold til den eksisterende litteratur ligger Finansministeriet altså rimelig konservativt – også mere konservativt, end jeg nogle gange kunne ønske mig.

Positive effekter af mere offentligt forbrug?
Enhedslistens anden store anke går på, at Finansministeriet ikke medregner positive effekter af mere offentligt forbrug. Jeg anerkender fuldt ud, at der er offentligt forbrug, som er helt nødvendigt for, at samfundet kan fungere. Hospitalerne er afgørende for, at danskerne kan behandles og komme tilbage på arbejdsmarkedet. Investering i infrastruktur er helt afgørende for danskernes mobilitet og at varer kan fragtes rundt.

Men spørgsmålet er, hvor meget det hjælper at pumpe ekstra milliarder ind i en i forvejen enorm offentlig sektor. Vil forældre eksempelvis arbejde længere, hvis der postes flere penge i daginstitutionerne? Vi ved det ikke. Der er kun meget lidt empiri på området. I modsætning til hvad Enhedslisten mener at vide, så er de skøn, man lægger ind i regnemodellerne, baseret på empiri. Man kan ikke skønne over en empirisk litteratur, der ikke findes.

Enhedslistens ønsketænkning
Enhedslisten kan have legitime politiske holdninger til, at det offentlige forbrug skal stige dramatisk. Det er et politisk spørgsmål. Men man kan ikke med troværdighed sige, at det ikke vil have nogen konsekvenser. Og bare fordi man ikke kan lide de faglige vurderinger af konsekvenserne af ens politik, betyder det ikke, at de faglige vurderinger har politisk bias.

Det er helt fint, at vi får en politisk debat om Finansministeriets regnemodeller, men man kunne blot ønske, at den baserede sig på et mere sagligt grundlag. Adfærdseffekter er ikke hokus-pokus. Adfærdseffekter er baseret på forskning ud fra, hvordan almindelige mennesker reagerer i den virkelige verden.

Enhedslisten ønsker grundlæggende at erstatte forskernes empiri med egen ønsketænkning. Konsekvenserne af den slags uhæmmet populisme har vi set i mange venstreorienterede samfund i både Sydeuropa og i Sydamerika. Det vil være dybt skadeligt for Danmark at betræde samme sti.