Kost og Ernæringsforbundet: Uden fælles mål i offentlige køkkener går vi glip af enorm klimagevinst

Der er fuld gang i den grønne omstilling i de offentlige køkkener.

Et utal af tiltag og projekter er i gang, og man kan kun blive fortrøstningsfuld. Og dog.

Hvis de offentlige måltider bliver grønnere, gør vi et solidt indhug i den danske udledning af klimagasser.

Michael Allerup Nielsen
Næstformand, Kost og Ernæringsforbundet

For i virkeligheden er det svært at se, hvordan vi på sigt kan blive klogere af hinandens gode erfaringer, og i det hele taget finde ud af om det er de rigtige tiltag, vi har gang i.

For hvor er målstregen, og hvordan måler vi, om vi er på rette vej, og hvornår vi krydser stregen, når vi ikke har en ensartet målestok for, hvordan vi beregner de offentlige måltiders CO2e-udledning?

I Kost og Ernæringsforbundet efterspørger vi konkrete politiske målsætninger for den bæredygtige, grønne omstilling i vores offentlige køkkener. Eksempelvis madspild, økologi, ressourceforbrug, dyrevelfærd med mere.

Men vi mangler også en fælles metode til at opgøre vores CO2e-aftryk på.

Vi taber viden på gulvet

For det er jo CO2-bundlinjen, der tæller i det store – både nationale og globale – regnskab i sidste ende.

Ellers er det umuligt at gøre det sammen og lære af hinanden, og de potentielt store besparelser kan heller ikke indgå i Danmarks nationale CO2e-regnskab, før vi bliver skarpere på data og opgørelse.

Det er svært at dele erfaringer og mål, så længe vi måler drivhusgasudledningen på flere forskellige måder.

Michael Allerup Nielsen
Næstformand, Kost og Ernæringsforbundet

For begge dele er nødvendige, hvis vi for alvor skal indfri potentialet og reducere CO2e-udslippet. Og potentialet er enormt.

Der produceres langt over en halv million offentlige måltider hver eneste dag. Hvis de gøres grønnere, lærer vi ikke bare borgerne at blive fortrolig med bæredygtighed mad.

Vi gør også et solidt indhug i den danske udledning af klimagasser.

Derfor skal vi have en CO2e-beregner, der er detaljeret, pålidelig og nem nok at bruge på tværs af regioner, kommuner og de enkelte køkkener, som er forskellige i både størrelse og produktion, så vi kan få retvisende CO2e-regnskaber for dette store område. For hvert ton tæller.

Med en CO2e-reduktion på 25 procent fra indkøbte fødevarer vil det give en estimeret klimagevinst på 48.000 tons CO2e, og dette ville alene være i kommunalt drevne køkkener som daginstitutioner, skoler og plejecentre med mere.

Det er et konservativt og usikkert skøn, fordi vi mangler centrale opgørelsesmetoder til at opgøre både potentiale og besparelse, ligesom vi mangler fælles, politiske målsætninger.

Herudover taber vi gode erfaringer og viden på gulvet, så længe vi i overført betydning sammenligner pærer med bananer.

Mangler fælles mål

Det er svært at dele erfaringer og mål, så længe vi måler drivhusgasudledningen på flere forskellige måder.

Hvis man måler på én måde i København og en anden måde i Kolding, kan man ikke sammenligne data og resultater. Så kan vi ikke lære af hinanden og sætte de mest effektive metoder på formel til fælles inspiration.